USA valg 2020

Trump leverede endnu et slagsmål, men på ét punkt overraskede præsidenten med sit svar

Da samtalen faldt på nomineringen af en ny højesteretsdommer, var præsidentens svar sjældent afdæmpede.

Det har været en noget ukonventionel aften på amerikanske tv.

Egentlig skulle de to præsidentkandidater have mødt hinanden i direkte duel, men sådan blev det ikke, efter Donald Trump i sidste uge gjorde det klart, at han ikke havde i sinde at deltage i en virtuel debat, som ellers var planen efter hans sygdomsforløb med covid-19.

Man sidder og tænker ”nej, nej, nej, hvad siger han nu?” Donald Trumps fortid som reality-vært fornægter sig ikke.

Jesper Steinmetz, korrespondent i USA

At spille på det ukonventionelle og konfrontatoriske har før været Donald Trumps strategi, og det afveg præsidenten ikke fra ved aftenens town hall-møde fra Pérez Art Museum i Miami, Florida.

I stedet for at besvare spørgsmål fra de fremmødte vælgere – som forsamlingshus-formatet ellers er beregnet til – brugte Trump de første 10 minutter på at mundhugges med tv-stationen NBC News’ udvalgte moderator, Savannah Guthrie, om regeringens håndtering af coronapandemien og forløbet for hans egen sygdom.

Blandt andet kunne præsidenten ikke give et klart svar på, om han blev testet negativ for coronavirus inden den første debat mellem ham og demokraten Joe Biden 29. september.

- Måske gjorde jeg, måske gjorde jeg ikke, lød det.

Underholdende tv

Den aggressive teknik giver noget rigtig underholdende tv, men det er ikke nødvendigvis sikkert, at vælgerne får meget substans ud af det, fortæller TV 2s USA-korrespondent, Jesper Steinmetz.

- Man sidder og tænker ”nej, nej, nej, hvad siger han nu?” Donald Trumps fortid som reality-vært fornægter sig ikke. Han er et tv-fænomen, og aftenens town hall var meget dynamisk, fordi journalisten gik hårdt til Trump, siger han.

Normalt holder Trump sig jo ikke for god til at mene noget om det meste, men her gav han et afdæmpet svar, hvilket må siges at være en sjælden disciplin

Jesper Steinmetz, korrespondent i USA

Da Donald Trump blev konfronteret med sin manglende afstandstagen til højreekstremistiske grupper, brugte præsidenten sin taletid på at spørge, hvorfor Joe Biden ikke bliver bedt om at gøre det samme med den radikale bevægelse Antifa.

Præsidenten fik i også sagt, at selvom han kender ”meget lidt” til konspirationsbevægelsen QAnon, så ved han, at de er imod pædofili.

- Det er jeg enig med dem i.

En del af konspirationen fra QAnon er, at en satanisk kult styrer ”den dybe stat” i den amerikanske regering, og at flere fremtrædende demokrater er pædofile.

Overraskende svar på Højesteret

Om udtalelsen om QAnon var blandt punkterne på talepapiret fra præsidentens rådgivere må stå hen i det uvisse. Men der var ét punkt, hvor præsidenten overraskede.

Da samtalen faldt på Højesteret og præsidentens nominerede til det ledige sæde, den 48-årige konservative appeldommer Amy Coney Barrett, havde Trump en umådelig neutral indstilling.

Præsidenten blev blandt spurgt ind til, om han havde talt med Amy Coney Barrett om, hvordan hun vil stemme, hvis resultatet af præsidentvalget bliver bestridt og skal afgøres i højesteretten.

- Jeg tror, at det er hende, der skal træffe den afgørelse. Jeg tror slet ikke, at det vil være konfliktfyldt for hende, sagde Trump.

- Jeg spurgte hende aldrig om det. Jeg talte aldrig med hende om det, tilføjede han.

Præsidenten har heller ikke talt med Barrett om, hvordan hun stiller sig, hvis den historiske højesteretsdom ”Roe v Wade” bliver udfordret ved domstolen. ”Roe v Wade” forhindrede i 1973 delstater i at fratage kvinder retten til abort.

- Jeg vil ikke gøre noget, der kan påvirke nogen lige nu, sagde præsidenten.

Trumps sidste vinderchance

Svarene er ifølge Jesper Steinmetz i overensstemmelse med de svar, som Amy Coney Barrett selv har givet ved høringer i Senatets retsudvalg.

- Normalt holder Trump sig jo ikke for god til at mene noget om det meste, men her gav han et afdæmpet svar, hvilket må siges at være en sjælden disciplin, siger han.

Trump ville også være overordentlig dum, hvis han blandede sig, forklarer korrespondenten.

- Barrett er præsidentens sidste vinderchance. Hun har klaret sig sindssygt godt under høringerne, og det smitter selvfølgelig lidt af på ham, at han har indstillet en knalddygtig kandidat.

Præsidentens town hall blev vist på NBC News og varede en time. I samme tidsrum deltog demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, i sit egen town hall-møde på den konkurrende tv-kanal ABC News.

Den sidste debat mellem de to kandidater skal efter planen afholdes 22. oktober. Meningsmålingerne viser i øjeblikket en behagelig føring til Joe Biden, selvom de altid skal tilregnes en del usikkerhed.

Amerikanerne skal til valg 3. november.