USA VALG

Odds ændrer sig hele tiden: Nu spår bookmakerne tæt løb mellem Trump og Biden

Troen på en Trumpsejr steg pludseligt voldsomt - men er nu faldet lidt igen, så de nu er næsten lige.

Bookmakernes odds ændrede sig voldsomt ved fire-tiden i nat, så Donald Trump blev bookmakernes favorit til at vinde præsidentvalget.

Hos det store spilfirma Bet 365 gav en sejr til Donald Trump pludselig kun pengene 1,20 gange igen – mens der var gode penge at tjene, hvis man spiller på en sejr til Joe Biden. Odds på en sejr på Joe Biden var nu oppe på 4,50.

Hos Unibet var odds på en Trump-sejr 1,33, mens odds på en Biden-sejr var 3,35. Hos firmaet 888 var odds 1,38 på Trump og 3,00 på Biden.

Men det har ændret sig igen, efter Fox News nu siger, at Joe Biden har vundet Arizona. Nu ligger odds hos Bet 365 på en Trump-sejr på 1,80, mens odds på en Biden-sejr er 2,05 - altså næsten lige.

Op til valgdagen har Biden ellers været stor favorit.

- Vi havde en situation, hvor vi betragtede det som meget usandsynligt, at Trump skulle vinde. Vi havde en situation, hvor betting-markedet gav Trump cirka 35 procent chance for at vinde. Nu har betting-markedet ham oppe på 65 procent. Det er et voldsomt skifte, siger TV 2’s USA-analytiker, Mirco Reimer-Elster.

Interessen for at spille på udfaldet af præsidentvalget har været overvældende, siger spillefirmaerne.

Hos det amerikanske spillefirma Betfair Exchange har indsatserne på valget slået alle rekorder, så det nu er det største spil nogensinde.