USA VALG

Biden talte om mulig sejr i tv-tale - Trump svarede omgående igen på Twitter

Begge kandidater mener, de står stærkt i forhold til at vinde præsidentembedet. Men intet er afgjort endnu.

Joe Biden er optimist.

Demokraten tror i hvert fald på, at han skal være USA's næste præsident, selvom der natten til onsdag lokal tid stadig ikke foreligger et resultat af valget.

- Vi tror på, vi er på vej til at vinde valget, siger han fra scenen i sin hjemby, Wilmington i Delaware, kvart i et lokal tid.

Men hvis Joe Biden er optimist, så er Donald Trump jubeloptimist.

Et sejrstweet fra præsidenten

Mens den demokratiske præsidentkandidat holdt sin tale, tweetede Donald Trump nemlig, at han har vundet "stort".

- Vi er langt foran, men de (demokraterne, red.) prøver at stjæle valget. Det lader vi dem aldrig gøre, skriver han.

Twitter har efter få minutter markeret præsidentens tweet som helt eller delvist misvisende.

Præsidenten gentog sin påstand sent onsdag nat lokal tid på et pressemøde i Det Hvide Hus. Her bedyrede Trump, at han vil have stoppet helt for stemmeoptællingen og vil have valgresultatet for Højesteret.

I Wilmington forsikrer Joe Biden om, at de vigtige svingstater i Rustbæltet mod nord nok skal gå til ham.

- Vi ser positivt på både Wisconsin og Michigan, siger han.

Lyn-analyse

Det her handler ikke om valget i første omgang, men om at vinde kampen om fortællingen. Bidens udmelding var tydeligvis nøje orkestreret, og formålet var at komme Trump i forkøbet, før præsidenten kunne påberåbe sig valgsejren. Trumps modspil kom prompte, og nu er vi så vidne til en kommunikationskrig i kampen om verdens mest magtfulde embede.

Han er også "positivt overrasket" over, at Arizona, der ellers stemte republikansk ved sidste valg, ser ud til at gå til ham denne gang.

Til trods for at Joe Biden regner sig som nattens store vinder, understreger han, at det hverken er ham eller Trump, der skal afgøre valgets udfald.

- Det er vælgernes opgave.

Mangler resultat i afgørende delstater

De afgørende stemmer lader dog vente på sig.

Flere afgørende delstater har sent tirsdag aften lokal tid meddelt, at optællingen af brevstemmer er blevet indstillet, fordi det er blevet nat.

De samme delstater gør det klart, at de derfor ikke forventer at udråbe en vinder.

Wisconsin finder ikke en vinder. Pennsylvania gør heller ikke. Og Michigan har muligvis brug for helt til på fredag, før de tør udnævne en sejrherre. Alle tre er svingstater og derfor vigtige for valgets udfald.

Også i sydstaten Georgia må vi vente lidt endnu på et resultat. Her er et sprunget vandrør på et af Atlantas største valgsteder skyld i forsinkelsen.

Trumps frygter snyd med brevstemmer

Gennem de mange ugers valgkamp har Donald Trump understreget, at han er imod, at brevstemmer bliver talt med, hvis de ikke er kommet frem på valgdagen.

Han har blandt andet kaldt det "meget farligt", at Pennsylvania vil tælle modtagne brevstemmer i op til tre dage efter valget.

Det vil føre til snyd, har han påstået uden at have belæg for det.