USA VALG

Unge har stemt i millionvis - det ”varsler et historisk fremmøde”

Der er forventninger om, at den unge generation kan overgå fremmødet fra 2008, da Barack Obama blev valgt.

Først kunne de ikke helt finde ud af, hvilken dør de skulle ind af.

Men da de kom ud igen, havde mor og søn armene over hovedet, mens valgstedets vagter tiljublede dem.

Det var første gang, 18-årige Rashaad Lawrence kunne stemme til et præsidentvalg. Og den slags fortjener en klapsalve i downtown Jacksonville, Florida.

- Det føles ret godt at vide, at min stemme rent faktisk tæller, at mine holdninger betyder noget. At jeg kan være med til at ændre verden og vælge, hvem jeg vil have som præsident, siger Rashaad Lawrence til TV 2 efter at have stemt.

Den unge mand, der i år har færdiggjort gymnasiet, er billedet på en tendens ved dette valg; de unge vil have deres stemme hørt.

Varsler historisk fremmøde

I en undersøgelse blandt unge vælgere fra Harvard Institute of Politics svarer 63 procent af de adspurgte mellem 18 og 29 år, at de ”med sikkerhed vil stemme” ved valget. I 2016 svarede 47 procent det samme.

Unge amerikanere har indset, at de emner, der påvirker deres hverdag, er til afstemning

Mark Gearan, direktør, Harvard Institute of Politics

Det giver forventninger om, at de unge vil møde op i samme store - eller måske endda større - antal som i 2008, hvor valgdeltagelsen blev 48,4 procent blandt de 18 til 29-årige. Den største valgdeltagelse for aldersgruppen siden 1984.

- Unge amerikanere har indset, at de emner, der påvirker deres hverdag, er til afstemning. Fra sundhedsvæsen og psykisk helbred til race- og social retfærdighed, siger direktøren ved Harvard Institute of Politics, Mark Gearan, i undersøgelsen.

Han vurderer, at den ”hidtil uset høje interesse” for dette valg sammen med ”en betydelig stigning” i antallet af unge, der har stemt tidligt eller brevstemt, ”varsler et historisk fremmøde”.

Valgdeltagelsen er generelt lav i USA i forhold til Danmark, og den er især lav blandt unge.

Men interessen for at stemme ser ud til at være stigende blandt de unge. Det så man allerede ved midtvejsvalget i 2018, hvor vælgere på 18-29 år leverede en eksplosiv stigning i valgdeltagelsen.

Et "vanvittigt" år

Dengang talte Daniel Zotti Jr. med i statistikken. Den nu 30-årige mand fra Jacksonville i Florida stemte lørdag for tredje gang ved et præsidentvalg.

- Jeg stemte, fordi jeg synes, det er vigtigt at bruge sin borgerrettigheder og udføre sine borgerpligter, siger han til TV 2.

I en valgkamp, hvor frontlinjerne er trukket hårdt op mellem dem, der støtter Joe Biden, og dem, der støtter Donald Trump, valgte Daniel Zotti Jr. en helt anden vej.

Han stemte på Jo Jorgensen fra Det Libertarianske Parti. Og det fik han straks kritik for, da han kom ud fra valgstedet og mødte en kvinde, der stod på et fortovshjørne med et Biden/Harris-skilt og opfordrede folk til at stemme.

- Det her er ikke valget til at stemme på en tredjepart. Det er en spildt stemme, vrissede hun.

Kvinden understregede meget godt en af Daniel Zotti Jr.’s pointer: At det har været et ”vanvittigt” år fyldt med spændinger.

- Det har været mentalt, følelsesmæssigt og åndeligt stressende på grund af alle de ting, der er sket. Der er covid-19, raceurolighederne på grund af politibrutalitet og så videre. Og oveni i alt det kommer så et valg, hvor folk er virkelig polariserede, siger han.

Syv millioner unge har stemt

Daniel Zott Jr. benyttede lørdag sin mulighed for at stemme før valgdagen, ligesom Rashaad Lawrence og millioner af andre unge har gjort.

Indtil videre har over syv millioner amerikanere mellem 18 og 29 år forhåndsstemt, viser en opgørelse fra Tufts University i Massachusetts.

Om det giver et stort fremmøde totalt set hos en den unge generation, ved vi først på valgdagen 3. november.

Jeg var ikke gammel nok til at stemme på Obama, men han var Obamas vicepræsident, så jeg holdt mig til ham

Rashaad Lawrence, førstegangsvælger

Det er ikke kun de unge, der har stemt tidligt. 90 millioner amerikanere har forhåndsstemt enten per brev eller ved personligt fremmøde, og det er over 30 millioner flere end ved valget i 2016, viser en opgørelse fra U.S. Elections Project.

Men undersøgelsen fra Harvard Instiute of Politics tyder på, at de unge også vil møde talstærkt frem 3. november.

Hælder til venstre

Hvad det så vil betyde for valgresultatet, kan ingen sige med sikkerhed. Men de fleste meningsmålingsinstitutter siger, at størstedelen af vælgerne under 30 støtter demokratiske kandidater eller hælder til venstre.

Research lavet af mediet Politico viser, at de 18-23-årige, dem man kalder generation Z, tror på mangfoldighed, lighed og social retfærdighed. Og de går højt op i emner som klimaforandringer, racisme og økonomisk ulighed. Det er ikke typiske republikanske mærkesager.

I undersøgelsen fra Harvard Institute of Politics svarer 63 procent af de unge, der forventer at stemme, at de foretrækker Joe Biden, mens 25 procent foretrækker Trump.

I Jacksonville, Florida, satte den unge førstegangsvælger Rashaad Lawrence lørdag sit kryds ud for Joe Biden.

- Jeg var ikke gammel nok til at stemme på Obama, men han var Obamas vicepræsident, så jeg holdt mig til ham. Jeg ved, de har den samme plan og de samme synspunkter, så jeg støtter Biden, siger han.