USA VALG

Trump vil have stemmeoptælling stoppet i to svingstater

Præsidenten vil også kræve stemmerne i Wisconsin omtalt.

Et døgn efter valget begynder de juridiske slagsmål.

Donald Trumps præsidentkampagne meddeler, at de vil have stemmeoptællingen indstillet i den afgørende delstat Michigan.

Trump-lejren mener ikke, at den har fået den adgang til at kontrollere stemmeoptællingen i flere valgkredse, som den har krav på ifølge Michigans love.

Derfor skal der stoppes for optællingen, skriver kampagnechef Bill Stepien i en udtalelse.

- Vi har anlagt sag ved en domstol i Michigan for at bremse optællingen, indtil vi bliver givet adgang, lyder det.

Derudover vil Trumps kampagnefolk også gennemse de afgivne stemmer, der er blevet optalt, mens de ikke havde adgang til optællingen.

- Præsident Trump vil sikre sig at alle gyldige stemmer bliver talt i Michigan og alle andre steder, skriver Bill Stepien.

Donald Trumps kampagne indleder et lignende søgsmål i Pennsylvania. Også her vil man have stoppet for stemmeoptællingen.

Ifølge TV 2s korrespondent i USA, Jesper Steinmetz, er søgsmålet et forsøg fra Trump på at "manipulere sejren over i sin favør".

- Og der er det bare sådan, at reglerne er fuldstændig klare i de enkelte delstater. Hver stemme gælder, også brevstemmerne, der bliver talt op nu.

Trumps udtalelser om valgsvindel har fået flere til at kræve adgang til et valgsted i byen, så de kan overvære stemmeoptællingen. Video: Maiken Kildegaard

Fintælling i anden svingstat

Derudover har Trumps kampagne også allerede oplyst, at den ønsker en fintælling af stemmerne i en anden vigtig svingstat, Wisconsin.

- Præsidenten er rigeligt inden for tærsklen til at kræve en omtælling, og det vil han straks gøre, skriver Bill Stepien i en anden udtalelse.

Trump kan ifølge delstatens regler godt kræve omtælling, hvis han taber med en margin på under én procent.

Kampagnechefen påstar, at der har været vælgerundertrykkelse i staten og uregelmæssigheder i flere amter. Det er der ingen dokumentation for.

Joe Bidens kampagne siger til Fox News, at det er "patetisk", at Donald Trump i nogle stater, hvor han ser ud til at vinde, prøver at få alle stemmer talt op, mens han i andre stater, som han ser ud til at tabe, prøver at bremse resultatet.

Beder om økonomisk tilskud

Begge kampagner beder deres tilhængere om økonomiske tilskud til de forestående slagsmål ved domstolene.

- Præsidenten har brug for DIN HJÆLP!

Sådan lyder det på Donald Trumps hjemmeside, hvor hans kampagne lige nu beder om tilskud fra vælgerne til at "beskytte integriteten af valget".

Også Joe Biden beder sine tilhængere om penge til sin nyoprettede Biden Fight Fund.

- For at sikre, at hver evig eneste stemme bliver talt, har vi oprettet det største valgbeskyttelsesprogram nogensinde, skriver han på Twitter.

Vicepræsidentkandidat Kamala Harris forklarer i et tweet, at pengene blandt andet skal gå til slagsmål i Højesteret, hvis Donald Trump gør alvor af sin trussel om at udfordre resultatet ved den højeste domstol i USA.

Der er stadig ikke et endeligt valgresultat i USA. Begge kandidater påstår, at de har vundet valget.