USA VALG

Stor tv-station afbrød Trumps tale efter 35 sekunder - og snart fulgte flere efter

Twitter valgte også at afbryde Trump. Ifølge en ekspert er det første gang, at et livefeed med Trump bliver afbrudt på det sociale medie.

Flere af de største amerikanske tv-stationer samt det sociale medie Twitter valgte i nat dansk tid at afbryde præsident Donald Trumps direkte tale til nationen.

MSNBC, ABC News og CBS afbrød ifølge The Guardian alle deres direkte transmission af præsidentens tale kort tid efter, den var begyndt.

Nyhedskanalen MSNBC valgte at afbryde Donald Trump efter bare 35 sekunder.

Det skyldtes, at Donald Trump indledte med at tale om svindel ved præsidentvalget, hvilket er en udokumenteret påstand.

- Hvis vi tæller de lovlige stemmer, vinder jeg let. Hvis vi tæller de ugyldige stemmer med, så prøver de (demokraterne, red.) at stjæle valget fra os, lød det i indledningen af præsidentens tale i Det Hvide Hus.

Donald Trumps tale var en af hans mest uærlige i løbet af hans tid som præsident

Jesper Zølck, journalist TV 2

Udokumenterede påstande

Ifølge MSNBC stod tv-stationen i den usædvanlige situation, at man valgte at afbryde USA's præsident og efterfølgende korrigere hans udtalelser.

- Der er ingen ulovlige stemmer, som vi kender til, og der har ikke været nogen Trump-sejr, som vi kender til, sagde tv-stationens vært Brian Williams.

Ifølge journalisten Ari Melber fra MSNBC var Donald Trumps ord "bemærkelsesværdige", og hans udtalelser direkte udokumenterede og usande.

Herunder ses, hvordan tv-stationen valgte at afbryde præsidenten i nat dansk tid.

ABC News valgte også at stoppe Donald Trumps tale.

Ifølge journalist Jon Karl fremsatte præsidenten sine påstande uden at kunne bakke dem op med beviser.

Har før afbrudt Trump

Fox News valgte som en af de eneste amerikanske tv-stationer at sende hele pressemødet.

Men mediet måtte efterfølgende påpege, at mange af præsidentens udtalelser var usande, siger TV 2s journalist Jesper Zølck.

- Donald Trumps tale var en af hans mest uærlige i løbet af hans tid som præsident, lyder analysen.

Det er ikke første gang, at de amerikanske tv-stationer har valgt at afbryde Trumps direkte talestrøm.

I marts blev Donald Trump afbrudt under en live-udsendelse, hvor ​​præsidenten briefede offentligheden om covid-19-situationen, hvor han modsagde sine egne sundhedseksperter.

Twitter har aldrig tidligere afbrudt en direkte udsendelse, hvor Donald Trump har talt

Astrid Haug, digital rådgiver og ekspert inden for sociale medier

Twitter lukkede live-funktion

Twitter havde på sin sociale platform et livefeed kørende, da præsident Trump talte til nationen.

Men præsidentens ordvalg blev også for meget for det sociale medie, der lukkede ned for funktionen 'watch live' under talen.

Det skriver MSNBC-reporter Hayes Brown på Twitter.

Ifølge Astrid Haug, der er digital rådgiver og ekspert inden for sociale medier, er det et hidtil uset træk fra det sociale netværk.

- Twitter har aldrig tidligere afbrudt en direkte udsendelse, hvor Donald Trump har talt, siger hun.

Twitter har ikke officielt meldt ud, hvorfor man valgte at afbryde præsidentens tale.

Trump bliver faktatjekket

Det seneste halve år har der været stor fokus på, hvordan sociale netværk modererer valgrelateret misinformation.

Twitter begyndte at faktatjekke Donald Trump i maj, hvor det sociale medie valgte at sætte et faktatjek-mærkat på et tweet fra Trump angående håndteringen af brevstemmer til det forestående præsidentvalg.

De seneste dage har Twitter markeret flere af Trumps tweets om præsidentvalget som "potentielt vildledende" - blandt andet flere af præsidentens tweets fra natten til fredag dansk tid.

Optimisme i begge lejre

Donald Trump har erklæret sig som vinder af præsidentvalget, selv om resultater fra flere afgørende svingstater endnu ikke foreligger.

Den demokratiske præsidentkandidat, Joe Biden, er også optimistisk, inden en endelige afgørelse ligger klar.

Biden har udtalt, at han føler sig overbevist om, at han vil blive USA's næste præsident, når alle stemmer er talt op.