Coronavirus

Første nat med udgangsforbud og øde gader i Paris: - Vores liv er reduceret til at sove og arbejde

Frankrig indfører udgangsforbud i store byer. Italien har også nye stramninger på vej, men vil "gøre alt for at undgå en total nedlukning".

I nat skulle indbyggerne i Paris for første gang mærke, hvordan det er at leve med et udgangsforbud.

I London blev det forbudt medlemmer af forskellige husstande at mødes indendørs.

Og i Italien ventes regeringen i dag at melde nye, strenge restriktioner ud til befolkningen.

Overalt i Europa bliver restriktionerne strammet, mens antallet af smittede stiger voldsomt. Lørdag har ni europæiske lande, heriblandt Frankrig og Italien, registreret det højeste antal nysmittede på et døgn nogensinde.

Samlet bliver der nu registreret over 140.000 nysmittede i Europa hver eneste dag.

Det skal dog tilføjes, at mens antallet af nysmittede slår alle rekorder, så er der langt fra så mange dødsfald på grund af covid-19, som der var i foråret. Samtidigt tester de europæiske lande markant flere for coronasmitte nu, end de gjorde i foråret.

I Paris og otte andre franske storbyer er der nu indført udgangsforbud mellem klokken 21 om aftenen og 06 om morgenen.

Det rammer 20 millioner franskmænd, der nu kun må bevæge sig udenfor, hvis de medbringer en skriftlig dokumentation for, at de har et legitimt ærinde – som for eksempel at de skal arbejde, skal på apoteket eller skal lufte hunden.

Timelapse: Sådan så det nu, da Paris-gade blev tømt

Udgangsforbuddet, der gælder i fire uger, har ramt Paris’ natteliv hårdt. Da klokken nærmere sig 21 lørdag aften i Paris, havde gæsterne travlt med at komme hjem, mens bar- og restaurationsejere fik travlt med at lukke.

"Det føles mærkeligt"

- Lørdag aften plejer vi at gå ud. Der plejer altid at være arrangeret noget. Og nu er der ingenting. Klokken er ni, og vi er på vej hjem. Det er det tidspunkt, hvor vi plejer at være på vej i byen. Det føles helt ærligt en smule mærkeligt, siger den 22-årige studerende Jeanne Baudin til nyhedsbureauet Reuters.

Politiet på gaden i paris efter udgangsforbuddet trådte i kraft lørdag aften klokken 21.
Det parisiske natteliv lå stille lørdag aften efter 21.
Kun, hvis man kan fremvise en seddel med en gyldig grund, har man lov til at bevæge sig udenfor i Paris mellem klokken 21 og 06. Det kan for eksempel være, at man som denne Parisborger skal lufte hunden.

En anden studerende, 22-årige Francois Desaulle, frygter, at det vil få stor indflydelse på de unges liv:

- Vi får et liv, der stort set er reduceret til at stå op om morgenen, tage på arbejde, komme hjem om aftenen og gå i seng. Det er det, siger han.

I Paris og de andre franske storbyer bliver mindst 12.000 politifolk udkommanderet for at kontrollere, at udgangsforbuddet bliver overholdt. Folk, som politiet træffer uden gyldigt ærinde, risikerer en bøde på 135 euro (svarende til cirka 1000 danske kroner, red.).

Italien strammer - men lukker ikke ned

I Italien holder premierminister Giuseppe Conte i eftermiddag pressemøde, hvor han vil annoncere nye stramninger. For blot halvanden uge siden indførte regeringen obligatorisk brug af mundbind udendørs og mange steder også indendørs, men nu strammes der endnu mere.

TV 2's journalist i Italien, Eva Ravnbøl.

Det forventes dog ikke, at den italienske premierminister vil gå lige så langt, som man har gjort i nabolandet Frankrig.

- Man vil for enhver pris undgå at lukke ned på samme drastiske vis, som man gjorde i foråret, fortæller TV 2’s journalist i Italien Eva Ravnbøl.

- Der strammes på alt, hvad regeringen betragter som ”ikke-essentielt”. Sundhedsminister Roberto Speranza har sagt, at man skal passe på det, der er ”essentielt” i samfundet. Det er produktionen og skolerne. Så må vi gå mindre ud og more os, siger Eva Ravnbøl.

Hun forventer, at regeringen kommer med nye stramninger til restauranter, barer, træningscentre og offentlig transport. I Italien skal stramningerne fra centralt hold betragtes som et minimum, og så kan regionerne derudover vælge at stramme endnu mere.