Donald J. Trump
USA VALG

De 14 vildeste øjeblikke i Trumps fire år

Trumps fire år som præsident har ikke være kedelige. Her får du 14 nedslag i en præsidentperiode, som de færreste af os glemmer.

Tirsdag er det sandhedens time for Donald Trump. Får han fire år mere i Det Hvide Hus, eller må han vige pladsen for demokraternes kandidat, Joe Biden?

Meget kan der siges - og meget er allerede sagt - om Donald Trump. Men ét er sikkert: Hans første fire år som præsident var aldrig kedelige eller forudsigelige.

- Trump har været en gave til den globale journalistik. Jeg har haft mere end et fuldtidsjob i de forløbne fire år. Hvis Joe Biden vinder, bliver det alt andet lige kedeligere at være korrespondent, siger TV 2s USA-korrespondent, Jesper Steinmetz.

- Samtidig har han været et wakeupcall til os alle om i højere grad at være opmærksomme på de folkelige strømninger, som måske ikke altid nyder fremme i de store medier. Han har omskrevet manualen for, hvordan man kan opføre sig, og hvad man kan tillade sig som præsident.

Husker du for eksempel, da Trump ville købe Grønland, eller da han nægtede at tage afstand til USA’s højreradikale nationalister, eller hans mange tweets, eller…!

Få et overblik over nogle af de meste opsigtsvækkende øjeblikke fra Trumps præsidentembede.

Indsættelsesceremonien i 2017

Allerede kort efter indsættelsen var der diskussioner om, hvorvidt der var flere fremmødte end til Obamas indsættelse. Video: Youssef Ayoub

20. januar 2017 blev Donald Trump officielt svoret ind som USA’s 45. præsident. Inden ceremonien havde Trump spået, at den ville blive ”utrolig, måske med rekordmange tilskuere”. Medier estimerede dog, at kun mellem 300.000 og 600.000 tilskuere overværede indsættelsesceremonien, der traditionen tro foregik i Washington D.C.

Obamas indsættelsesceremoni i 2009 blev ifølge medier overværet af mellem 1,1 og 1,8 millioner mennesker, hvilket er rekordhøjt.

I dagene efter ceremonien fastholdt Trumps administration – anført af Det Hvide Hus’ talsperson Sean Spicer, at der var rekordmange, der overværede Trumps ceremoni – selvom adskillige satellitbilleder modbeviste den påstand.

Spicer blev efterfølgende sammenlignet med Iraks informationsminister Komiske Ali, som i 2003 stædigt fastholdt, at Irak ikke var ved at blive invaderet.

I den forbindelse opfandt Trumps kampagne et nyt udtryk, som siden vandt indpas i hele verden: "Alternative fakta".

Trump og de mange tweets

Donald Trump er blevet kendt for sine hyppige og ofte bramfri tweets. Han siger selv, han aldrig var blevet præsident, hvis ikke han havde haft Twitter. Alene i år har Trump tweetet og retweetet flere end 10.000 opslag.

Men selvom den amerikanske præsident ofte selv bruger sociale medier til at fremføre sin politik eller kritisere sine politiske modstandere, mener Trump, at de sociale medier undertrykker konservative holdninger.

Facebook, Twitter og flere sociale medier er nemlig begyndt at faktatjekke Trumps opslag, og det har fået Trump til at true med et dekret, der skal stække de sociale medier.

Donalds Trumps kamp mod de sociale medier begyndte for alvor, da Twitter i foråret 2020 satte et faktatjek-mærkat på hans opslag angående faren ved brevstemmer, der blev stemplet som vildledende.

Hans mest berømte tweet ved ingen dog helt, hvad betyder. I maj 2017 tweetede Trump nemlig ordet ”covfefe” og spurgte sine følgere, hvad de troede, det betød. Tweetet debatteres stadig flittigt, men ingen har endnu knækket koden.

Grab 'em by the pussy

I valgkampens slutfase i 2016 dukkede en optagelse op fra 2005 til tv-programmet Access Hollywood, hvori Donald Trump praler med, at han kunne behandle kvinder, som han havde lyst, fordi han var berømt. Video: David Buch

I valgkampens slutfase i 2016 dukkede en optagelse op fra 2005 til tv-programmet 'Access Hollywood', hvori Donald Trump praler med, at han kan behandle kvinder, som han har lyst, fordi han er berømt.

- Jeg venter ikke engang. Og når du er en stjerne, lader de dig gøre det. Du kan gøre hvad som helst... Du kan tage fat i deres f...., lød det blandt andet i optagelsen til tv-programmet.

Videoen truede med at jorde Trumps præsidentkampagne, og ifølge CNN tvivlede Trump selv på sine vinderchancer efter lækket af videoen.

Donald Trumps daværende chefstrateg, Steve Bannon, beroligede under et krisemøde Trump og sagde, at hvis bare han holdt fast i sine kernebudskaber og ignorerede det, som medierne allerede havde døbt Pussygate, var hans vinderchancer stadig gode.

Og vi ved alle sammen nu, at den vurdering viste sig at holde stik.

Trumps underlige håndtryk

Først giver Trump Japans tidl. premierminister Shinzo Abe hånd meget længe, dernæst nægter han at give Angela Merkel hånd og til sidst trykker Macron præsident Trumps hånd lidt for hårdt.

Allerede kort efter sin indsættelse vakte præsident Trump opsigt med sine markante håndtryk – eller mangel på samme.

Da Tysklands kansler, Angela Merkel, i marts 2017 var på besøg i Det Hvide Hus, opstod der en akavet situation. Som traditionen foreskriver, stillede de to regeringsledere op til fotografering, men trods talrige opfordringer fra fotografer og et ”vil du lave et håndtryk?” fra Merkel selv, valgte Donald Trump at lade hænderne forblive i skødet uden at kigge på den tyske kansler.

Den modsatte situation udspillede sig nøjagtig det samme sted en måned tidligere, hvor Japans premierminister, Shinzo Abe, næsten ikke fik lov til at få sin hånd igen. Undervejs i et ualmindeligt langt håndtryk grinede de to regeringsledere, mens Trump med sin venstre hånd klappede oven på Shinzo Abes. Men efter 19 sekunders håndrysten så den japanske premierminister lettet ud, da Donald Trump endelig gav slip.

I maj samme år fik Trump kærligheden at føle fra Frankrigs præsident Macron, der trykkede Trumps hånd så hårdt, at USA’s præsident to gange prøvede at trække hånden til sig – uden held.

De mange fyringer

Rex Tillerson siger farvel på pressemøde Video: Emil Færch

Fyringer og opsigelser har præget Donald Trumps præsidentperiode i sådan en grad, at Det Hvide Hus er blevet beskrevet som en svingdør.

Af og til har omstændighederne omkring disse været lige så opsigtsvækkende som selve opsigelsen. Eksempelvis opdagede Trumps første udenrigsminister Rex Tillerson først, at han var blevet fyret i 2018, da præsidenten i et tweet annoncerede hans efterfølger på posten og takkede ham for indsatsen.

Rekorden for kortest ansættelse i Trumps regering har Anthony Scaramucci, som fik sparket efter 11 dage som kommunikationschef i 2017. Ifølge en optælling fra Brookings er 91 procent af de 65 højeste stillinger i Det Hvide Hus blevet udskiftet mindst én gang i Trumps periode.

Rusland-undersøgelsen

Den stort anlagte Rusland-undersøgelse endte som en fuser, da der ikke blev fundet beviser mod Trumps kampagne.

Donald Trump og hans kampagne blev i 2016 beskyldt for at samarbejde med Rusland i et forsøg på at påvirke det amerikanske præsidentvalg i Donald Trumps favør.

I maj 2017 blev specialanklager Robert Mueller udpeget til at undersøge Ruslands bestræbelser på at påvirke det amerikanske valg.

Selv afviste Donald Trump alle anklager, om at han skulle have samarbejdet med russerne, og kaldte gentagne gange undersøgelsen "den største politiske heksejagt i historien".

Donald Trump blev undervejs beskyldt for at påvirke og forhindre Robert Muellers Rusland-undersøgelse.

I sidste ende fandt Muellers undersøgelse dog ikke endegyldigt bevis for, at Trumps kampagne konspirerede med den russiske regering i dens forsøg på at påvirke det amerikanske valg. I spørgsmålet om, hvorvidt Trump havde hindret Muellers rapport, kom undersøgelsen ikke til en egentlig afgørelse og konklusion.

Altså en sejr til Trump.

Øgenavne til alle

Øgenavne til politiske modstandere er endnu et kendetegn ved Trump-perioden. Præsidenten har svunget om sig med spottende, lidet flatterende og af og til smittende tilnavne til politiske modstandere.

Øgenavne til politiske modstandere er endnu et kendetegn ved Trump-perioden. Præsidenten har svunget om sig med spottende, lidet flatterende og af og til smittende tilnavne til politiske modstandere.

Joe Biden er i Trumps retorik blevet til 'Sleepy Joe' (søvnige Joe red.). Det er blandt andet en henvisning til, at den knap fire år ældre modkandidat kan blive USA’s ældste præsident på 78 år. Desuden har den tidligere vicepræsident tendens til at fortælle lange historier, og Trump har påstået, at Biden lider af demens. Under coronapandemien videreudviklede Trump øgenavnet med fortællingen om, at Joe Biden gemte sig i sin kælder i stedet for at føre valgkamp.

Allerede under valgkampen fik modstanderen Hillary Clinton tilnavnet 'Crooked Hillary' (slyngelagtige Hillary red.) blandt andet med reference til sagen om hendes brug af en privat mailkonto, da hun var udenrigsminister.

I forbindelse med kampen om den demokratiske nominering i 2020 fik Elizabeth Warren tilnavnet 'Pocahontas', fordi kritikere mente, at senatoren løj om sin indianske afstamning for at skaffe sig uddannelsesmæssige og jobmæssige fordele.

En anden kandidat, den tidligere borgmester i New York Michael Bloomberg, fik øgenavnet 'Mini-Mike' med reference til hans højde.

Kampen mod pressen

Da præsidenten nægtede at svare på et spørgsmål om migranter fra Syd- og Mellemamerika, nægtede CNN’s korrespondent, Jim Acosta, tilsvarende at sætte sig ned og give mikrofonen fra sig.

Åbne skænderier og kaotiske pressemøder har også kendetegnet Trumps tid i Det Hvide Hus. Udtrykket fake news blev hverdagskost under pressebriefinger, hvor præsidenten lagde sig ud med velrenommerede journalister og magtfulde medier.

Især én episode i november 2018 vakte opsigt, da CNN’s korrespondent Jim Acosta fik inddraget sin presseakkreditering efter en ophedet konfrontation med Trump.

Da præsidenten nægtede at svare på et spørgsmål om migranter fra Syd- og Mellemamerika, nægtede Costa tilsvarende at sætte sig ned og give mikrofonen fra sig. Flere gange forsøgte en ung kvindelig praktikant at vriste mikrofonen ud af hænderne på Acosta, som ufortrødent fortsatte med at presse præsidenten til at svare – denne gang på spørgsmål om Rusland-undersøgelsen.

Lidet hjalp det, da præsidenten pegede på Acosta og sagde ”Så er det nok,” hvorefter han vendte sig mod den næste reporter, en journalist fra NBC, som dog forsøgte at forsvare Acosta.

Siden fik Jim Acosta sin akkreditering tilbage, efter flere medier kritiserede Trump og blandt andet kaldte handlingen bekymrende for ytringsfriheden.

Møder mellem Trump og Putin

USA's præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, mødtes første gang ansigt til ansigt i forbindelse med G20-topmødet i Hamborg i juli 2017.

USA's præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, mødtes første gang ansigt til ansigt i forbindelse med G20-topmødet i Hamborg i juli 2017.

Forinden mødet fortalte præsident Trump verdenspressen, at han allerede havde haft en god telefonsamtale med Putin om forskellige emner.

Efter mødet kom det frem, at de to statsledere havde haft ikke én, men to samtaler i Hamborg. En officiel og en mere ”spontan, diskret samtale”. Rapporterne om en ”hemmelig” samtale rejste nye spørgsmål til forholdet mellem den amerikanske præsident og Rusland.

Spekulationer der kom i forlængelse af oplysningerne om, at Donald Trumps ældste søn, Donald Trump Jr., i juni 2016 mødtes med folk fra Rusland i Trump Tower.

I 2018 mødtes Trump og den russiske præsident Putin igen. Denne gang i Helsinki. På et efterfølgende pressemøde underminerede USA’s præsident sin egen efterretningstjeneste i spørgsmålet om, hvorvidt Rusland påvirkede det amerikanske valg i 2016 med ordene:

- Præsident Putin har lige sagt, at det ikke er Rusland. Og jeg kan ikke se nogen grund til, at det skulle være det.

Møder med Kim Jong-un

Retorikken har bølget frem og tilbage mellem de to ledere. Video: Youssef Ayoub

Retorikken mellem Trump og den nordkoreanske diktator Kim Jong-un har bølget frem og tilbage i årenes løb. I 2017 kaldte Trump ham ”raketmanden” i forlængelse af Nordkoreas mange missiltests og advarede staten med, at ”de vil blive mødt med bål og brand, som verden aldrig har oplevet før”.

12. juni 2018 skrev de to ledere historie, da de for første gang trykkede hænder i Singapore. Året efter mødtes de igen i Vietnam, men mødet blev pludseligt afbrudt, tilsyneladende på grund af uenigheder om nedrustningen på den koreanske halvø.

Siden har en bog afsløret brevudvekslinger mellem de to ledere, som Trump beskriver som ”vores kærestebreve”.

Nægtede at tage afstand fra højreradikale

Præsidenten nægtede at tage afstand fra højreradikale under et pressemøde. Video: Youssef Ayoub

I sommeren 2017 var der sammenstød mellem højreradikale nationalister og aktivister på venstrefløjen i byen Charlottesville, Virginia. Urolighederne kulminerede, da en bil i høj fart påkørte moddemonstranterne og dræbte en 32-årig kvinde og sårede 19 andre. Det viste sig senere, at bilens fører tilhørte den højreradikale gruppering.

På et efterfølgende pressemøde valgte præsident Trump dog nærmest at gå til forsvar for de højreradikale demonstranter.

- Der var mange andre mennesker i den gruppe end nynazister og hvide nationalister. Pressen har behandlet dem absolut uretfærdigt. Der var nogle rigtig fine mennesker på begge sider, sagde præsidenten.

Det medførte stor kritik, og førte til at præsidenten senere kom med en ny udtalelse, hvor han i tydeligere vendinger tog afstand fra Ku Klux Klan og nazisympatisører.

Trump blev sur på Mette Frederiksen

Vi er meget gode allierede med Danmark og beskytter dem, som vi gør med store dele af verden, siger Trump. Video: Youssef Ayoub

Den amerikanske præsident så sig i sommeren 2019 sur på sin danske kollega, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) brugte ordet ”absurd” om Donald Trumps ønske om at købe Grønland.

Og det i en sådan grad, at han først aflyste et planlagt statsbesøg i Danmark og derefter brugte ordet nasty - modbydelig - i forbindelse med Mette Frederiksen.

Selvom ordet blev brugt om Mette Frederiksens udtalelse og ikke hendes person, kom Mette Frederiksen alligevel i 'fornemt' selskab med andre fremtrædende kvinder, som Donald Trump har set sig sur på - og som han har brugt ordet nasty om eller i forbindelse med.

Ifølge CNN havde Trump tidligere brugt ordet om blandt andre den tidligere førstedame Hillary Clinton og formanden for Repræsentanternes Hus i den amerikanske kongres, Nancy Pelosi.

Den danske statsminister blev efterfølgende hyldet på Twitter for at gå op imod den amerikanske præsident og afvise hans ønske om at købe Grønland.

Ryddede demonstration for at posere med Biblen

Under et besøg i St. John’s Episcopal Church i Washington brugte Trump tåregas og kampklædte betjente til at rydde Black Lives Matter-demonstranter af vejen. Herefter poserede præsidenten foran kirken med Biblen i hånden.

Black Lives Matter-bevægelsen voksede under Trumps embedsperiode. Demonstrationer blev intensiveret over hele landet – også i hovedstaden Washington D.C., hvor protesterne i starten af juni 2020 havde samlet sig over for Det Hvide Hus for at protestere mod politivold mod sorte.

Men da præsidenten besluttede sig for at besøge St. John’s Episcopal Church over for regeringssædet for at posere med Biblen i hånden, sørgede Nationalgarden for brutalt at rydde demonstrationen ved hjælp af tåregaskanoner, flashgranater og gummikugler.

Stuntet mødte kritik fra flere sider, blandt andet byens biskop, som anklagede Trump for at bruge Biblen og kirken til at bringe et ukristeligt budskab.

Præsidenten fik selv covid-19

To dage efter sin indlæggelse overraskede præsidenten alle ved vinkende at trille forbi sine tilhængere. Video: Youssef Ayoub

Coronapandemien raser fortsat i USA og i starten af oktober blev præsidenten selv smittet med virussen. Det samme blev førstedamen og yngstesønnen Barron på 14 år.

Kort efter blev 74-årige Trump indlagt med feber og åndedrætsbesvær, men to dage senere overraskede præsidenten alle ved vinkende at trille forbi sine tilhængere foran hospitalet iført mundbind på bagsædet af en bil.

Siden kom det frem, at præsidenten og adskillige gæster sandsynligvis var blevet smittet ved en ceremoni for højesteretsdommerkandidaten Amy Coney Barrett i Det Hvide Hus’ Rose Garden. Her var 150 højtstående personer samlet, hvoraf mange gav hånd og krammede – uden at tage forholdsregler eller bære mundbind.

Det fik efterfølgende topsundhedsrådgiveren Anthony Fauci til at beskrive fejringen som en ”superspreder begivenhed”.