Udland

Frankrig sender tusindvis af soldater på gaden

En politimand bevogter Notre Dame-kirken i Nice, hvor tre mennesker i dag blev myrdet. Eric Gaillard / Ritzau Scanpix

I alt 7000 soldater skal nu beskytte franske skoler og kirker efter nyt terrorangreb.

Frankrig sender nu 4000 ekstra soldater på gaderne for at øge befolkningens sikkerhed på et tidspunkt, hvor myndighederne betegner terrortruslen som meget alvorlig.

Frankrig er ”under angreb”, sagde den franske præsident, Emmanuel Macron, da han torsdag eftermiddag besøgte den kirke i Nice, hvor tre mennesker tidligere på dagen blev dræbt af en knivbevæbnet mand.

- Når vi bliver angrebet, er det på grund af vores værdier. Vores værdier om frihed og vores mål om ikke at bukke under for terror, sagde præsident Macron, der kaldte angrebet for ”et islamistisk terrorangreb”.

De 4000 soldater skal supplere 3000 soldater, som allerede er udkommanderet.

- Så vi når op på 7000 soldater, der skal beskytte kirker og skoler. Budskabet fra den franske præsident er, at de simpelthen er nødt til at gøre noget ved truslen her og nu, siger TV 2s journalist og Frankrig-ekspert Frederikke Ingemann.

- Terrortruslen i Frankrig er meget høj og har været det siden angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i 2015. Den steg endnu mere, da Charlie Hebdo 2. september genoptrykte nogle af de danske Muhammed-tegninger for at markere starten på retssagen mod dem, der hjalp gerningsmændene dengang, fortæller hun.

Tre angreb på kort tid

Siden retssagens start har der været tre islamistiske terrorangreb i Frankrig. Alle har været meget voldsomme knivoverfald, der i to tilfælde har været deciderede halshugninger.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, taler med politifolk på gerningsstedet i Nice torsdag.

Først 25. september, hvor to mennesker blev hårdt såret uden for Charlie Hebdos tidligere adresse. Så 16. oktober, hvor en lærer, der havde brugt Muhammed-tegningerne som et led i undervisningen, blev halshugget på åben gade i Paris.

Og så torsdag, hvor tre mennesker blev knivdræbt i en kirke i Nice. Det nøjagtige motiv til dagens angreb kendes endnu ikke, men vidner fortæller, at drabsmanden gentagne gange råbte ”Allahu Akbar” (”Gud er størst”, red.), da han blev anholdt.

"Et uforsonligt svar"

Drabene i Nice fik torsdag den franske regering til at hæve trusselsniveauet til det allerhøjeste niveau.

- Regeringens svar bliver stærkt, uforsonligt og øjeblikkeligt, lovede den franske premierminister, Jean Castex.

Men torsdagens angreb understreger igen, hvor svært det er for myndighederne at forhindre disse terrorangreb, siger Frederikke Ingemann.

- Vi ved ikke meget om gerningsmandens identitet. Det helt centrale er, om han figurerer på myndighedernes liste over folk, der udgør en trussel mod statens sikkerhed. Gør han ikke det, er det endnu et eksempel på, at det er utroligt svært at øje på disse folk, før det er for sent, siger hun.