USA VALG

Loyale støtter tager afstand fra Trump efter tale: - Det er dybt uansvarligt

Trumps udmelding om, at han har vundet valget, kan kaste USA ud i uroligheder. "Nu bliver det grumt, grimt og langvarigt", siger TV 2-korrespondent.

Det scenarie, som mange demokrater, kommentatorer og amerikanere har frygtet, udspiller sig netop nu i USA,

Donald Trump siger, han har vundet valget - og han vil have Højesteret til standse stemmeoptællingen, så demokraterne ikke kan stjæle valget fra ham.

Det sagde han i en tale fra De Hvide Hus, mens stemmerne i afgørende svingstater som Michigan, Pennsylvania og Wisconsin fortsat mangler at blive talt op.

- Det her er svindel over for den amerikanske befolkning. Vi tager sagen til USA's højesteret, lød det fra Trump.

Trumps mest kendte venner vender ham ryggen

Men selvom der lød store klapsalver i Det Hvide Hus under talen, tager en stribe konservative profiler nu afstand til Donald Trump og hans udtalelser.

En af dem er Ben Shapiro, der er en af de mest indflydelsesrige konservative talkshow-værter i USA.

- Nej, Trump har ikke allerede vundet valget, og det er dybt uansvarligt for ham at sige, at han har, skrev han straks efter Trumps tale på Twitter.

Det samme mener republikaneren Chris Christie, der er tidligere New Jersey-guvernør og en fast del af Trumps inderkreds.

- Jeg er uenig i, hvad Trump har gjort i aften, siger Chris Christie på tv-stationen ABC og kalder det en dårlig strategisk og politisk beslutning.

- Der er intet grundlag for at lave det argument i aften.

Fox News: Præsidenten har smidt en tændstik

Selv den konservative tv-station Fox News, der plejer at være positivt stemt over for Donald Trump og hans politik, tager afstand fra hans tale og anklager præsidenten for at opildne til uroligheder.

Chris Wallace, der er studievært hos konservative Fox News, beskylder nu Donald Trump for at opildne til konflikt efter sin tale.

- Det er en ekstremt letantændelig situation, og præsidenten har lige smidt en tændstik på den, siger studieværten Chris Wallace i tv-stationens valgudsendelse.

- Han har ikke vundet de stater, som han hævder, understreger han med alvor.

TV 2-analytiker: Decideret udemokratisk

Det samme gør TV 2s USA-analytikere og korrespondenter.

- Det er verdens mest magtfulde mand, der lige har stillet sig op og sagt, at han har vundet valget. Det er decideret udemokratisk, siger Mirco Reimer-Elster fra TV 2s valgstudie.

- Vi har for demokratiet og for USA den værst tænkelige situation. Det er det, han har sagt i flere måneder. Han tager bare sin manual op nu, siger Torsten Jansen

Og fra USA stemmer korrespondent Jesper Steinmetz i og understreger, at talen her kan ende som startskuddet for et meget grimt efterspil på valget.

- Trump siger, at han har vundet i flere stater, som ikke er gjort op, men det er der ingen, der kan sige noget om endnu. De er slet ikke færdige med at tælle stemmer op, og det bliver man ikke de første timer. Det bliver man måske ikke engang i dag, siger han.

- Nu bliver det grumt, grimt og langvarigt.