Udland

Præst ramt af skud i Lyon

Motivet bag angreb på ortodoks præst er endnu ukendt. Politiet har foretaget en anholdelse i forbindelse med skyderiet.

En 52-årig ortodoks præst blev lørdag eftermiddag skudt og hårdt såret i den franske by Lyon. Det oplyser fransk politi ifølge nyhedsbureauet AFP.

Gerningsmanden flygtede efterfølgende fra stedet.

En offentlig anklager bekræfter lørdag aften, at en mistænkt er anholdt efter skyderi i Lyon.

- En person, som kan svare til beskrivelsen fra de oprindelige vidner, er i politiets varetægt, siger anklager Nicolas Jacquet ifølge AFP. Han fortæller, at den mistænkte ikke var i besiddelse af våben ved anholdelsen.

Angrebet fandt ifølge franske medier sted, da præsten lørdag eftermiddag var i færd med at lukke sin kirke, der ligger i Lyons syvende arrondissement.

Politikilder oplyser ifølge Reuters, at den 52-årige præst, der har græsk nationalitet, er i kritisk tilstand.

Det vides endnu ikke, om lørdagens episode har nogen forbindelse til et angreb i Nice torsdag.

Sikkerhedsstyrker er tilkaldt i forbindelse med episoden.

- Sikkerhedsstyrker og beredskabet er på stedet, skriver det franske indenrigsministerium på Twitter.

Ministeriet opfordrer i samme tweet borgere til at holde sig fra området, hvor angrebet fandt sted.

Ifølge TV 2s Svenning Dalgaard, opererer politiet ikke med en tese om terror.

- Lyons borgmester, Gregory Doucet, har meddelt på en pressekonference, at man på nuværende tidspunkt ikke har nogen oplysninger om motivet bag skyderiet, fortæller Dalgaard.

Der er udkommanderet 1500 politifolk til den franske kulturby, hvor efterforskningen pågår på fuldt tryk.

- Politiet har identificeret de projektiler, præsten blev ramt med og man efterforsker, om de kommer fra et våben, man kender fra andre forbrydelser, siger Svenning Dalgaard.

Gerningsmanden flygtede

Ifølge AFP blev præsten skudt to gange, inden gerningsmanden flygtede fra stedet.

Den 52-årige præst blev ifølge nyhedsbureauet behandlet på stedet for livstruende skader.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) kalder skudepisoden i Lyon for "kujonagtig", men skriver samtidig på Twitter, at det er for tidligt at drage konklusioner.

Det vides endnu ikke, om lørdagens episode har nogen forbindelse til et angreb i Nice torsdag.

Her blev tre personer dræbt og flere såret under et knivangreb i kirken Notre-Dame i den sydfranske by.

Sagen bliver efterforsket som en terrorsag.

Advarsel fra regeringen

To uger forinden blev en fransk skolelærer halshugget i en forstad til Paris. Det skete, efter at han havde vist sine elever tegninger af profeten Muhammed i sin undervisning.

Emmanuel Macron har beordret tusindvis af soldater ud for at beskytte særligt udsatte steder.

Den franske regering har siden angrebet i Paris advaret om, at Frankrig kan blive ramt af flere angreb begået af militante islamister.

Derfor har Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, beordret tusindvis af soldater ud for at beskytte særligt udsatte steder.

Det gælder blandt andet kirker og skoler.