USA VALG

Stort hegn opsat rundt om Det Hvide Hus forud for valget

En tidligere minister for national sikkerhed mener, det er opsigtsvækkende, at hegnet bliver taget i brug.

Rygterne har svirret i et døgns tid.

Men natten til onsdag kunne indbyggerne i Washington D.C. selv få syn for sagen.

I mulm og mørke har stilladsarbejdere arbejdet i timevis på at sætte et over to meter højt metalhegn op omkring Det Hvide Hus.

Desuden er der sat en massiv betonvæg op på sydplænen, så det ikke længere er muligt for forbipasserende at kigge op mod præsidentens embedsbolig.

Ifølge lokale journalister skulle opførslen af hegnet foregå frem til klokken fem om morgenen.

Jeh Johnson er tidligere minister for national sikkerhed i Barack Obamas administration, og han var dengang ansvarlig for sikkerheden i og omkring Det Hvide Hus.

Han siger til CNN, at han "ikke kan lide, hvad han ser" med hegnsopsætningen.

- Jeg har aldrig set nogle lignende foranstaltninger forud for en valgdag, siger han.

- Mit kvalificerede gæt er, at Secret Service og Ministeriet for National Sikkerhed har analyseret de efterretninger, de har modtaget om potentielle uroligheder, og har vurderet, der er brug for yderligere forholdsregler.

Hegnet vil løbe langs Constetitution Avenue, 15th Street, H Street og op igen langs 17th Street.

- At Secret Service tager disse forholdsregler er af stor betydning, understreger Jeh Johnson.

Borgmesteren i Washington D.C. sagde på et pressemøde i sidste uge, at myndighederne indtil videre ikke havde modtaget nogle håndgribelige trusler om optøjer i byen i forbindelse med valget.

Flere demonstrationer

Politidirektør Peter Newsham oplyste på samme pressemøde, at politiet dog havde modtaget en række ansøgninger om at afholde demonstrationer i byen.

- Folk har ret til at bruge deres grundlovssikrede ytringsfrihed, men vi tolererer ikke vold og uroligheder, sagde politichefen ifølge ABC News.

Mange butikker i hovedstaden har barrikaderet deres facader med spånplader forud for valget af frygt for, at utilfredse demonstranter vil skabe ballade, hvis valgresultatet ikke falder ud til deres fordel.

De samme foranstaltninger har storcentre og mindre forretninger også taget i andre storbyer landet over.

Det er ikke første gang, præsident Donald Trump får hegnet opført rundt om embedsboligen.

I sommer, da demonstrationer over George Floyds død var på deres højeste, blev hegnet opført og stod om Det Hvide Hus i flere dage.