USA VALG

Det første valgsted er talt op - og Biden fik alle fem stemmer

Det lykkedes igen det lille valgsted Dixville Notch i New Hampshire at komme først med stemmeoptællingen. Alle stemte sekunder efter midnat.

Det allerførste valgresultat fra det amerikanske præsidentvalg er allerede talt op.

Det er fra den lille by Dixville Notch i New Hampshire, tæt ved grænsen til Canada, med 12 stemmeberettigede vælgere.

De fem af dem, som ønskede at stemme, samledes ved midnatstid (amerikansk tid) og afgav deres stemme, straks da valgstedet åbnede.

Resultatet blev en jordskredssejr fem-nul til Joe Biden.

Den tidlige stemmeafgivelse er en tradition i Dixville Notch, der går helt tilbage til præsidentvalget i 1960.

Det er første gang siden 1960-valget, hvor John F. Kennedy blev valgt som præsident, at en kandidat har fået alle stemmer i Dixville Notch.

Resultatet fra den lille by er dog ikke altid nogen sikker strømpil for, hvordan valget ender. I 2016 vandt Hillary Clinton en pæn sejr i Dixville Notch, men endte som bekendt med at tabe valget til Donald Trump.

En femtedel af stemmerne bliver afleveret af vælgeren til højre, hvorefter den valgtilforordnede (til venstre) putter den i stemmeboksen

Ved hvert præsidentvalg konkurrerer tre små byer i New Hampshire – Dixville Notch, Millsfield og Harts Location - om at komme først.

Millsfield havde optællingen klar kort efter Dixville Notch. Her vandt Trump med 16 stemmer mod fem til Biden.

I år har Harts Location med 48 vælgere opgivet at være med i kapløbet på grund af coronarestriktionerne.

23 minutter efter midnat kunne Dixville Notch annoncere valgresultatet på Twitter. Ud over præsidentkandidaten Joe Biden (demokrat) støttede byens vælgere John Sununu (republikaner) som guvernør, Cynthia Shaheen (demokrat) som senator og Annie Kuster (demokrat) som medlem af Repræsentanternes Hus.

Nu er der mange timers ventetid, før de første store valgsteder lukker og begynder stemmeoptællingen. Seks stater i det østlige USA lukker som de første valgstederne klokken 19 lokal tid (01 natten til onsdag dansk tid).