Coronavirus

Nye restriktioner indføres i London - beredskabsniveauet hæves til højt

I London vil der fra lørdag blive indført strammere restriktioner for at bremse en genopblussen af coronavirus.

I London vil det fra lørdag være forbudt at samles med folk fra andre husstande indendørs. Forbuddet gælder både i private hjem og på beværtninger.

Forbuddet bliver indført som led i en række nye restriktioner, der indføres i byen for at bremse spredningen af covid-19.

Det oplyser sundhedsminister Matt Hancock på et parlamentsmøde.

Han opfordrer samtidig briterne til at tage restriktionerne alvorligt.

- Hvis vi arbejder sammen, kan vi besejre dette virus, siger Matt Hancock på torsdagens møde i parlamentet.

Det nuværende beredskabsniveau i London er "middel". Det vil fra lørdag blive hævet til "højt", oplyser ministeren.

Advarselslamperne blinker

Mandag meddelte premierminister Boris Johnson, at Storbritannien nu oplever så mange nye tilfælde af coronasmitte, at nye skrappe forholdsregler er nødvendige.

- Tallene for, hvor mange døde og hospitalsindlagte vi har, står og blinker som advarselslamperne ombord på et passagerfly, og der er behov for at gøre noget nu, sagde premierminister Boris Johnson mandag aften.

Han afviste dog at indføre en generel nedlukning af hele landet. I stedet vil regeringen inddele England i forskellige kategorier med forskellige restriktioner.

Opdelingen sker i tre kategorier med smittefare: 'medium', 'høj' og 'meget høj'. Premierministeren opfordrer samtidig Skotland, Wales og Nordirland til at følge efter.

Liverpool hårdt ramt

Området omkring Liverpool er det eneste område med 'meget høj' smittefare. Her lukker barer, pubber, spilleklubber, motionscentre og kasinoer fra på onsdag.

Befolkningen må ikke længere omgås med andre end medlemmer af deres egen husstand, hverken indenfor eller udenfor.

Befolkningen opfordres til ikke at rejse ud og ind af området. Der bor mellem halvanden og to millioner mennesker i Liverpool og områderne omkring.

En "meget hård vinter"

Områder med 'meget høj' smittefare, det vil i første omgang sige Liverpool med forstæder og opland, blev samtidigt lovet økonomisk støtte fra regeringen og mandskab udefra til smitteopsporing, blandt andet fra militæret.

I den næste kategori med 'høj' smittefare må man ikke længere omgås andre end medlemmer af ens egen husstand indendørs, mens man udendørs må være sammen op til seks personer.

I kategorien 'medium' gælder reglen om højst at omgås seks personer både indendørs og udendørs.

I et interview med BBC sidste søndag sagde premierminister Boris Johnson, at landet står over for en "meget hård vinter" i kampen mod virussen.

Storbritannien er med flere end 43.000 døde det land i Europa, der har registreret flest covid-19-dødsfald.