USA VALG

Fauci advarer: USA står i den værst tænkelige situation

USA's førende ekspert i bekæmpelsen af coronasmitte taler ikke længere med præsident Trump. I stedet går han nu i pressen med en skarp advarsel.

Den amerikanske regerings ekspert i smitsomme sygdomme, doktor Anthony Fauci, står nu frem med en klar advarsel mod Trump-regeringens håndtering af coronasmitten.

- Det kommer til at gøre rigtig ondt. Vi står ikke i nogen god situation, siger han i et interview med en række amerikanske medier, blandt andet Washington Post.

Smittespredningen i USA sætter i øjeblikket nye rekorder.

Fredag satte smittetallet ny rekord med 98.000 registrerede tilfælde, og Anthony Fauci kan sagtens forestille sig, at smittetallet snart kommer til at ligge over 100.000 nye tilfælde per dag:

- Alle stjernetegn står forkert, her hvor vi er på vej ind i efterårs- og vintersæsonen, hvor folk stuver sig sammen indendøre. Vi står i den værste situation, man kan tænke sig, siger han.

Præsidenten lytter ikke længere

Anthony Fauci er - på papiret - stadig regeringens toprådgiver, når det gælder indsatsen mod coronasmitten, der breder sig med rekordfart i USA.

Men han siger selv, at præsidenten for længst er holdt op med at lytte til ham.

Det kommer til at gøre rigtig ondt

Anthony Fauci om coronaudviklingen i USA

Faktisk har de to ikke talt sammen i en måned, og Trump har offentligt gjort det helt tydeligt, hvad han mener om de råd, han tidligere fik af Anthony Fauci:

- Folk er trætte af at høre på Fauci og den slags idioter. De idioter, der ikke har forstået noget som helst, sagde Trump til sine kampagnefolk i forbindelse med et af sine store vælgermøder i oktober.

"De ville en anden vej"

Fauci mener selv, at hans sundhedspolitiske råd om forsigtighed og brug af masker kolliderer med Trump-regeringens fokus på at få genåbnet landet og få gang i økonomien igen:

- Pludseligt kunne de ikke lide vores budskab, fordi det ikke længere var den vej de ville gå. De ønskede et sundhedspolitisk budskab, der passede bedre med, hvad de selv sagde, vurderer Fauci.

Resultatet er, at Trump har fundet sig en ny sundhedspolitisk ekspert, som han nu lytter mere til. Denne læge hedder Scott Atlas, og hans budskab er, at man bare skal lade smitten sprede sig i den sunde, yngre del af befolkningen og så koncentrere kræfterne om at beskytte de mest udsatte grupper – som for eksempel ældre på plejehjem.

Anthony Fauci har dog ikke høje tanker om Scott Atlas:

- Jeg har virkelig et problem med den fyr. Han er smart og taler løs om ting, som jeg ikke tror, han for alvor har forstand på, siger Fauci.

Direkte i medierne

Fauci erkender, at han er landet i en besynderlig situation. Som højt respekteret leder af landets indsats mod smitsomme sygdomme lige siden 1984 har han en troværdighed i befolkningen, der er højere end præsident Trumps.

Men samtidig er han isoleret og uden adgang til at rådgive præsidenten. I stedet har han valgt at gå i medierne og direkte til befolkningen med sin kritik.

- Det er den eneste vej, vi kan få vores budskab ud, forklarer han.

Men det har bestemt ikke gjort ham populær i regeringen. Judd Deere, der er talsmand for Det Hvide Hus, kalder Anthony Faucis interview for et typisk eksempel på, at bureaukratiske embedsmænd i Washington forsøger at modarbejde den folkevalgte præsident:

- Det er helt uacceptabelt og i strid med alle normer. Doktor Fauci er et højtstående medlem af præsidentens taskforce mod corona, og under hele pandemien har han rost præsidentens indsats, og så tre dage før valget går han ud og begynder at lege politik, siger Judd Deere.