USA valg 2020

Trump blev presset i nattens debat - men kan han komme igen?

Donald Trumps chancer for genvalg svinder ind, lyder vurderingen fra analytiker. Carlos Barria / Ritzau Scanpix

Som meningsmålingerne ser ud lige nu, har Donald Trump lang vej tilbage til Det Hvide Hus, siger USA-analytiker.

Præsident Donald Trump benyttede sig af den strategi, som han ved, normalt virker.

Han gik til angreb.

Natten til fredag optrådte han i et særligt town hall-møde på NBC News, hvor han skulle besvare vælgernes spørgsmål. Han havde i første omgang mere travlt med at lægge sig ud med tv-kanalens vært, Savannah Guthrie. Dernæst med Kina, den radikale venstrefløjsgruppe Antifa og Obamas "mislykkede sundhedsreform".

Spørgsmålet er nu, om den aggressive strategi kan vinde tilpas mange vælgere over, så præsidenten kan blive genvalgt 3. november?

Eller om Trump skal til at se sig om efter en anden arbejdsmetode i valgkampens slutspurt?

Trump skal overbevise millioner

Ifølge TV 2s korrespondent i USA, Jesper Steinmetz, har præsidenten ikke råd til at spille sikkert på samme måde, som modkandidaten, demokraten Joe Biden, har.

- Han er så langt bagud i meningsmålingerne, at han ikke har råd til at køre sikkert, siger Jesper Steinmetz, som også vurderer, at præsidenten skal overbevise "flere millioner amerikanere", førend valgsejren er i hus.

Også USA-analytiker Mirco Reimer-Elster vurderer, at udsigterne til fortsat at have sin daglige gang i Det Ovale Værelse er begrænsede for Donald Trump på nuværende tidspunkt:

- Ud fra de indikatorer, vi har lige nu, så er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt Biden vinder, men om hvor stort han vinder. Ingen vil sætte sine penge på Trump lige nu, i hvert fald ikke, hvis det skal være en sikker investering.

Det vægtede gennemsnit af meningsmålingerne viser, at 50 procent af vælgerne vil stemme på Joe Biden, hvis der var valg nu. 42 procent af vælgerne vil stemme på Trump. Målingerne er dog et øjebliksbillede og er behæftet med statistisk usikkerhed.

Alligevel tør Mirco Reimer-Elster godt vove den påstand, at der er "større sandsynlighed for en jordskredssejr til Biden end et tæt valg".

Så hvad kan Trump gøre for at vende udviklingen?

Korrespondenten og analytikeren har to bud:

  • Han kan spille på sit resultatblad fra de seneste fire år.
  • Han kan prøve at skræmme udvalgte vælgergrupper fra at møde op på valgdagen.

Lad os se nærmere på mulighederne.

Han kan fremhæve sine resultater

Jesper Steinmetz mener, at Trump især skal slå på de ting, han er lykkedes med.

- Det er en styrke for ham, at han kan gå til valg på at sige til amerikanerne, at ”jeg leverede på det, jeg lovede jer for fire år siden”.

Han stod for den største jobskabelse i meget lang tid og sikrede den laveste arbejdsløshed for de fleste faggrupper, inden coronaen ramte USA. På de økonomiske nøgletal har Trump en succeshistorie at fortælle, siger korrespondenten

En anden succeshistorie er præsidentens indstilling til det ledige sæde i Højesteret. Her har Donald Trump nomineret den konservative appeldommer Amy Coney Barrett, som bliver anerkendt for at være "knalddygtig", som både Steinmetz og Mirco Reimer-Elster siger det. Der er dog en grænse for, hvor meget præsidenten kan udnytte det i forbindelse med valgkampen:

- Det viser, at Trump har en god dømmekraft, men at han også presser på for at få Barrett indsat hurtigt. Indsættelsen ender i en nulsum - eller måske en lille sejr til Trump, vurderer Mirco Reimer-Elster.

Ifølge Jesper Steinmetz skal præsidenten generelt være forsigtig med et for bagudskuende fokus. Trump går nemlig til valg på de samme temaer som i 2016. Han taler stadig om sin grænsemur til Mexico, og at han vil sikre, at arbejdspladser ikke bliver outsourcet til Kina, og det kan blive en svaghed.

Han kan skræmme vælgergrupper væk

Ifølge Mirco Reimer-Elster er Trumps stærkeste og svageste kort, at han er den siddende præsident.

- Der er meget lidt, som tyder på, at Trump kan ændre den grundlæggende dynamik i valget, som er, at det er et valg for eller imod ham, siger analytikeren.

Han peger på, at præsidenten i stedet aktivt opfordrer borgere til at være såkaldte poll watchers - en form for selvudnævnte valgstedsvagter. Det har fået demokraterne til at frygte for, om især minoritetsvælgere bliver afskræmt fra at stemme.

Og bliver de væk, kan det være til Trumps fordel.

- Derudover er Trump også hele tiden på farten og holder store vælgermøder for at vise, at der stadig er begejstring for hans person, siger Mirco Reimer-Elster.

Sidste debat om en uge

Så skal Trump ændre strategi, eller skal han fortsætte sine angreb?

I sidste ende er det ikke sikkert, at det bliver op til Trump selv, pointerer Mirco Reimer-Elster. Det kan blive de ydre omstændigheder, som afgør det.

Nattens town hall skulle for eksempel oprindeligt være afholdt som en virtuel debat mellem de to præsidentkandidater. Donald Trump takkede dog nej til formatet, da han ikke mener, at man kan føre debat på den måde.

I stedet var de to kandidater i hvert sin debat på hver sin tv-kanal.

Joe Biden og Donald Trump mødes i den sidste debat 22. oktober.

Vil du være publikum i Tivoli på den amerikanske valgnat? Så læs mere her.