Coronavirus

Fejrede coronasucces med 500 meter langbord - nu har Tjekkiet flest nye smittede i Europa

Onsdag satte Tjekkiet en kedelig rekord med 9543 nye smittetilfælde.

Aftensolen kastede lange skygger på den smukke Karlsbro i centrum af Tjekkiets hovedstad, Prag.

Ved et 500 meter langt bord sad tusinder af festglade mennesker og delte de medbragte mad- og drikkevarer, mens spillemænd leverede levende musik til maden.

30. juni var en glædens dag i Tjekkiet. Færre end 12.000 af landets godt ti millioner indbyggere havde været smittet med covid-19, og kun 350 var døde.

Tjekkiet havde været hurtige til at indføre restriktioner, da coronasmitten gjorde sit indtog i foråret, og nu høstede de frugten.

Det var slut med social afstand, mundbind og lukkede restauranter.

- Vi vil fejre, at coronakrisen er slut ved at lade folk mødes og ved at vise, at de ikke er bange for at mødes. De er ikke bange for at spise en sandwich, som naboen har haft med, sagde en af arrangørerne, Ondrej Kobza, til BBC.

Flest nye smittetilfælde i Europa

Her godt tre måneder efter er festen forbi. Langbordet er klappet sammen, og musikken er forstummet.

Tjekkiet er nu det land i Europa med flest nye smittetilfælde per dag. Onsdag noterede landet 9543 nye smittetilfælde og 66 døde med coronasmitte, viser tal fra Worldometer.

De seneste 14 dage er flere end 56.000 tjekker blevet smittet med covid-19. I nabolandet Tyskland er der til sammenligning konstateret cirka 43.000 smittetilfælde i samme tidsrum, selvom befolkningstallet er otte gange højere.

Den voldsomme stigning har blandt andet ført til, at Tjekkiets regering har lukket landets skoler, fordi eleverne her udgør en foruroligende stor andel af de nye smittede.

Alarmerende smitterekord

Tjekkiets sundhedsminister, Roman Prymula, kalder det rekordhøje antal smittede for ”alarmerende”. Han tilføjer, at landets sundhedsvæsen er i fare for at kollapse under det store pres.

- Vi er nødt til at få bragt antallet af smittede ned. Derfor er vi nødt til at forbyde, at mennesker mødes med andre end deres familiemedlemmer, siger sundhedsministeren ifølge The Independent.

Derudover vil restauranter, barer, biografer og teatre holde lukket, mens langt de fleste sportsarrangementer også vil blive aflyst.

Tal fra Worldometer viser, at antallet af smittede begyndte at stige umiddelbart efter, at regeringen sidst i juni besluttede at løfte restriktionerne. Antallet af nye tilfælde accelererede voldsomt i starten af september, og siden er det kun gået én vej.

Smitterekord i Tyskland

Det er ikke kun Tjekkiet, der sætter hårdt ind for at dæmme op for den nye bølge af coronasmitte, der lige nu skyller ind over Europa.

Tyskland melder om det højeste coronasmittetal i landet under pandemien.

De seneste 24 timer har der således været 6638 nye smittede i Tyskland. Det skriver nyhedsbureauet AFP torsdag morgen.

Det hidtil højeste smittetal var 6294 28. marts. Dermed når smitten et niveau i Tyskland, som ikke er set siden begyndelsen af pandemien.

Sent onsdag blev forbundskansler Angela Merkel og de tyske delstater enige om at skærpe tiltag for at bremse den nylige opblussen af coronatilfælde.

Udgangsforbud i Frankrig

Frankrig har erklæret national sundhedskrise og indfører nu nye stramme restriktioner landet over.

Det indebærer et natligt udgangsforbud i ni storbyer i Frankrig - heriblandt Paris og Lyon.

Det betyder konkret, at 18 millioner franskmænd skal blive indendørs fra klokken 21 til klokken 06.

De seneste tal fra de franske sundhedsmyndigheder viser, at der onsdag er 9100 coronapatienter indlagt på hospitaler rundt om i landet. Det er første gang siden 25. juni, at tallet er på så højt et niveau.