Udland

Fire dræbt og 22 sårede i Wien - det ved vi, og det mangler vi svar på

Den østrigske kansler kalder skyderiet "et afskyeligt terrorangreb.

DET VED VI OM ANGREBET

En eller flere gerningsmænd åbnede ild på seks centrale steder i Østrigs hovedstad, Wien, mandag aften. Det førte til drab på fire civile personer - 22 blev såret.

Udover de civile blev også den formodede gerningsmand dræbt af politiet.

Skyderierne begyndte på Seitenstettengasse i Wien, hvor der ligger en synagoge.

Sebastian Kurz, Østrigs kansler, kalder det et "afskyeligt terrorangreb".

Angrebet skete dagen før, at Østrig påbegynder sin anden coronanedlukning, hvorfor mange var ude og få en drink den sidste dag, restauranter og barer havde åbent.

Skyderierne skete på åben gade.

Efter angrebet blev borgere i Wien opfordret til at holde sig fra det centrale Wien, og tirsdag har børnene i byen haft fri fra skole.

Flere personer meldes såret efter der er affyret skud i Wien.

DET VED VI OM OFRENE

De fire civile, der er blevet dræbt, er to mænd og to kvinder.

Sebastian Kurz siger i en tale til nationen tirsdag formiddag, at ofrene var en ældre mand, en ældre kvinde, en ung forbipasserende og en servitrice, skriver The Guardian.

Derudover er i alt 22 personer blevet såret og modtager behandling på hospitaler. Syv af de sårede er i livstruende tilstand, oplyser en talsperson fra sundhedsmyndighederne ifølge det østrigske nyhedsbureau APA, skriver Reuters.

Blandt de sårede var blandt andre en politibetjent i tjeneste. Betjenten er i stabil tilstand tirsdag, oplyser indenrigsminister Karl Nehammer.

DET VED VI OM GERNINGSMANDEN

Gerningsmanden blev mandag aften skudt af østrigsk politi. Ifølge den østrigske indenrigsminister er der tale om den 20-årige Fejzulai Kujtim, skriver det østrigske nyhedsbureau APA.

Han var af myndighederne kendt som islamist, og indenrigsministeriet i Wien bekræfter, at den 20-årige i april 2019 blev idømt 22 måneders fængsel, fordi han havde forsøgt at komme til Syrien for at slutte sig til Islamisk Stat.

Fejzulai Kujtim blev imidlertid benådet på grund af sin unge alder i december 2019, siger den østrigske indenrigsminister til medier i Wien.

Myndighederne oplyser tirsdag, at alt tyder på, at gerningsmanden var alene om angrebet. Det siger de blandt andet på baggrund af granskning af overvågningsvideoer.

Den 20-årige bar foruden et gevær og en pistol et bombebælte, der siden viste sig at være en attrap. En video fra Wien tirsdag aften viser gerningsmanden iført hvidt tøj og mørk hovedbeklædning, mens han åbner ild midt på gaden.

Mandag aften var der skyderier seks steder i det centrale Wien. En video på Twitter viser en gerningsmand løbe ned ad en gade.To gange affyrer personen på videoen sit våben undervejs.

Indenrigsministeren oplyser tirsdag, at der gik ni minutter, fra politiet blev informeret, til gerningsmanden var skudt og dræbt.

Gerningsmanden havde dobbelt statsborgerskab, da han var både østrigsk og nordmakedonsk statsborger.

Trods myndighedernes formodning om, at gerningsmanden var alene, er 14 personer blevet anholdt mellem mandag og tirsdag.

SÅDAN PÅVIRKER DET DANMARK

Ved meldingerne om, at der var skyderi tæt på synagogen i Wien, bevogtede Københavns Politi ganske hurtigt Jødisk Trossamfund på Ole Suhrs Gade samt synagogen på Krystalgade i København. Politiet oplyser tirsdag til TV 2, at betjente fortsat er til stede ved de to adresser.

Politiet står i Krystalgade og har kørt biler ind i begge ender af gaden. De afviser både bilister og fodgængere.

Udenrigsministeriets Borgerservice advarer på Twitter danskere mod at opholde sig i centrum af Wien. Det skyldes, at der fortsat er en politiaktion i gaderne.

DET MANGLER VI SVAR PÅ

  • Arbejdede mistænkte alene, eller var der flere involveret i angrebet?
  • Var det en koordineret handling?
  • Hvad var motivet?
  • Ændrer dette på sikkerhedsniveauet i Danmark?