Udland

Endnu en civil dræbt i skyderi i Wien - her er, hvad vi ved nu

Politiet er massivt til stede i det centrale Wien og opfordrer alle til at holde sig væk fra området.

Politiet oplyser, at der mandag aften blev affyret skud seks forskellige steder i den centrale del af byen.

Her er, hvad vi ellers ved:

  • Tre civile personer er dræbt.
  • 15 personer er alvorligt sårede, og blandt dem er en politibetjent.
  • Angrebet var udført af minimum en mistænkt, der blev skudt og dræbt af politiet.
  • Angrebet formodes at have et islamistisk motiv.
  • Mistænkte var bevæbnet med et automatvåben, blandt andre håndvåben.
  • Mistænkte havde øjensynligt et bombebælte på, men det viste sig at være en attrap.
  • Mistænktes lejlighed er blevet åbnet af politiet og gennemsøgt.
  • Gennemsyn og evaluering af videooptagelser sker for øjeblikket.

Blandt de civile, der er blevet dræbt, er to mænd og en kvinde.

Ifølge indenrigsminister Karl Nehammer var den mistænkte tungt bevæbnet med et bombebælte, siger ministeren på et pressemøde tirsdag morgen ifølge Reuters.

Kort efter pressemødet skrev Wiens politi på Twitter, at bombebæltet var en attrap, skriver Reuters.

En talsmand for sundhedsmyndighederne, Christoph Miereau, oplyser ifølge det østrigske medie Kronen Zeitung, at mindst 15 personer er såret og behandles på et hospital i Wien. Syv er alvorligt såret.

Politiet i Wien oplyser, at en storstilet politiaktion er i gang, og man opfordrer alle til at holde sig væk fra området. Man har også opfordret forældre til at holde deres børn hjemme fra skole.

Den østrigske kansler, Sebastian Kurz, kalder episoden "et afskyeligt terrorangreb".

Meldingerne natten mellem mandag og tirsdag var, at en anden svært bevæbnet gerningsmand var stadig på fri fod. Det sagde indenrigsminister Karl Nehammer på et pressemøde.

Men klokken 6.00 tirsdag morgen, hvor Karl Nehammer igen holdt pressemøde, sagde han, at man arbejder ud fra en formodning om, at mere end én person står bag angrebet i Wien. Efterforskningen er stadig i gang, oplyser han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Indenrigsministeren opfordrer befolkningen til i så vidt muligt omfang at blive hjemme tirsdag. Myndighederne har desuden forstærket grænsekontrollen.

Motivet for angrebet er stadig ukendt, men efter en ransagning af den dræbte formodede angrebsmands hjem fortæller Karl Nehammer, at vedkommende var Islamisk Stat-sympatisør.

- Vi har oplevet et angreb fra en islamistisk terrorist, siger han til pressemødet.

"Største politiaktion i mange år"

Det danske udenrigsministerium opfordrer danskere i Wien til at holde sig fra området og følge det østrigske politis anvisninger.

Den danske ambassadør i Østrig René Dinesen siger til TV 2, at han også følger politiets råd og holder sig indendørs.

- Det er den største politiaktion i mange år i Østrig. Jeg kan høre helikoptere og sirener, selvom jeg bor cirka halvanden kilometer fra stedet, siger René Dinesen.

Han siger, at det sted, hvor det formodede terrorangreb er sket, normalt er et meget livligt sted, hvor der er nogenlunde lige så mange mennesker som omkring Nørreport i København.

René Dinesen siger også, at der netop mandag aften var mange mennesker i byen, fordi det var sidste aften, indbyggerne i Wien kunne gå i byen, inden et udgangsforbud på grund af smitten med coronavirus træder i kraft.

Der er en anspændt stemning i Wien efter angrebet.

Først var udmeldingen, at en civil person var død af skud. Sent natten til tirsdag er det bekræftet, at endnu en civil er afgået ved døden, oplyser byens borgmester til tv-stationen ORF ifølge Reuters. Tirsdag morgen oplyste landets indenrigsminister, at endnu en civil er død.

Gader spærret i København

Der har været forlydender i østrigske medier om, at der skal være faldet skud ved en synagoge i Wien.

Men ifølge Oskar Deutsch, som er leder af det jødiske trossamfund i Wien, er det endnu uklart.

- Det kan på nuværende tidspunkt ikke siges, om byens tempel var et af målene, skriver Oskar Deutsch på Twitter.

Mandag aften oplyser Københavns Politi ifølge Ritzau, at man har afspærret Ole Suhrs Gade og Krystalgade i København efter angrebet i Wien.

På Krystalgade ligger synagogen i København, mens en bygning med tilknytning til Det Jødiske Samfund ligger i Ole Suhrs Gade.

Dansk solidaritet

I et tweet udtrykker den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), sympati og solidaritet med det østrigske folk.

- Vi må og vil stå sammen i solidaritet og sympati med ofrene, deres familier og hele den østrigske befolkning. Terrorismens hærgen må stoppes, skriver Jeppe Kofod.

På Twitter skriver den franske præsident, Emmanuel Macron, at han deler østrigernes chok.

- Vores fjender har brug for at vide, hvem de har med at gøre. Vi giver ikke efter for noget, skriver han.