USA VALG

På politistationen i Austin er barrikaderne blevet hverdag

Vi har aldrig oplevet noget så intenst før, siger vicepolitichef om Black Lives Matter-demonstrationerne. Nu gør politiet klar til præsidentvalget.

Austin Politis hovedkvarter ser forladt ud.

Store rød- og hvidstribede beholdere med vand blokerer trapperne til hovedindgangen, som er låst og barrikaderet med spånplader.

Meget af den kritik, vi har fået, er på sin plads

Joe Chacon, vicepolitichef

Sådan har det været, siden Georg Floyds død i maj udløste massive protester mange steder i verden.

I Austin, hovedstaden i delstaten Texas, blev de meget voldelige, fortæller vicepolitichef Joe Chacon til TV 2.

- Vi respekterer deres ret til at demonstrere, men de må ikke passere blokaderne.

Og selvom det nu er et stykke tid siden, der har været demonstrationer i Austin, forbliver hovedkvarteret barrikaderet.

Der er nemlig stor usikkerhed, om præsidentvalget tirsdag vil udløse uroligheder.

- Alle betjente vil have uniform på i denne uge og altid have deres udstyr med dem, så de kan rykke ud med det samme, fortæller Joe Chacon.

Takkebreve

Chacon fortæller, at demonstranterne under de seneste måneders protester har kastet med alt fra vandflasker fyldt med cement til mursten efter politiet og hovedkvarteret.

I entreen til hovedkvarteret er brandslukkere og politiskjolde nu fast inventar.

Austin Politi placerer også betjente foran barrikaderne, når en demonstration finder sted. Og det er en hård opgave for dem.

De bliver jævnligt spyttet på og overfuset med eder og skældsord, siger Chacon.

Derfor er deres pressekonferencelokale lige inden for hovedindgangen lavet om til varmestue for betjentene.

På spånpladen, der sikrer rummet mod voldelige demonstranter, hænger stribevis af takkebreve fra borgere, der stadig støtter politiet.

- Når betjente kommer ind for at tage en pause, kan de hele tiden se, at de virkelig er værdsat. Det er især vigtigt for de helt nye betjente, siger vicepolitichefen.

De myrdede ham, de henrettede ham

Brenda Ramos, mor til politidræbt mand

Dårlig fremgangsmåde

Joe Chacon har været ved politiet i 30 år. Og 2020 har været det voldsomste, han endnu har oplevet.

- Vi har som profession aldrig været udsat for noget så intenst før. Og jeg mener, at meget af den kritik, vores profession har fået, er på sin plads, siger han.

- Men måden, den er blevet fremsat på med protester, brandstiftelse, plyndringer og ødelæggelser, er ikke den rette.

Oplevelserne og kritikken har fået Austin Politi til efterrationalisere og stramme op, forsikrer Joe Chacon.

Ingen tillid

Et par kilometer derfra i forstaden Bouldin Creek gør de ord ikke meget for Brenda Ramos.

Hendes tillid til politiet er forsvundet.

- Der er gode betjente, og så er der dårlige betjente. Og de dårlige tror, de må gøre, hvad de vil, fordi de har et politiskilt, siger hun.

Hun mistede sin søn, Michael Ramos, i april, og hun bryder sammen, da hun igen bliver mindet om situationen.

Han blev stoppet af politiet, efter en person havde ringet til politiet og sagt, at der blev solgt eller lavet stoffer i en bil på en parkeringsplads, og at en person så ud til at pege en pistol mod panden på en passager.

Konfrontationen mellem Ramos og politiet endte med, at han mistede livet. Politidrabet blev som George Floyds død filmet og offentliggjort.

- Da jeg så hans ansigt, kunne jeg se han var forvirret. Det ved jeg, han var, det er mit moderlige instinkt. Han anede ikke, hvad der foregik. Og da de først skød ham med bean bag-ammunition (ikke-dødelig ammunition, red.), og han steg ind i sin bil, kunne jeg se, han var bange, siger Brenda Ramos.

På den offentliggjorte video kan man se, at Michael Ramos bliver skudt med ikke-dødelig ammunition, mens han står ved bilen med hænderne oppe. Herefter hopper han ind i bilen og kører væk.

Det får betjentene til at åbne ild, og han bliver skudt adskillige gange i hovedet og på kroppen.

Ubevæbnet

Han var så ilde tilredt, at Brenda Ramos knapt kunne genkende sin søn, da hun så ham i lighuset efterfølgende.

- De myrdede ham, de henrettede ham. Det er sådan, jeg føler, græder hun.

Politiet har konstateret, at han var ubevæbnet.

Men sagen om drabet er endnu ikke afsluttet. Betjenten, der skød Michael Ramos, er stadig ansat ved politiet.

Brenda Ramos vil have ham fyret. Og så vil hun have en ny politireform, der sikrer, at det ikke sker igen.

Gør klar til nye protester

Vicepolitichef Joe Chacon vil ikke kommentere den konkrete, verserende sag. Men han indrømmer, at politiet har begået fejl.

Han tror generelt, at hans betjente stadig er stolte af deres job. Men samtidig fortæller han, at der aldrig har været så mange, der er gået på pension eller har sagt op som i 2020.

En af grundene, tror han, er den meget voldsomme retorik, der er mod politiet i øjeblikket. Den, der har fået Austin politi til at barrikadere sig.

Austin Politi har endnu ikke efterretninger om, at der skulle være nogen protester i støbeskeen i forbindelse med præsidentvalget. Men politiet er altid i fuld beredskab under et valg, og denne gang har den fået et ekstra nøk, fortæller Chacon uden konkretisere de nye tiltag.