USA VALG

Trump vil have valgresultater for Højesteret, men eksperter tvivler

Når republikanernes søgsmål til Højesteret, vil den ikke komme Trump til undsætning, mener eksperter.

Efter et par dramatiske døgn i den amerikanske valgkamp forsøger Trump og hans kampagnestab nu at lade stemmeoptællingen i flere stater komme for retten.

Trump og hans team har lagt sag an i staterne Michigan, Pennsylvania og Georgia i et forsøg på at bremse optællingen af brevstemmer og kræver desuden en omtælling i Wisconsin, som Joe Biden har vundet.

Til at starte med har republikanerne lagt sag an føderalt, altså i staten, men præsidentens personlige advokat, Rudy Giuliani, sagde sent onsdag, at der kan blive tale om Højesteret.

Det samme sagde Donald Trump allerede, da han tidligere onsdag holdt tale i Det Hvide Hus.

- Vi vil henvende os til Højesteret, sagde Trump.

Men skal man tro juridiske eksperter i USA, er der lang vej til, at Højesteret vil tage stilling til stemmerne.

- Lad lovgivningen virke

Donald Trump og hans støtter mener, at systemet med brevstemmer åbner for, at der kan svindles med stemmerne. Enten ved, at folk kan afgive stemmer på andres vegne eller stemme flere gange, eller i værste fald ved, at der produceres falske stemmesedler. Der er ingen dokumentation for påstandene.

Ifølge professor i valglovgivning ved Ohio State University Edward Foley vil Højesteret kun blive aktuelt, hvis der hersker tvivl om validiteten af stemmer, der kan være afgørende for valgresultatet.

Og det mener han ifølge nyhedsbureauet AP ikke bliver tilfældet.

- Lovgivningen vil bestemme den officielle vinder af befolkningens stemme i hver stat. Lad lovgivningen virke, skriver Edward Foley på sin Twitter.

Ifølge juraprofessor ved University of Chicago David Strauss er Trumps forsøg på at få hjælp i Højesteret hverken et godt træk for præsidenten eller for det amerikanske retssystem.

- Trump har den samme attitude over for Højesteret, som han har over for resten af regeringen - at de alle arbejder til hans fordel og ikke til det amerikanske folks, siger han til Los Angeles Times.

Kommer ikke præsidenten til undsætning

Ifølge TV 2s USA-korrespondent, Jesper Steinmetz, skal præsidenten ikke forvente nogen hjælp fra Højesteret:

- Selvom det er præsidentvalg for hele landet, er det de enkelte stater, der bestemmer reglerne. Det er ikke præsidenten, der kan bestemme, hvad der skal gøres på de enkelte stemmesteder, siger han.

Under præsident Trumps tid i Det Hvide Hus er der blevet indsat tre konservative dommere i Højesteret, senest Amy Coney Barrett. Dermed er seks ud af ni dommere konservative.

- Der er en forestilling om, at de tre dommere, der er indstillet af Donald Trump, vil føle, at de skylder ham noget. Men sådan hænger det ikke sammen. Det er nogle af de dygtigste dommere i dette land, og de tolker loven. Han kan bestemt ikke være sikker på, at de vil dømme i hans favør, siger Jesper Steinmetz.

2020 i Florida

I 2000 blev den amerikanske højesteret afgørende for valget mellem den demokratiske præsidentkandidat Al Gore og republikaneren George W. Bush.

Dengang afgjorde Højesteret, at Florida skulle afbryde en genoptælling af stemmerne i nogle omstridte valgkredse, fordi optællingen ikke kunne nå at være færdig, inden resultatet skulle foreligge.

Det betød, at George W. Bush blev erklæret som vinder af valget, der stadigvæk betragtes som et af de mest kontroversielle i amerikansk historie.

Ifølge David Strauss vil højesteretsdommerne ikke komme Trump til undsætning, fordi de ved, at Gore vs. Bush-sagen skadede rettens ry i den amerikanske befolkning.