USA valg 2020

Konservativ avis bryder over 100 år gammel tradition og anbefaler Biden som præsident

44 af USA's 100 største aviser anbefaler at stemme på Joe Biden. Fem af dem anbefaler Donald Trump. Angela Weiss / Ritzau Scanpix

Donald Trump har fået flere aviser og tidsskrifter til at opgive mange års politisk neutralitet. Anerkendt tidsskrift holdt stand i 208 år.

I mere end 100 år har avisen The New Hampshire Union Leader givet sin anbefaling til en af kandidaterne, når der har været præsidentvalg i USA.

Men i år vækker avisens anbefaling opsigt i andre amerikanske medier.

Præsident Trump tager ikke altid 100 procent fejl, men han er 100 procent forkert for USA

Leder i The New Hampshire Union Leader

For første gang nogensinde anbefaler den konservative avis nemlig sine læsere at stemme på den demokratiske kandidat.

- Joe Biden er måske ikke den præsident, vi ønsker. Men i 2020 er han den præsident, vi desperat har brug, skriver avisen i en leder, der ikke er tilgængelig i Europa, men uddrag kan læses hos eksempelvis The Hill.

Selvom The New Hampshire Leader har haft tradition for at pege på den republikanske præsidentkandidat, har Donald Trump aldrig haft avisens opbakning, og i 2016 pegede den på kandidaten fra Det Libertarianske Parti, Gary Johnson.

Siden har Donald Trump haft et anstrengt forhold til avisen, hvis chefredaktør han har kaldt en ”ussel” og ”uærlig” person.

100 procent forkert

I sin anbefaling af Joe Biden skriver The New Hampshire Union Leader, at Trump er uegnet til at genopbygge landet, selvom avisen anerkender hans mange ”beundringsværdige” præstationer, herunder hans skattepolitik, dommerudnævnelser og forsvar for retten til at bære våben.

Avisen er dog mere optaget af præsidentens krigeriske adfærd på sociale medier og det faktum, at den amerikanske statsgæld er eksploderet, siden Donald Trump blev præsident.

- Præsident Trump tager ikke altid 100 procent fejl, men han er 100 procent forkert for USA, skriver avisen.

Og netop den sætning opsummerer meget godt mediernes forhold til de to præsidentkandidater anno 2020, lyder det fra TV 2s USA-analytiker, Mirco Reimer-Elster.

- Det er jo noget af en bedrift at være ham, der smider hundrede års republikanske støtteerklæringer over bord. Men det er en del af den større historie, at man ikke bare ser Trump som en republikansk præsident. Han er helt i sin egen kategori, og ifølge hans kritikere helt uden for skiven, siger han.

The New Hampshire Union Leader er da heller ikke alene om at bryde med årelange traditioner på grund af Donald Trump.

Bryder neutralitet efter 208 år

For første gang nogensinde har USA Today, som er USA's største avis målt på oplag, direkte anbefalet en præsidentkandidat.

I 2016 trykte avisen ganske vist en anbefaling om ikke at stemme på Trump, men dens mangfoldige gruppe af lederskribenter kunne ikke blive enig om at anbefale Hillary Clinton. I år peger avisen entydigt på Joe Biden.

- Nu giver vi vores første støtteerklæring til en præsident nogensinde. Vi håber, det bliver vores sidste, skriver avisen, der bryster sig af at være politisk neutral.

Det samme gør det anerkendte medicinske tidsskrift The New England Medicine Journal.

Før Donald Trump kom frem på den politiske scene, havde tidsskriftet eksisteret i 208 år uden at tage stilling i et præsidentvalg. Men det har coronavirussen lavet om på.

34 redaktører har underskrevet en leder, der dumper USA’s håndtering af coronakrisen under Donald Trumps ledelse og konkluderer, at han ikke fortjener genvalg.

Det naturvidenskabelige tidsskrift Scientific American har for første gang i sine 175 år skrevet en støtteerklæring til en præsidentkandidat og anbefalet Joe Biden. Det samme gælder for The Lancet Oncology, der har eksisteret siden 2000.

44 af de største aviser anbefaler Biden

Er der så ingen medier, der anbefaler at stemme på Donald Trump?

Jo, der er. New York Post gav mandag sin støtte til præsidenten og blev dermed den femte store avis til at anbefale genvalg.

Men Donald Trump er stadig langt bagefter i det regnskab. University of California overvåger løbende støtteerklæringer fra USA’s 100 største aviser målt på oplag. Indtil videre har Joe Biden opbakning fra 44 aviser.

Spørgsmålet er så, om det påvirker vælgerne?

Det er nærmest, som om Trump trives med det

Mirco Reimer-Elster, USA-analytiker

De vælgere, som TV 2 har mødt i Jacksonville, Florida, siger enstemmigt, at det ikke betyder noget for deres stemme.

De fleste af dem ved slet ikke, hvem deres lokale aviser støtter, hvis de overhovedet læser dem.

- Alle medierne er liberale, så vi ved godt, hvem de stemmer på, lød det fra en mand, der var på vej ind for at stemme.

Rekordmange amerikanere  - over 62 millioner - har indtil videre forhåndstemt til valget 3. november.

Faktisk gav Jacksonvilles største avis, Florida Union Times, sin støtte til Donald Trump i 2016. I år har den endnu ikke anbefalet nogen af kandidaterne.

I et studie fra 2007, lavet af Pew Research Center, svarede 70 procent, at de ikke lod sig påvirke af deres lokale mediers endorsement, som det hedder, når et medie anbefaler én kandidat frem for en anden.

Styrker Trumps fortælling

Ifølge Mirco Reimer-Elster er det ofte sådan, at kandidaten med flest støtteerklæringer vinder valget. Men meget har ændret sig, siden Donald Trump gjorde sit indtog.

USA-analytikeren minder om, at vi har at gøre med en præsident, der aldrig har haft opbakning fra 50 procent af befolkningen.

At han stillede op som præsidentkandidat i 2015 med historisk få støtteerklæringer i Det Republikanske Parti.

At han stillede op mod Hillary Clinton med færre penge, mindre popularitet og bagud i meningsmålingerne.

Alligevel er han nu præsident.

- Det er nærmest som om, Trump trives med det, fordi det er med til at styrke hans fortælling om, at eliten ikke kan lide ham, siger USA-analytikeren.

Donald Trump vandt for øvrigt valget i 2016, på trods af at han havde færre støtteerklæringer fra de største aviser end nogen anden præsident i historien.