USA VALG

Trumps kampagnefolk taget i at gøre, hvad de beskylder Demokraterne for

Der gik ikke længe, før Joe Bidens kampagne hånede Trump-lejren for at have sendt mailen ud.

På valgnatten hævdede præsident Donald Trump, at demokraterne ville prøve at stjæle valgsejren fra ham.

Torsdag nat gentog han den påstand. Præsidenten mente, de ville snyde med stemmerne ved at indlevere dem, efter valgstederne var lukket.

Det er en beskyldning, der ikke er nogen form for dokumentation for. Men nu ser det ud til, at der er er dukket bevis op for, at lokale republikanere i Wisconsin netop har prøvet at fuske med stemmerne i Pennsylvania efter valget.

Det viser en mail, som det venstredrejede medie The Daily Beast er kommet i besiddelse af.

I mailen skriver gruppen Kenosha for Trump, at den officielle partikomité Trump Victory har brug for frivillige til at ringe til Trump-tilhængere i Pennsylvania og opfordre dem til indlevere deres brevstemmer, selvom valget er ovre.

- Disse telefonopkald vil hjælpe præsidenten med at vinde valget, står der.

I Pennsylvania tæller brevstemmer med i det endelige resultat, hvis de er modtaget op til tre dage efter valget. Stemmen er gyldig, hvis den senest er registreret hos postvæsnet på selve valgdagen.

Mailen blev sendt ud omkring klokken 18 torsdag lokal tid. En cyberekspert fra firmaet Citizen Lab har overfor The Daily Beast vurderet, at mailen er autentisk.

- Det ser ud til at være en ægte besked, som er distribueret via Mailchimp, oplyser John Scott-Railton på Twitter.

Biden-lejr håner Trump

Mailchimp er en marketingsoftware, der gør det muligt at distribuere budskaber bredt.

Blot et kvarter efter mediet offentliggjorde historien, hånede Joe Bidens kampagne Trump på Twitter for at være dobbeltmoralsk.

En kampagnemedarbejder fra Biden-lejren delte således et billedet af mailen med en tilhørende kommentar:

- Hej, vi vil gerne anmelde Trumps kampagne.

Beskeden var et ironisk svar til et tidligere tweet fra Trump-kampagnen, hvori den opfordrer amerikanere til at ringe ind til en hotline, hvis de ser tilfælde af svindel med stemmerne.

Donald Trump og hans kampagne har i skrivende stund ikke reageret på historien.

Valget er utrolig tæt i flere afgørende svingstater.

Natten til fredag dansk tid har Joe Biden halet ind på Trumps føringer i Pennsylvania og Georgia.