USA valg 2020

Joe Biden slår alle rekorder - indsamler svimlende beløb

Joe Biden  Tom Brenner / Ritzau Scanpix

Mens Joe Biden rent økonomisk haltede gevaldigt efter Donald Trump i foråret, ser han ud til at stå stærkest i slutspurten.

Der bliver også råd til tv-reklamer og avisannoncer i den sidste del af Joe Bidens valgkamp frem mod det amerikanske præsidentvalg 3. november.

I september indsamlede Joe Biden og demokraterne 383 millioner dollars – 2,4 milliarder kroner – til hans valgkamp.

Det skriver Joe Biden på Twitter.

Både når det kommer til målinger og mønter, giver Biden lige nu Trump baghjul i stor stil

Mirco Reimer-Elster, USA-analytiker

Dermed satte han rekord for flest indsamlede penge til en præsidentkampagne på én måned.

Giver baghjul på mønter og målinger

Det vidner om, at Joe Biden har vind i sejlene, selvom der bliver talt meget om, at han ikke kan mønstre samme begejstring blandt vælgerne som Donald Trump.

- Det er givetvis rigtigt, når det kommer til fremmødet ved vælgermøder og begejstringen for politikeren Biden. Men som amerikanerne siger: money talks. Både når det kommer til målinger og mønter, giver Biden lige nu Trump baghjul i stor stil. Og det er dét, der tæller i sidste ende, siger TV 2s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster.

Joe Biden satte også rekord i august, hvor der blev doneret 364,5 millioner dollars til hans kampagne. Den rekord blev hjulpet godt på vej af demokraternes partikonvent, hvor Kamala Harris blev annonceret som vicepræsidentkandidat.

I september var den 87-årige højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburgs død en medvirkende årsag til Bidens indsamlingssucces.

I dagene efter hendes død blev der doneret mere end 100 millioner dollars gennem den demokratiske indsamlingstjeneste ActBlue. Selvom en stor del gik til Biden, var der dog også en del donationer til demokratiske kandidater til Senatet.

Men også den kaotiske præsidentdebat 29. september satte skub i indsamlingen.

Debat gav timerekord

Præsidentdebatten varede halvanden time, og i løbet af den sidste time blev der doneret 3,8 millioner dollars til ActBlue. Det er kampagnens mest indbringende time overhovedet.

Pengene fortsatte med at rulle ind, og den efterfølgende dag blev også kampagnens til dato mest indbringende enkeltdag med 21 millioner dollars indsamlet.

Meget af succesen kan tilskrives en god fundraisingstrategi og en udtrykt entusiasme blandt demokratiske kernevælgere for at smide Trump ud af Det Hvide Hus, vurderer Mirco Reimer-Elster.

Men de meget høje beløb er også et udtryk for, at der kontinuerligt er blevet brugt flere og flere penge på præsidentvalgkampe gennem tiden, påpeger han.

- Set i det lys er Bidens rekorder selvfølgelig stadig imponerende, men altså også i et vist omfang et produkt af en udvikling, der har været i gang længe, siger USA-analytikeren.

Sværere for Trump at vende skuden

Donald Trumps kampagne har endnu ikke offentliggjort, hvad den indsamlede i september.

I august indsamlede Trump og republikanerne 210 millioner dollars til kampagnen. Det er 154 millioner dollars mindre end Biden i samme måned – men stadig mere end de 193 millioner dollars, Barack Obama indsamlede i september 2008, hvilket tidligere blev anset som rekorden for én måned.

Mens Joe Biden rent økonomisk haltede gevaldigt efter Donald Trump i foråret, ser han nu ud til at stå stærkest i slutspurten.

Og det kan få stor betydning, for det er typisk i den fase, at kandidaterne tømmer den store pengetank på valgreklamer og andet, der kan mobilisere vælgere.

- Når man som Trump er bagud i målingerne og på mønterne, bliver det selvsagt sværere at få vendt skuden og vinde slagets gang, siger Mirco Reimer-Elster.

Der er præsidentvalg i USA 3. november.