Udland

Robin Hood gør sit indtog på internettet - afpresser virksomheder og donerer til velgørenhed

Ransomware er en kendt form for it-kriminalitet, men det er nyt, at løsepengene sendes videre til velgørende formål. Apple / Apple

"De værdigt trængende" organisationer tøver dog med at modtage stjålne penge til deres hjælpearbejde.

En hidtil ukendt hackergruppe kaldet The Darkside slår sig op som internettets svar på Robin Hood. De "tager fra de rige og giver til de fattige".

Gruppens fremgangsmåde er ikke set før: Den afpresser store firmaer på nettet og giver derefter penge videre til velgørende organisationer, skriver BBC.

The Darkside trådte for første gang frem på nettet med et blogindlæg for en uge siden.

- Uanset hvor lidt man bryder sig om vores arbejde, er vi glade for at vide, at vi hjælper til at ændre nogle menneskers liv. I dag har vi sendt de første donationer, skrev gruppen i et anonymt indlæg.

Børn og rent drikkevand

De to første donationer gik til to amerikanske hjælpeorganisationer, Children International, der støtter børn og familier i den tredje verden, og The Water Project, der sikrer lokalsamfund i Afrika adgang til rent drikkevand. Hver gruppe fik, hvad der svarer til 80.000 danske kroner i Bitcoin via en amerikanske indsamlingsside, der specialiserer sig i at samle kryptovaluta-bidrag ind til velgørende formål.

Bidragene har sat modtagerne i en moralsk klemme.

Children International har allerede udtalt, at de ikke har tænkt sig at beholde pengene. The Water Project har endnu ikke meldt ud, hvad de vil gøre, skriver BBC.

The Darkside bedriver den form for cyberkriminalitet, der kaldes 'ransomware'. Det betyder, at de hacker sig vej til store firmaers it-systemer og låser dem. Derefter kræver de løsepenge af firmaerne for at låse it-systemerne op igen.

Skattefradrag

En ekspert i it-sikkerhed siger til BBC, at motivet til The Darksides usædvanlige metode er uklart:

- Måske hjælper det på deres skyldfølelse. Eller måske har de en egoistisk interesse i at blive opfattet som Robin Hood-agtige figurer i stedet for samvittighedsløse pengeafpressere, siger Brett Callow fra it-sikkerhedsfirmaet Threat Analyst.

The Darkside skriver selv i sit blogindlæg, at det kun er ”fair”, at en del af selskabernes penge bliver givet videre:

- Nogle af de penge, som selskaberne betaler bør gives videre til velgørenhed.

Gruppen afslører også i blogindlægget, at den i forbindelse med donationerne har haft den frækhed at rekvirere de blanketter, der skal bruges til at sikre skattefradrag til personer eller virksomheder, der donerer penge til velgørenhed.