USA valg 2020

Valgkaos lurer i USA - republikanerne har opsat egne stemmebokse

I flere delstater meldes der om problemer med brevstemmer. Præsident Trump har flere gange advaret om risikoen for valgsvindel.

Med under tre uger til præsidentvalget i USA er der historisk stort pres på landets valgsystem som følge af coronakrisen og mange amerikaneres ønske om at slippe for at møde fysisk op på valgdagen for at stemme.

I den mest folkerige delstat, Californien, har republikanerne opsat uofficielle stemmebokse, hvor borgere kan aflevere deres stemmesedler, i blandt andet kirker, våbenbutikker og lokale forretninger.

En republikansk stemmeboks ved Big Valley Grace Community Church i byen Modesto.

Både statssekretær Alex Padilla og statsanklager Xavier Bercerra, der begge er demokrater, har erklæret stemmeboksene ulovlige og beordret dem fjernet senest torsdag.

Men republikanerne i Californien har nægtet af fjerne stemmeboksene, som de mener, er helt inden for rammerne i delstatens liberale valglov.

- Stemmehøst-programmet vil fortsætte, fastslår partiets talsmand i delstaten, Hector Barajas, i en udtalelse til CNN.

Det er et velkendt fænomen i USA, at de politiske partier indsamler stemmesedler fra sine vælgere og afleverer dem til det lokale valgkontor. I nogle delstater er praksissen, der er kendt som "stemmehøst", blevet forbudt, men det er tilladt i Californien.

Det er statssekretæren, der fastsætter reglerne for stemmebokse - herunder deres udseende, påskrifter og hvor ofte, de skal tømmes. Delstatens valgmyndigheder bestemmer, hvor mange bokse der skal opstilles, og hvor de skal stå.

Sådan ser de californiske myndigheders officielle stemmebokse ud.

Trump opfordrer til at kæmpe videre

De demokratiske politikere i Californien, herunder guvernør Gavin Newsom, frygter, at vælgere kan forveksle republikanernes stemmebokse med de officielle bokse, der bliver overvåget af myndighedernes valgobservatører.

Den manglende, uafhængige kontrol, kan potentielt føre til valgsvindel, lyder advarslen.

Men den kritik har republikanerne ikke meget tilovers for. De siger, at de indsamler stemmesedlerne efter bestemmelserne i en delstatslov fra 2016, der tillader individer eller partier at indsamle et ikke-afgrænset antal udfyldte stemmesedler.

- Det er ret tydeligt, at demokraterne kun går op i stemmehøst, når det er andre, der gør det. Det var demokraterne, der stemte for den her lovgivning, siger den republikanske formand i Californien, Jessica Millan Patterson, til LA Times.

Et eksempel på en af republikanernes optillede stemmebokse under en havepavillon.

Samme toner kommer fra præsident Donald Trump, der på Twitter opfordrer sine partifæller til at kæmpe videre.

- Så det er kun demokrater, der må gøre det her? Men har demokraterne ikke gjort det her i årevis? Vi ses i retten. Kæmp hårdt, republikanere!

Uofficiel boks var "officiel"

Flere steder har der været meldinger om, at der på nogle af republikanernes stemmebokse stod, at der var tale om en "officiel" boks.

Men til flere medier oplyser partiet, at der formentlig er tale om en "overivrig frivillig", som er kommet til at skrive forkert. Ifølge republikanerne er den misvisende formulering allerede fjernet fra de pågældende bokse.

Til ABC7 fortæller stemmeansvarlig i amtet Orange County, Neal Kelley, at myndighederne har oplyst republikanerne om, at de uofficielle stemmebokse er "upassende og ulovlige". Men han understreger, at man ikke vil straffe de vælgere, som i god tro har benyttet boksene.

- Vi vil gøre vores bedste for at behandle stemmerne, bekræfte underskriften og tælle dem med, siger han.

I Californien var der onsdag registreret halvanden million modtagne brevstemmer. Ved valget for fire år siden var tallet på nuværende tidspunkt blot 150.000.

Trykfejl, forsinkelser og bortkomne stemmer

Den amerikanske vestkyststat er langt fra den eneste, hvor brevstemmerne giver problemer.

I adskillige delstater er der meldt om trykfejl, forsinkelser i både udsendelsen og indleveringen af stemmesedlerne, mulig fejlhåndtering eller bortskaffelse af brevstemmer.

Præsident Trump har gentagne gange advaret om, at brevstemmer vil føre til valgsvindel.

- Ude af kontrol. Valgsvindel, skrev han på Twitter i sidste uge, da det kom frem, at næsten 50.000 indbyggere i Columbus, Ohio, havde fået tilsendt stemmesedler med forkerte kandidater.

Der er i år blevet udsendt næsten 75 millioner brevstemmer til amerikanske vælgere, hvilket er over dobbelt så mange som de 33 millioner i 2016.

Indtil videre er der sendt 12,5 millioner stemmer retur til præsidentvalget, og yderligere godt to millioner har benyttet sig af muligheden for at stemme tidligt. Selve valgdagen er 3. november.

Vil du være publikum i Tivoli på den amerikanske valgnat? Så læs mere her.