USA valg 2020

Trump har ingen plan for at stoppe coronakrisen, siger Biden – her er hans egen

Joe Biden i Wilmington, Delaware. Angela Weiss / Ritzau Scanpix

Alle amerikanere skal bære mundbind, mange flere skal testes, og en vaccine skal være gratis for alle, mener Joe Biden.

Fra sin hjemby Wilmington i delstaten Delaware lagde Joe Biden fredag an til endnu et angreb på Donald Trumps håndtering af coronakrisen.

Præsidenten mener selv, han har håndteret krisen fremragende, men med over 220.000 amerikanere døde med coronavirus, ser Joe Biden ikke sådan på det.

- Hvis det her er en succes, hvordan ser en fiasko så ud?, spørger han.

Den demokratiske præsidentkandidat har længe kritiseret Donald Trump for ikke at have en plan imod coronavirussen.

Fredag fremlagde han så i en tv-transmitteret tale sin egen plan for, hvordan han vil bringe USA ud af krisen og genoprette økonomien, hvis han vinder præsidentvalget 3. november.

Fordi masker redder liv. Punktum.

Joe Biden, præsidentkandidat, demokraterne

Som det første vil Joe Biden have udformet en national plan for, hvordan USA ”endelig kan komme på forkant med virussen”.

- Jeg vil bede Kongressen om at have et lovforslag klar på mit skrivebord inden slutningen af januar, lød det fra Joe Biden, der vil blive indsat som præsident 20. januar 2021, hvis han vinder valget.

Krav om mundbind

Og vinder Joe Biden valget, så vil han sørge for, at alle amerikanere skal bære mundbind.

- Som det første går jeg til alle guvernører og forlanger, at de indfører obligatorisk brug af mundbind i deres delstater. Og hvis ikke de vil lystre, går jeg videre til alle borgmestre og lokale ledere, siger han.

Desuden vil Joe Biden sørge for, at mundbind bliver gjort obligatorisk i alle føderale bygninger og al offentlig transport.

- Fordi masker redder liv. Punktum.

En national teststrategi

Når det er gjort, vil Joe Biden sørge for, at alle amerikanere får fri adgang til at blive testet for coronavirus.

- Ingen skal vælge mellem at få en coronatest eller at sætte mad på bordet, siger han.

Men det skal ikke bare være gratis, der skal også testes mange flere. Det vil han sørge for med en national teststrategi, der får som målsætning at teste ligeså mange amerikanere hver dag, som der nu bliver testet om ugen.

Strategien skal også sikre, at der kommer hurtigere svar på tests, og at der bliver oprettet en national enhed til kontaktopsporing.

- Det, vi har nu, er ikke i nærheden af at være godt nok, siger Joe Biden.

Vil sikre forsyning af værnemidler

Der skal også være værnemidler nok, hvis Joe Biden bliver præsident. Det er først og fremmest sundhedspersonalet, der skal sikres adgang til mundbind og andre værnemidler.

- Mere end otte måneder inde i krisen må sundhedspersonale stadig rationere deres personlige beskyttelsesudstyr, siger Joe Biden.

Til at sikre forsyningen af værnemidler og uafhængighed af andre lande vil Joe Biden have udpeget en forsyningschef, der får det overordnede ansvar.

En sikker genåbning

Joe Biden bliver ofte af Donald Trump beskyldt for at ville lukke hele landet ned, mens præsidenten kæmper for at få åbnet samfundet endnu mere og endnu hurtigere.

Men Joe Biden siger selv, at han ikke vil lukke landet ned, han vil ”lukke virussen ned”.

I hans plan til at bekæmpe coronavirus og genoprette økonomien vil han sørge for, at skoler og forretninger sikkert kan åbne igen, siger han.

Det vil han gøre, ved at regeringen opstiller retningslinjer og stiller teknisk support, vejledning og ressourcer til rådighed.

- De har brug for en regering, der er lige rundt om hjørnet, ikke en regering, der har vendt dem ryggen, siger han.

Gratis vaccine til alle

Endelig siger Joe Biden, at han vil fokusere på at udvikle en sikker og effektiv vaccine, som skal være gratis for alle.

- Vi har brug for en præsident der vil sørge for, at den kommer frem til alle i det her land, siger han.

Demokraten vil også sørge for, at livreddende behandling bliver gjort tilgængelig og til at betale for, så det ikke kun er præsidenten og de rige, der kan få den bedste behandling.

Uden at tage imod nogen spørgsmål til sin plan, slutter Joe Biden sin tale på den store patriotiske klinge med en opfordring til befolkningen om at stå sammen og holde ud til den bitre ende.

- Det bliver svært, men hvis vi følger videnskaben og har tiltro til hinanden, så lover jeg jer, at vi kommer meget hurtigere ud på den anden side.

En mørk vinter

Imens Joe Biden talte i Wilmington, er Donald Trump i Florida, hvor han fredag aften dansk tid holder et stort vælgermøde i pensionistsamfundet The Villages.

Trump holder vælgermøde i The Villages Polo Club.

Donald Trump har anlagt en mere optimistisk holdning til USA’s nærmeste coronafremtid end Joe Biden, der under torsdagens præsidentdebat spåede, at USA ”går en mørk vinter i møde”.

Præsidenten lovede til gengæld, at virussen nok skal ”gå væk” igen, og at der snart kommer en vaccine.

Lige nu går det dog ikke særlig godt med at holde virussen nede i USA.

Torsdag registrerede landet 70.000 nye tilfælde af coronavirus for første gang i tre måneder, og antallet af indlæggelser steg til 41.000.

Fredag steg antallet af nye tilfælde yderligere til 79.000 på tværs af landet, og det er det højeste tal for ét døgn overhovedet.