Uanset om Trump vinder eller ej, har han ændret amerikansk politik for altid

Republikanernes næste tronarving bliver nødt til at "kysse ringen" og bukke sig for Trump, lyder det fra USA-analytiker Mirco Reimer-Elster.

Hvis præsident Donald Trump vinder præsidentvalget og får fire år mere på posten, vil han ikke overraskende være en magtfaktor i amerikansk politik i mange år fremover.

Det her bliver ikke det sidste, I har set til Donald Trump

Steve Bannon

Vinder demokraternes kandidat, Joe Biden, derimod præsidentembedet, vil Donald Trump stadig sætte dagsordenen i de kommende år - og særligt ved næste valg i 2024.

Det vurderer flere amerikanske kommentatorer, efter at Trumps tidligere chefstrateg, den nationalkonservative Steve Bannon, har udtalt til avisen The Australian, at han er overbevist om, at Trump stiller op til valget i 2024, hvis han taber denne gang.

- Hvis valget på nogen måde bliver stjålet fra ham, eller hvis Joe Biden bliver udråbt som vinder, vil Trump annoncere sit kandidatur for at blive genvalgt i 2024, lyder det fra Bannon, som i øjeblikket er anholdt og afventer at blive retsforfulgt for mulig svindel med indsamlingsmidler.

- Det her bliver ikke det sidste, I har set til Donald Trump, understreger han.

Præsidenten har tidligere haft et yderst turbulent forhold til Bannon, men de to ser ud til at have fundet hinanden igen, og selvom Bannon ikke har direkte indblik i præsidentens nuværende valgkampagne, taler Trump ofte godt om ham.

Lyn-analyse

Uanset om han vinder eller taber, kommer Donald Trump til at kaste lange skygger over amerikansk politik. Trump har transformeret den politiske samtale i USA med sin økonomiske nationalisme og sit opgør med Kina. Det illustreres ved, at Joe Biden i stor stil plagierer præsidentens ”America First”-politik, som under Biden bare hedder ”Made in America”. Uanset valgets udfald kommer vi derfor nok til at stå i en situation, hvor Trump stadig vil være omdrejningspunktet i amerikansk politik de kommende år.

Republikanere vasker ikke Trump af sig

Med to uger tilbage til valget er det selvfølgelig for tidligt endegyldigt at spå om, hvilket af de to scenarier Det Republikanske Parti skal forholde sig til.

Det afholder dog ikke flere amerikanske kommentatorer fra at spekulere i, hvilken retning partiet vil tage med eller uden Trump.

- Jeg tvivler på, at republikanerne enten er villige til eller har lyst til at vaske Trump-stanken ud af partiet særligt hurtigt, skriver professor Daniel D. Drezner i sin faste klumme hos The Washington Post.

Han påpeger blandt andet, hvordan flere republikanske kandidater ved valget til Kongressen åbent har omfavnet den vidtgående konspirationsbevægelse QAnon. Det, mener han, er et eksempel på, hvordan Trumps tankegang vil blive hængende i partiet - muligvis længe efter at præsidenten selv er væk.

- Der er ingen taktisk snilde, som kan ændre på republikanernes image, medmindre partiets ledere tør lægge afstand til disse yderligtgående grupper og gøre en indsats for at tømme ud i antallet af særlinge og racister, skriver professoren.

Hvad er trumpisme?

Trumpisme er en politisk ideologi, som er opstået, efter at Donald Trump overtog præsidentembedet i 2016.

Ideologien består af fire grundsten: 

  • Kandidatens kendisfaktor

  • Nativisme, der er et ønske om at bevare eller genoplive en truet kultur

  • At være outsider til det politiske etablissement

  • Og populisme, der i høj grad er bundet op på en følelse af vrede

Kilde: The Hill

Rebellerne styrer Det Republikanske Parti

Også Thomas B. Edsall, som underviser i journalistik på Columbia University, mener, at det er den oprørske del af partiet, som i øjeblikket styrer slagets gang.

- Trumps rebelske fløj i partiet har magten, helt uanfægtet, mens det republikanske etablissement er splintret fuldstændig, lyder vurderingen i et indlæg hos The New York Times.

Edsalls dom er klar:

- Trump-doktrinen - med dens fremmedhad, fjendtlighed mod immigration, vrede målrettet minoriteter og generelle had mod alt, der er liberalt - vil med stor sandsynlighed bestå som den mest magtfulde kraft i Det Republikanske Parti.

Underviseren har til sit indlæg interviewet flere professorer, og alle på nær én vurderer, at trumpismen som ideologi kommer til at bestå hos republikanerne, også selvom Trump selv ikke gør.

Lyn-analyse

Der er utvivlsomt mange i Det Republikanske Parti, der gerne vil låne neuralyzeren fra 'Men in Black'-filmene og udviske vælgernes erindring om tiden med Trump. Uanset om partiet vinder eller taber valget. Men selv efter en mulig jordskredssejr til demokraterne er det svært at forestille sig, at Det Republikanske Parti ikke fortsætter med at være Trumps parti i en rum tid. Enhver seriøs bejler til at overtage tronen efter Trump vil skulle kysse ringen og erklære sin ubetingede loyalitet til præsidentens projekt. Og glem ej, at Trump vil kunne stille op igen i 2024, hvis han skulle tabe i 2020.

Målinger viser føring til modkandidat

I et vægtet gennemsnit af meningsmålingerne fra USA fører Joe Biden med 9 procentpoint over Donald Trump. Målingerne er dog et øjebliksbillede, og de kan nå at ændre sig frem mod valget. Desuden skal det særlige amerikanske valgmandssystem også tages i betragtning.

I 2016-valget havde Trumps modkandidat Hillary Clinton næsten nøjagtigt samme føring på dette tidspunkt i valgkampen. Men det gik som bekendt helt anderledes.

Amerikanerne afgør republikanernes og Donald Trumps politiske fremtid 3. november.