Udland

Museum beskyldt for at skjule Satan-kult - nu er kunstskatte udsat for hærværk

En af de statuer, der er blevet udsat for hærværk på Berlins egyptiske museum. Stefanie Loos / Ritzau Scanpix

En af Tysklands mest kendte konspirationsteoretikere opfordrede i sommer til storm mod et museum i Berlin. Nu er uvurderlige genstande ødelagt.

Med deres mange søjlegange og imponerende trappepartier ligger de som en græsk inspireret by i byen. De mange museer på Berlins Museumsø er en af den tyske hovedstads største turistattraktioner.

På lørdag skal satanisternes helligdom rives ned

Attila Hildmann, veganerkok

Her ligger Pergamonmuseet, her ligger Neues Museum, Alte Nationalgalerie og Bodemuseum med deres imponerende samlinger af malerier, kunstgenstande og antikke skatte og egyptiske sarkofager og buster.

Tilsammen udgør de en del af verdens kulturarv, men for tyske konspirationsteoretikere og modstandere af coronarestriktioner har museerne fået en helt anden betydning: De er selveste djævelens værk, som de igen og igen har tordnet imod.

Forleden kom det så frem, at de uvurderlige samlinger har været udsat for et attentat. Den 3. oktober, den første åbningsdag efter corona-nedlukningen, har ukendte gerningsmænd slentret gennem udstillingerne og oversprøjtet et sted mellem 60 og 80 kunstværker med en olieagtig væske, der har efterladt tydelige pletter på de århundredgamle genstande.

Tydelig olieplet på et af de egyptiske relieffer.

I Det Egyptiske Museum viste direktør Friederike Seyfried onsdag nogle af de beskadigede genstande frem. På gravstenene er der tydelige mørke pletter, det samme på profeten Ahmoses sarkofag og et relief.

Det pinlige er, at hærværket er sket, uden at andre besøgende eller vagtpersonalet har bemærket noget som helst. Nyheden om hærværket kom først til offentlighedens kendskab i tirsdags, da politiet begyndte at kontakte hundredevis af de besøgende fra museerne den 3. oktober for at bede om hjælp.

På bar bund

På en pressekonference onsdag, indkaldt af Berlins kriminalpolitis særlige afdeling for kunstkriminalitet, kom det frem, at efterforskerne står på temmelig bar bund. Kun et enkelt overvågningskamera har leveret billeder, og på dem er der ikke noget at se, forklarede kriminalchef Carsten Pfohl.

Hærværk mod kunstværker er ikke noget nyt fænomen i Tyskland. Faktisk findes der også fortilfælde fra hele verden, hvor kunstværker er blevet oversprøjtet med olie. Senest er det sket på museet Wewelsburg i Paderborn i Tyskland. Politiet vil nu undersøge, om der er er tale om den samme væske.

Chefen for Det Egyptiske Museum, Friederike Seyfried, viser skaderne frem.

Hvem der kunne tænkes at stå bag attentatet, vil politiet ikke spekulere på. Ved tidligere hærværk mod kunstværker har det ofte vist sig at være mennesker med psykiske problemer, der stod bag, og tit har formålet at vække opmærksomhed.

Men denne gang er skaderne forholdsvis begrænsede. Attentatmanden eller -mændene har åbenbart ønsket at operere i det skjulte og er heller ikke gået til bekendelse over for offentligheden, så derfor konstaterer kriminalinspektør Pfohl, at politiet ”ikke har kunnet fastslå noget propaganda-motiv”.

Satans tronstol

Mens politiet altså ikke vil deltage i spekulationerne om hvem, der kun tænkes at stå bag det, der er blevet kaldt ”det mest omfattende anslag mod antik kunst i efterkrigstidens Tyskland”, så har tysk presse med Bild Zeitung i spidsen stillet spørgsmålet, om ødelæggelserne kan have været inspireret af den højreekstremistiske veganer-kok og QAnon-tilhænger Attila Hildmann, der især er blevet kendt for sine rolle i sommerens store demonstrationer mod coronarestriktioner.

Her stillede han sig flere gange op på trapperne foran et andet af Berlins kendte museer, Altes Museum, som Hildmann opfordrede til boykot af.

Måske fordi museets ledelse på et tidspunkt hængte et banner op, hvor man fordømte ”Racisme, antisemitisme, nationalisme og hetz”. Hildmann svarede igen med at kalde museets medarbejdere for ”skide satanister”.

I slutningen af august måned vendte Hildmann så sin vrede mod Pergamon-museet og opfordrede til storm mod museet, som ifølge ham blandt andet rummer ”Satans trone”.

Indgangen til museet.

Det drejer sig om det såkaldte ”Baal alter”, hvor der ifølge veganerkokken sker menneskeofringer den dag i dag, og hvor børn bliver misbrugt seksuelt. Museet er, skrev han på sin Telegram-kanal, ”et centrum for den globale satanist-scene og for corona-forbrydere”.

- På lørdag skal satanisternes helligdom rives ned. Pergamon-museet! Baal-templet! Årsagen til alt ondt her på jorden, lød opfordringen fra manden, der længe har været i politiets søgelys på grund af sine racistiske og antisemitiske udtalelser.

Friederike Seyfried peger på en skade i en af sarkofagerne.

I sit opslag gør han også et stort nummer ud af at vise satellitbilleder af, hvor Pergamonmuseet ligger – og at én af de kendteste naboer er Angela Merkel, hvis privatbolig befinder sig lige over for museet.

Ingen påstand er åbenbart for langt ude for Hildmann, der har 100.000 følgere på nettet, og flere gange har betegnet den tyske regeringschef som en ”dæmon” og medlem af skumle, hemmelige selskaber.

Hildmann selv har ikke kommenteret hvilken rolle, han eller hans tilhængere kan have spillet i forbindelse med attentatet, men i tirsdags var han én af de allerførste til at sprede nyheden ved at linke til artikler om hærværket.

Den stjålne guldmønt

På Museumsøen har man siden hærværket den 3. oktober været i gang med at danne sig et overblik over skaderne. Restauratorerne er gået i gang med at forsøge at fjerne oliesporene. På nogen af udstillingsgenstandene har man fastgjort bind for at opsuge væsken, på andre har man så vidt muligt kunne fjerne sporene.

Den stjålne 'Big Maple Leaf' blev støbt i 2007 og er godt 25 millioner kroner værd.

At sikkerheden på Berlins kendteste museer indimellem har været mangelfuld, stod allerede klart tilbage i 2017, da det lykkedes indbrudstyve at slippe ind i Bode-museet midt om natten og trække afsted med en 100 kilo tung guldmønt til en værdi af over 20 millioner kroner, og det på trods af alle moderne sikkerhedsforanstaltninger.