USA VALG

Biden opfordrer til tålmodighed, men amerikanerne myldrer på gaden

Både støtter af Trump og Biden demonstrerer i de amerikanske svingstater, mens valgresultatet trækker i langdrag.

Joe Biden bad sent torsdag aften amerikanerne om at bevare roen, selvom resultatet af præsidentvalget i den grad lader vente på sig.

Han mindede befolkningen om, at valgresultatet afgøres af vælgerne - ikke af noget som helst andet.

- Demokrati er nogle gange noget rod. Det kræver ind imellem også noget tålmodighed, sagde Biden.

Alligevel er uroligheder begyndt at opstå blandt de utålmodige amerikanere.

Mens frivillige kæmper for at nå i mål med stemmeoptællingen i de amerikanske svingstater, er befolkningen i flere store byer gået på gaden for at demonstrere - og det gælder både Biden- og Trumpstøtter.

Går på gaden for demokratiet

I byen Philadelphia er demokratiske vælgere torsdag på gaden i demokratiets tjeneste. De frygter nemlig, at stemmerne i den afgørende svingstat Pennsylvania ikke bliver talt op.

- Vores by og vores land har arbejdet så hårdt for, at alle har retten til sikkert og lovligt at stemme. I Philadelphia har vi arbejdet hårdt for, at flere end nogensinde skulle dukke op og stemme i år, siger Hannah Slipakov, der deltager ved den fredelige demonstration, til TV 2.

Fredelige demonstrationer for demokratiet har spredt sig i storbyen Philadelphia, mens stemmerne i svingstaten Pennsylvania fortsat tælles op.

Ifølge hende har Donald Trump en tendens til at navigere uden om loven og tale ting op, der ikke er rigtige. Og det bekymrer hende:

- Jeg vil gerne sikre mig, at verden ser Philadelphias kærlighed og glæde ved demokratiet, siger hun.

I Pennsylvania er 90 procent af stemmerne nu talt op, og indtil videre fører Donald Trump i staten, der har 20 valgmænd.

Beskidt og rådden optælling

Joe Biden har vundet i svingstaten Michigans 16 valgmænd med næsten tre procentpoint flere end Donald Trump. Det fik onsdag en gruppe Trump-tilhængere til at forsøge at få adgang til et valgsted i Detroit for at bremse stemmeoptællingen, som de mener er ulovlig.

Tilhængerne kunne dog ikke få adgang til konferencecentret på grund af coronarestriktioner, og situationen er igen rolig.

Trump-tilhængere holdt torsdag til uden for stemmeoptællingsstedet i Detroit, hvor de dagen forinden havde forsøgt at komme ind på stedet.

Ifølge TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt er de meget utilfredse med resultatet, som de mener ganske enkelt ikke kan passe.

- Den her optælling er beskidt og rådden. Det her er ikke rigtigt, og vi er sure over det, lød det fra en af Trumps tilhængere foran valgstedet i Detroit.

Donald Trump og hans kampagne har lagt sag an i Michigan, fordi de ikke mener, republikanske valgobservatører har fået ordentlig adgang til at tjekke, om optællingen er foregået ordentligt.

Pensionisten Elizabeth Fohgy vil ikke gå på gaden i protest, hvis Joe Biden bliver erklæret vinder, når alle stemmer er optalt. Men hun er sikker på, at resultatet vil blive udfordret i retten.

- Det ville være tosset af Trump ikke at sagsøge, sagde hun til TV 2.

Det ville være tosset af Trump ikke at sagsøge, lød det fra en af demonstranterne, Elizabeth Fohgy.

Trump-vælger: Folk snyder i stemmeboksene

I sydstaten Georgia er stemmerne endnu ikke optalt, og verdens øjne hviler på staten med de 16 valgmænd, hvor Trumps føring lige nu skrumper ind time for time.

Staten har været i republikansk eje i mere end to årtier, og Trumps vælgere i staten giver heller ikke meget for den svindende udsigt til en republikansk sejr:

- Folk snyder i stemmeboksene. Det er så tydeligt. Jeg aner ikke, hvordan det er kommet hertil, siger Trump-vælgeren Jason Detley.

I Atlanta møder TV 2 en Trump-vælger, der siger, at hun som valgobservatør oplevede alt fra stemmer, der ikke blev talt med til software der gik ned.

Ifølge TV 2-journalist Miriam Zesler, der befinder sig i statens hovedstad, Atlanta, er der lige nu en stemning af en by i utålmodighed.

- Det har været et drama uden lige, siger hun.