Udland

Twitter lukker falske profiler, der udgiver sig for at være sorte Trump-vælgere

Næsten 25 falske profiler, der forsøger at nå ud til sorte vælgergrupper, er nu lukket ned.

I et forsøg på at mindske mængden af misinformation på sociale medier op til det kommende amerikanske præsidentvalg, har det sociale medie Twitter nu suspenderet et netværk af falske profiler fra siden.

Profilerne udgav sig ifølge Twitter for at være sorte støtter af præsident Donald Trump og skrev blandt andet: ”Ja, jeg er sort, og jeg stemmer på Trump!”.

En anden profil delte et billede af en sort politibetjent og ordene: ”Stem republikansk!”.

Flere af profilerne havde titusindvis af følgere og profilbilleder af sorte mænd, der var taget direkte fra blandt andet nyhedssider og udgav sig for at være både politibetjente og veteraner.

En af dem havde et profilbillede, hvor der stod ”billede af sort mand”.

De forskellige profiler nåede at blive retweetet, som det hedder på Twitter, 265.000 gange, inden de blev fjernet.

Det skriver The Washington Post.

Tegn på russisk indblanding

Darren Linvill, der forsker i sociale medier og misinformation ved Clemson University, siger til The Washington Post, at det er svært at finde ud af, præcis hvor de falske profiler stammer fra, men at der er tegn på, at der er tale om udenlandsk indblanding.

For eksempel er der fundet spor fra det russiske alfabet i nogle af profilerne, mens en af profilerne sågar har reklameret for en escortservice i Tyrkiet.

Eksperter siger i The Washington Post, at skaden allerede er sket, selvom de originale profiler og opslag nu er fjernet.

De kritiserer Twitter for ikke at have reageret hurtigt nok for at standse misinformationen.

Selv siger Twitter, at de fortsat er ved at undersøge de mystiske aktiviteter nærmere.

Designet til at nå ud til sorte vælgere

Ifølge Darren Linvill er omfanget af de falske profiler taget til efter det republikanske partikonvent i slutningen af august, hvor sorte amerikanere fra talerstolen brugte meget tid på at tale til minoritetsvælgere og aflive den påstand, at Trump skulle være racist.

Ved præsidentvalget for fire år siden fik Donald Trump kun seks procent af sorte amerikaneres stemme, viser tal fra instituttet Pew Research, og der er ingen tvivl om, at det ville hjælpe hans kampagne, hvis han lykkes med at få fat i de sorte vælgere denne gang.

Meningsmålinger, som dog kun er et øjebliksbillede, viser nemlig, at Trump halter et godt stykke bagefter sin modkandidat, Joe Biden.

Sorte amerikanske vælgere er ifølge The Washington Post oftest dem, de misinformerende profiler på sociale medier forsøger at nå ud til.

Undersøgelser af den russiske indblanding i 2016-valget viste det samme.