Udland

Kan man vise kavalergang som statsminister? Finsk modebillede sætter gang i debatten

Det var netop for at starte en debat, at den finske statsminister stillede op i et jakkesæt uden noget under, mener ekspert.

Hun skabte overskiftrer over hele verden, da hun i december 2019 blev den yngste statsleder i finsk historie og verdens yngste siddende regeringsleder. Og nu florerer 34-årige Sanna Marins navn igen i internationale medier.

Denne gang er anledningen et helt bestemt billede, hvor statsministeren ses iført en sort blazer uden noget under.

Hendes kavalergang er synlig, og det har fået flere op af stolen med beskyldninger om, at hun klæder sig "upassende" og "i mangel på respekt" for sit embede.

Reaktionen er voldsom, men ikke overraskende, mener Charlotte Kirkegaard, cand. jur. og international ekspert i ligestilling.

- Der er mange fordomme omkring magt og køn, der kommer i spil her. Som samfund har vi mange holdninger til, hvad kvinder må have på, og hvordan de må se ud, mens mænd går mere under radaren, siger hun.

- Var det en mand, der havde stillet sig op i et blad i samme antræk, havde han bare været den moderne leder. Der er lidt slutshaming (når kvinder bliver nedgjort på grund af antallet af sexpartnere eller deres påklædning, red.) over den måde, det bliver tacklet på.

Et bevidst valg

Billedet, hvor statsministeren bærer et klassisk sort jakkesæt, er taget i forbindelse med et interview med bladet Trendi Magazine. Om halsen har Sanna Marin en halskæde fra det finske mærke Kalevala Koru.

- Det er ikke sådan, at hun oser af sex og erotik - hun spiller på en kombination af det klassisk feminine og det klassisk maskuline. Det er et elegant billede af en kvinde med magt, siger eksperten.

- Og magt er noget, vi primært forbinder med mænd. Men hun er med til at rykke på det med billedet her.

Ifølge Charlotte Kirkegaard er det helt bevidst fra statsministerens side.

- Siden hun trådte ind i politik, har hun har fået mange kommentarer i pressen og har oplevet, hvordan kvinder bliver bedømt på deres udseende. Så hun ville gerne starte debatten, siger hun.

Afstemning

Hvad mener du om det omtalte billede af Finlands statsminister?

Folk støtter med billeder af sig selv

Det er da også langt fra kun de kritiske røster, der giver genlyd i debatten. Både mænd og kvinder har de seneste dage vist deres støtte til Sanna Marin under hashtagget #ImWithSanna.

Her lægger de billeder op af sig selv iført et lignende antræk.

- Jeg ser det som et tegn på, at særligt de unge er meget mere åbne og tænker: "Det der sludder skal vi have lukket ned for". Man kan adressere hendes politik og være uenig med hende, men ikke hendes påklædning, siger eksperten.

Sagen har desuden fået folk til at dele billeder af mandlige ledere, der viser hud i større eller mindre grad, men ikke er blevet beskyldt for - på grund af deres påklædning - ikke at respektere deres embede.

Herunder et billede fra 2009 af den russiske præsiden, Vladimir Putin, der sidder på en hesteryg i bar overkrop.

Dansk politiker fik øgenavn

Også i Danmark har der været flere eksempler, hvor offentlighedens opmærksomhed har været rettet mod de kvindelige politikeres udseende frem for faglige fundament.

Her peger Charlotte Kirkegaard blandt andet på den forhenværende konservative minister Lene Espersen. Hun blev i mange år omtalt som den talende kavalergang, efter at hun bar en nedringet kjole til en gallamiddag.

Selvom den finske leders billede har skab røre, ser Charlotte Kirkegaard også den massive støtte som et udtryk for, at vi har rykket os siden eksemplet med Lene Espersen. Men der er stadig noget vej igen.

- Som rollemodel for yngre generationer har Sanna Marin dog sendt et stærkt signal, siger hun.