Spanien indfører undtagelsestilstand - måske helt til 9. maj
Undtagelsestilstanden kan komme til at vare op til seks måneder, fortæller TV 2s korrespondent.
Spanien har for anden gang under coronapandemien erklæret undtagelsestilstand.
Det oplyser den spanske premierminister, Pedro Sanchez, i en tv-tale søndag, skriver blandt andet nyhedsbureauet Associated Press (AP).
Samtidig er der med virkning fra søndag aften, som led i undtagelsestilstanden, indført udgangsforbud fra klokken 23.00 til klokken 06.00, oplyste premierministeren i tv-talen. Det udgangsforbud gælder over hele Spanien, undtagen på de kanariske øer.
- Realiteten er, at Europa og Spanien er ramt af anden bølge af pandemien, sagde Pedro Sanchez ifølge AP efter et krisemøde i den spanske regering.
Regioner kan indføre skrappere regler
Som et led i undtagelsestilstanden får alle politiske ledere i de 19 regioner i Spanien nu lov til at fastsætte endnu strengere tidspunkter for et regionalt udgangsforbud, hvis de ønsker det.
Men det gælder kun, hvis de vil indføre strengere udgangsforbud. De regionale ledere kan også lukke grænser mellem regionerne for at begrænse smitten, og de kan indføre forsamlingsforbud på helt ned til seks personer.
I Madrid-regionen blev der allerede i september indført forsamlingsforbud med en grænse på seks.
Foreløbig gælder undtagelsestilstanden i 15 dage, men premierminister Pedro Sanchez har forberedt spanierne på, at den kan komme til at vare i helt op til seks måneder, fortæller Jeppe Krogager, der er TV 2s korrespondent i Spanien.
Ifølge den spanske avis El Pais er det regeringens hensigt at forlænge undtagelsestilstanden frem til 9. maj.
Hårdest ramt
Spanien er det land i Europa, der er hårdest ramt af anden bølge af coronapandemien.
Fredag meldte Spanien om 20.000 nye smittede med coronavirus i løbet af det seneste døgn og 231 nye dødsfald med covid-19. Det samlede dødstal i Spanien var fredag i alt 34.752.
- Det er nødvendigt for den spanske regering at tage tungere værktøjer i brug for at bekæmpe pandemien. Og det her gør det lettere for regionerne i Spanien at indføre lokale restriktioner hurtigt og effektivt. Det har hidtil været svært for den spanske befolkning at holde styr på, hvilke regler der gjaldt i de forskellige regioner, siger Jeppe Krogager.