USA VALG

Trumps tale i nat chokerer - nu vender også flere partifæller præsidenten ryggen

Nu vender partifæller præsidenten ryggen.

Efter præsident Trumps tale til nationen natten til fredag dansk tid har der været stille i den republikanske lejr.

I talen beskyldte Donald Trump demokraterne og Joe Biden for at have stjålet valgsejren fra ham i en lang række udokumenterede påstande.

- Hvis I tæller de gyldige stemmer, så vinder jeg let. Hvis vi tæller de ugyldige stemmer med, så prøver de at stjæle valget, sagde præsidenten fra presserummet i Det Hvide Hus.

Pressemødet fik både de amerikanske medier og det sociale medie Twitter til at gløde - men Trumps republikanske bagland er forbavsende stille, konstaterer TV 2s korrespondent Jesper Steinmetz.

Steinmetz: - Den tarveligste taber i USA's historie

Ifølge ham er det et tegn på, at præsidentens politiske bagland så småt er ved at vende ham ryggen.

- Ingen er, så vidt jeg har set, ude at bakke Trump op i de her påstande om valgsvindel. Alle, der har givet interviews, har sagt det samme som demokraterne: Hver en stemme tæller - giv det tid, siger Jesper Steinmetz.

Og intet nyt fra baglandet, er dårligt nyt for Trump.

- Det svækker præsidenten, for han har faktisk ikke opbakning i sit eget parti til det onemanshow, han kører, siger Jesper Steinmetz, der efter præsidentens tale kalder Trump for "den tarveligste taber" i den præsidentielle historie.

Republikanere: Farligt for demokratiet

Enkelte republikanske politikere har dog reageret. Og heller ikke det er til præsidentens fordel.

Marylands republikanske guvernør, Larry Hogan, kritiserer Trumps påstande.

- Præsidentens kommentarer her til aften kan ikke forsvares, og de underminerer vores demokratiske proces. Amerika er ved at tælle stemmerne, og vi skal respektere resultaterne, som vi altid har gjort, siger Hogan.

Et kongresmedlem, Paul Mitchell fra Michigan, mener, at Trump med sine udtalelser svækker troværdigheden til valgprocessen.

- Hvis nogle har beviser på ulovligheder, så skal de lægges frem og løses. Alt andet skader troværdigheden til vores valg og er farligt for vores demokrati, siger han.

CNN: - En overvægtig skildpadde

Også i den amerikanske mediebranche var reaktionerne på Trumps tale mange.

Hos det konservative medie Fox News, der ellers engang var et sted, præsidenten nød stor opbakning, var der ikke megen hjælp at hente. De kritiserer præsidenten for at så tvivl hos befolkningen om valgprocessen og stemmeoptællingen.

På det liberale medie CNN var værten Anderson Cooper hurtigt ude med en noget særlig karakteristik af præsidenten.

- Det her er den mest magtfulde person i verden, og her ser vi ham som en overvægtig skildpadde liggende på ryggen i den brændende sol, mens han opdager, at hans tid er forbi. Men han har ikke accepteret det, og han ønsker at tage alle med sig i faldet inklusive dette land, sagde CNN-værten på tv.