Udland

Virksomhed vil erstatte levende delfiner med robotter

Robotterne skal være med til at give bedre dyrevelfærd, men dyrebeskyttelsesorganisation har alligevel sin bekymring.

Delfinen glider med smidige bevægelser gennem vandet og plasker med hovedet i overfladen. Ved første øjekast ligner det lysegrå pattedyr ethvert andet af de legesyge væsner, som mange fascineres af.

Men uden for bassinet står en mand med en fjernbetjening. Herfra styrer han det, der i virkeligheden er en robot. Manden hedder Walt Conti og er grundlægger af Edge Innovations, der har lavet delfinen. Han håber, at hans delfinrobotter kan komme den ægte vare til gode. Det skriver Reuters.

- Der er i øjeblikket omkring 3000 delfiner i fangenskab, der genererer adskillige milliarder på grund af delfin-turisme. Der er tydeligvis en lyst til at elske og lære om delfiner, siger han.

- Vi vil gerne bruge den lyst og tilbyde andre muligheder for at forelske sig i delfinen.

De virkelighedstro såkaldte animatronics bliver i forvejen brugt i filmproduktioner. Men det er virksomhedens ønske, at de i fremtiden skal stå for at underholde publikum i parker frem for, at levende dyr holdes i fangenskab.

Hvis robotdyrene bliver mere udbredt, mener Walt Conti, at man kommer til at kunne dykke med robothvidhajer eller opleve virkelighedstro dinosaurer.

Begejstrer og bekymrer organisation

Delfinunderholdning af forskellig art udgør en milliardindustri verden over. Og idéen om at erstatte dyrene i fangenskab med robotter vækker begejstring hos dyrebeskyttelsesorganisationen Anima.

- Det ville være fantastisk. Der er mange tusinde delfiner i aquaparker, der har det forfærdeligt, så hvis man kan finde et alternativ, er det rigtig godt, siger kommunikationschef Thorbjørn Schiønning.

Der er blandt andet blevet brugt robotdyr i filmene 'Free Willy', 'Deep Blue Sea' og 'Anaconda'.

Han understreger dog samtidig, at det er vigtigt at være opmærksom på, at robotdelfinerne ikke kommer til at skabe en parallelindustri, der er med til at booste underholdningstilbuddene med virkelige delfiner.

- Det er min største reelle bekymring. Så det er afgørende, at der følger tilstrækkelig undervisning med om, hvorfor det er vigtigt at anvende robotter og ikke holde de rigtige dyr indespærret, siger kommunikationschefen.

Koster flere millioner

Edge Innovations, der står bag robotten, er et amerikansk ingeniørfirma, der har en hel animatorisk afdeling i Californien.

Deres robotdelfin vejer 250 kilo og måler 2,5 meter. Udenpå får et lag af hvid og grå silikone med forskellige nuancer den til at se livagtig ud.

Hele det elektroniske dyr koster fra 20-30 millioner danske kroner. Alligevel tror Thorbjørn Schiønning, at robotterne kan blive billigere end de levende i længden, hvis de bliver udbredt nok.

- Jeg vil gætte på, at robotten kan være billigere end de levende, for det er dyrt at passe, træne og fodre dyr, siger han.

Animas håb for robotdelfinerne er, at der bliver etableret et samarbejde med de store aquaparker som led i at udfase indespærringen af levende delfiner. Det kan dermed også være med til at redde det rygte, de har lidt under med det øgede fokus på dyrevelfærd, lyder det.