USA VALG

Joe Biden vinder Michigan

Joe Biden er ikke klar til at erklære sejren, men føler sig overbevist om, at han bliver USA's næste præsident.

Joe Biden tager endnu en stor sejr i en svingstat.

Den 77-årige demokrat vinder staten Michigan. Det vurderer TV 2 på baggrund af amerikanske medier.

Fox News, CNN, New York Times og AP er blandt de medier, der vurderer, at Joe Biden vinder Michigan.

Kort forinden havde Joe Biden holdt en kort tale til nationen fra sin hjemby, Wilmington i Delaware.

- Jeg er her ikke for at erklære os som vindere. Men jeg er her for at erklære, at vi tror, vi er vinderne, når stemmerne er talt op, sagde han.

16 valgmænd

Donald Trump havde ellers længe føringen i Michigan, og med 83 procent af stemmerne talt op, førte præsidenten med 200.000 stemmer. Men i løbet af få timer, fik Joe Biden vendt det hele på hovedet og tog føringen.

Sejren i Michigan giver 16 valgmænd. Hvis alle foreløbige resultater holder, har Joe Biden dermed 264 ud af de 270 valgmænd, han skal bruge for at flytte ind i Det Hvide Hus.

De sidste seks valgmænd kan han hente i Nevada, som Biden-lejren regner med, at han vinder.

Der er dog stadig meget tæt løb i Nevada, og delstaten forventer tidligst at melde et resultat ud torsdag først på aftenen dansk tid.

Tidligere onsdag blev Joe Biden udråbt som vinder af Wisconsin. Men i den stat har Donald Trumps valgkampagne krævet fintælling.

Der tælles stemmer endnu

Også i Michigan og Pennsylvania kæmper Donald Trump imod resultatet. Pennsylvania er endnu ikke afgjort.

I begge stater har præsidentens kampagne lagt sag an ved domstolene for at få stoppet optællingen af stemmer.

Selvom Joe Biden ikke vinder Nevada, har han andre muligheder for at vinde præsidentvalget.

Der tælles stadig stemmer i Pennsylvania, Georgia og North Carolina.

I alle tre har Donald Trump foreløbig i føringen. Biden-lejren føler sig dog overbevist om, at Biden vinder Pennsylvania.

I den anden lejr føler Donald Trumps folk sig til gengæld også sikre på, at han vinder Pennsylvania.