Trump angriber sine egne ministre

Kritikken af ministrene er et desperat forsøg fra præsidenten på at vende de sløje meningsmålinger, siger Jesper Steinmetz.

Har man fulgt regelmæssigt med i amerikansk politik de seneste fire år, vil man vide, at den nuværende præsident Donald Trump er en mand, som sætter loyalitet og kampgejst højt.

Forstår en medarbejder ikke at levere resultater, er det ofte nok til, at den tidligere businessman smider vedkommende på porten. Se bare på tidligere stabschef John F. Kelly, tidligere justitsminister Jeff Sessions eller forhenværende udenrigsminister Rex Tillerson, som alle har skulle se sig om efter ny beskæftigelse.

Nu knirker det så igen i hjørnene i Trumps administration.

Senest er præsidenten gået efter sin finansminister Steven Mnuchin, som Trump bebrejder for ikke at lande en aftale om en ny økonomisk hjælpepakke til de coronaramte familier og mindre virksomheder rundt om i landet, skriver det politiske medie The Hill.

- Han har ikke skaffet brød på bordet, har Trump for nylig sagt om finansministerens indsats i et interview med Fox Business.

Justitsministeren går ikke efter Obama

Heller ikke justitsminister William Barr er Trump tilfreds med. I et andet interview med Fox Business har præsidenten åbent vurderet, at Barrs politiske eftermæle kan gå to veje:

Enten bliver han “den bedste justitsminister i landets historie” eller også bliver han en “helt gennemsnitlig fyr” alt afhængig af, hvordan Barr håndterer den nuværende efterforskning af Rusland-undersøgelsen.

Præsidenten har tilmed gjort det klart over for mediet Newsmax, at det er “for tidligt” at sige noget definitivt om, hvorvidt William Barr beholder sin plads i en eventuel ny administration, såfremt Trump genvinder magten efter valget 3. november.

Én ting er præsidenten dog sikker på: Han havde en klar forventning om, at justitsministeren ville indlede en sag mod tidligere præsident Barack Obama, som Trump påstår har spioneret mod ham eller på anden vis har prøvet at planlægge et kup mod hans valgkampagne i 2016.

Ifølge Wall Street Journal konkluderede en republikansk-ledet undersøgelse i Kongressen i sidste uge, at der ikke er fundet fordækte eller upassende aktiviteter sted.

Justitsminister Barr har dermed ikke grund til at retsforfølge Obama, men det er præsidenten mildest talt misfornøjet over.

- Med de beviser jeg har liggende nu, er jeg ikke tilfreds. Det kan jeg godt sige jer, jeg er ikke tilfreds, sagde præsidenten til Newsmax.

Lyn-analyse

En vis desperation er ved at sætte ind i Trump-lejren, fordi han ikke har formået at vende de sløje meningsmålinger. Så han tyr til det samme, som virkede for fire år siden: Han skyder mod systemet, dem på parnasset, som han mener undergraver det, han ønsker og står for. Han accepterer ikke, at hans egne ministre følger spillereglerne inden for deres respektive områder og forsøger at varetage nationens interesser. Det er tvivlsomt, om den interne storvask har nogen betydelig effekt på valget, på et tidspunkt hvor millioner af amerikanere allerede har stemt eller er i gang med det.

...Og udenrigsministeren graver ikke nok i Clinton

Også udenrigsminister Mike Pompeo, som ellers er en af præsidentens mest loyale støtter i regeringen, har Trump åbent kritiseret.

Præsidenten synes, det er for dårligt, at Pompeo ikke har arbejdet hårdere på at finde og frigive daværende demokratiske udenrigsminister Hillary Clintons slettede emails.

- De ligger i Udenrigsministeret, men Mike Pompeo har ikke været i stand til at finde dem, hvilket er virkelig trist, faktisk.

- Jeg er utilfreds med ham af den årsag, lyder kritikken fra Trump ifølge The Hill.

Præsidenten begynder at skyde omkring sig med kritik i slutspurten af en valgkamp, som han i meningsmålingerne står til at tabe på nuværende tidspunkt.

Hvis der var valg i dag, ville 52 procent af amerikanerne stemme på demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, mens 43 procent ville stemme på Donald Trump.

Meningsmålingerne er dog hæftet med en vis usikkerhed, og det er derfor ikke muligt at konkludere endegyldigt på dem.