USA valg 2020

Amy Coney Barrett taget i ed som ny højesteretsdommer

For tredje gang har Donald Trump fået udnævnt en dommer til Højesteret.

Amy Coney Barrett blev natten til tirsdag dansk tid taget i ed som ny højesteretsdommer i USA.

Kort forinden havde et flertal i Senatet stemt for udnævnelsen af den 48-årige dommer.

Dermed overtager hun det ledige sæde efter det liberale ikon Ruth Bader Ginsburg, som døde 18. september.

Hvem er Amy Coney Barrett?

  • 48 år
  • Født i New Orleans
  • Gift med Jesse Barrett
  • Mor til syv, hvoraf to er adopteret fra Haiti
  • Føderal dommer ved en appeldomstol siden 2017
  • Troende katolik og tilhører den religiøse gruppe People of Praise

Senatet bekræftede udnævnelsen af den nye højesteretsdommer med stemmerne 52-48. Som ventet stemte alle republikanske senatorer på nær én for udnævnelsen, mens alle demokrater stemte imod.

Straks taget i ed

Umiddelbart efter afstemningen i Senatet blev Amy Coney Barrett officielt taget i ed af Clarence Thomas, der er den længst siddende dommer i Højesteret.

Amy Coney Barrett tages i ed af højesteretsdommer Clarence Thomas.

Det foregik ved en ceremoni i Det Hvide Hus, hvor Donald Trump indledningsvist holdt tale for den nye højesteretsdommer.

Præsidenten kaldte det en “smuk oktoberaften” og en “betydningsfuld dag for USA, for vores forfatning og love”

- Amy Coney Barrett og hendes familie har vundet Amerikas hjerter. De har set hendes omfattende viden, sagde han.

Melania og Donald Trump med Amy Coney Barrett og hendes mand, Jesse Barrett.

Amy Coney Barrett lovede at arbejde for det amerikanske folk og holde sig uafhængig af de politiske organer og sine egne private holdninger.

- Det er en senators job at forfølge sine politiske præferencer. Det ville faktisk være pligtforsømmelse at tilsidesætte politiske ambitioner. Omvendt er det en dommers job at modstå sin politiske præferencer. Det ville være pligtforsømmelse at give efter for dem, sagde hun.

Mundbind og afstand

Ceremonien i Det Hvide Hus foregik, én måned efter at Donald Trump officielt nominerede Amy Coney Barrett ved en ceremoni samme sted, der udviklede sig til en supersprederbegivenhed.

Efter den begivenhed blev Donald Trump, Melania Trump og en række andre personer testet positive for coronavirus.

I modsætning til dengang havde Det Hvide Hus ved denne ceremoni indført krav om social afstand og - for første gang ved en begivenhed i Det Hvide Hus - krav om brug af mundbind.

Gæsterne sidder med god afstand imellem sig til indsættelsen af Amy Coney Barrett i Det Hvide Hus.

Mens hovedpersonerne gennemførte ceremonien uden mundbind, var der masser af mundbind at se blandt tilhørerne, der var placeret med god afstand imellem sig på plænen foran Det Hvide Hus.

Trumps tredje dommer

Den konservative, stærkt troende Amy Coney Barrett er den tredje dommer, Donald Trump har fået udnævnt til Højesteret efter Neil Gorsuch og Brett Kavanaugh.

Med Trumps tre dommere har landets højeste domstol nu et konservativt flertal på seks-tre blandt de ni dommere, som bliver udnævnt på livstid.

Amy Coney Barrett.

Det kan hurtigt vise sig at få stor betydning. For kort efter præsidentvalget 3. november skal Højesteret behandle flere betydningsfulde sager.

Rasende demokrater

Retten skal blandt behandle en sag om sundhedsreformen Affordable Care Act, der populært kaldes Obamacare. Men den skal også tage stilling til den amerikanske abortlovgivning og potentielt resultatet af præsidentvalget.

Af samme grund har det været vigtigt for Donald Trump og flertallet af republikanerne i Senatet at få godkendt Amy Coney Barret inden valget.

Det har gjort demokraterne rasende, at republikanerne har hastet godkendelsen af Amy Coney Barret igennem midt i en valgkamp, hvor både præsidentembedet og flertallet i Kongressens to kamre er på spil.

Der er kun en uge til præsidentvalget 3. november.