USA valg 2020

Biden veg udenom på spørgsmålet, han bliver ved med at få

Her er, hvad Joe Biden blev spurgt om, og hvad han svarede på det vigtige spørgsmål om Højesteret.

Joe Biden havde natten til fredag dansk tid god tid til at svare på spørgsmål om sin politik uden at skulle kæmpe med konstante afbrydelser fra Donald Trump.

I stedet for den planlagte præsidentdebat befandt de to kandidater sig nemlig i hver sin stat til hver sit town hall-møde på hver sin tv-kanal.

Town hall er et format, hvor udvalgte vælgere kan stille spørgsmål til kandidaten. Og undervejs høstede Joe Biden roser for sine grundige svar. Men på ét vigtigt punkt veg han alligevel udenom.

Spørgsmålet, som han efterhånden har fået mange gange, handler om Højesteret.

Det svarede han ikke på

Efter at Donald Trump har nomineret Amy Coney Barrett til det ledige sæde i den amerikanske Højesteret, er der opstået tvivl om, hvorvidt Joe Biden kan finde på at udvide antallet af dommere, hvis han får muligheden.

Under nattens town hall hev moderator George Stephanopoulos derfor et ét år gammelt citat fra Joe Biden frem. Dengang sagde Biden, at han ikke går ind for at udvide Højesteret.

Men ændrer nomineringen af Amy Coney Barrett på det, ville moderatoren vide.

I første omgang genbrugte Joe Biden sit kendte argument. Nemlig at han ikke vil svare direkte, for så vil svaret stjæle alle overskrifter, og han mener, at fokus bør være på den igangværende udnævnelse af Amy Corney Barrett, som demokraterne er ivrige efter at stoppe.

Men han gentog også, at han aldrig har været fan af at udvide antallet af dommere, fordi det bare vil føre til, at næste præsident vil gøre det samme - og det kan blive skruen uden ende.

Hvad blev der sagt?

Her er, hvad George Stephanopoulos spurgte om, og hvad Joe Biden svarede:

Så du er stadig ikke fan?

- Jeg er ikke fan. Det afhænger af, hvad der sker. Ikke om han vinder, men hvordan det bliver håndteret.

Hvad betyder det – ”hvordan det bliver håndteret”?

- For eksempel om der faktisk kommer en rigtig debat i Senatet, om folk rent faktisk får tid til at gennemgå det ordentligt.

Hvis de stemmer om det før valget, er du så åben for at udvide antallet af dommere i Højesteret?

- Jeg er åben for at overveje, hvad der skal ske derefter.

George Stephanopoulos holdt fast og spurgte, om ikke de amerikanske vælgere har ret til at vide, hvad Joe Bidens holdning er. Det svarede han bekræftende på.

Så du kommer med et klart standpunkt før valgdagen?

- Ja. Afhængigt af, hvordan de håndterer det.

Herefter vendte Joe Biden sig direkte mod den tilhører, som havde bragt emnet om Højesteret op, og mindede ham om vigtigheden af at stemme.

Og på den måde blev det heller ikke denne gang, at Joe Biden svarede ”ja” eller ”nej” til, om han vil udvide antallet af dommere i Højesteret.

Upopulært i befolkningen

Joe Bidens vicepræsidentkandidat, Kamala Harris, blev spurgt om det samme, da hun i forrige uge mødte Mike Pence i en debat mellem vicepræsidentkandidaterne, men hun svarede også uden om.

Når Biden og Harris ikke er meget for at tale om det, skyldes det, at flertallet af amerikanerne er imod så drastisk en beslutning, men samtidig er det et stort ønske fra venstrefløjen i Det Demokratiske Parti. Så uanset hvad de svarer, kan de ikke vinde.

Skulle Joe Biden alligevel vinde præsidentvalget og beslutte sig for at udvide antallet af dommere, kræver det samtidig, at demokraterne vinder flertallet i begge Kongressens kamre.

Blev hængende længe efter

Selvom Joe Biden ikke gav et klart svar på spørgsmålet om højesteret, gav han mange andre fyldige svar, som udløste anerkendelse fra iagttagere.

På de sociale medier hæftede mange sig desuden ved, at han blev stående i studiet for at diskutere videre med gæsterne, længe efter at udsendelsen var slut.

Næste præsidentdebat er 22. oktober.

Der er præsidentvalg 3. november.