USA VALG

Køer på over ti timer for at stemme tidligt ved præsidentvalget i USA

Enorme køer for at komme til at stemme tidligt ved USA's præsidentvalg kritiseres for at kunne påvirke valgresultatet.

Afstemningen ved det amerikanske præsidentvalg begyndte mandag i staten Georgia, hvor tusindvis af vælgere mødte op for at afgive deres stemme.

Dette er bare ikke acceptabelt i et moderne demokrati

Kristen Clarke, borgerrettighedsforekæmper

Der blev meldt om ventetider på op mod 12 timer ved valgstederne, hvor vælgerne kan afgive deres stemme til præsidentvalget 3. november allerede nu.

Og på den første dag, hvor det var muligt at stemme ved personligt fremmøde, blev der afgivet 126.876 stemmer. Stemmetallet er usædvanligt højt for en første afstemningsdag. Ifølge tv-stationen WSBTV var den tidligere rekord i Georgia 90.000.

De enormt lange køer ved afstemningsstederne bliver kritiseret fra flere sider - blandt andet af en tidligere senator for demokraterne.

- Dette er et billede af undertrykkelse af vælgere. Hvorfor skal amerikanere vente i så lange køer? Dette er køen for at komme til at stemme i Suwannee i Georgia, skriver politikeren Claire McCaskill på Twitter.

En lokal vært hos tv-stationen Fox 5 lagde videoen herunder op på Twitter for at dokumentere en lang kø et andet sted i Georgia.

Her har en vælger taget et billede fra sin plads i køen.

Herunder kan man se køen i tidobbelt hastighed.

Og her fotoer fra et fjerde sted.

Ifølge tv-kanalen Fox 5 begyndte vælgerne at strømme til allerede før daggry, men valghandlingen blev flere steder udfordret af, at valgmaskinerne gik i stykker.

Også en journalist fra tv-stationen WSBTV beretter om, at valgmaskiner brød ned.

Muligheden for at stemme tidligt i Georgia varer frem til 30. oktober, hvorefter valgstederne holder lukket frem til selve valgdagen 3. november.

Selv om de lange køer også er et udtryk for en enorm interesse for at stemme i Georgia, er der også nogen, der ser dem som tegn på noget andet.

Stemmemaskiner i Atlanta, Georgia.

Så sent som 27. september beskrev avisen The New York Times, hvordan Georgia er et skoleeksempel på undertrykkelse af sorte vælgere. Ifølge en undersøgelse fra statskundskabsprofessor Jonathan Rodden er ventetiderne for at komme til at stemme i Georgia i gennemsnit 50 minutter længere for borgere, der bor i distrikter, hvor naboerne fortrinsvis er sorte.

En lokal borgerrettighedsforkæmper kritiserer også de lange køer.

- Noget af det er entusiastiske vælgere, men dette er bare ikke acceptabelt i et moderne demokrati, skriver Kristen Clarke fra organisationen Lawyers' Committee for Civil Rights Under Law på Twitter.

Andre vil imidlertid ikke kæde de lange køer sammen med undertrykkelse af vælgere.

- Hvis vi ser lange køer hver dag, er det tegn på et problem. Men ikke på den første dag for tidlig stemmeafgivelse. Det er ikke undertrykkelse af vælgere. MEN... det er en påmindelse om, at valgdagen bliver frygtelig, og at man bør stemme tidligt, hvis man kan, skriver professor i statskundskab og forfatter til bogen 'Election Meltdown' Rick Hasen på Twitter.

Og stemmerne i Georgia kan gå hen og få stor betydning for, hvem der bliver USA's næste præsident.

Georgia er nemlig et af de steder, hvor både præsident Trump og hans udfordrer, Joe Biden, har mulighed for at vinde.

I de seneste målinger står Joe Biden til at få 47,5 procent af stemmerne, mens Donald Trump står til at få 46,6 procent.

På landsplan har over ti millioner amerikanere allerede stemt til præsidentvalget 3. november, oplyser gruppen The US Elections Project fra University of Florida, der følger udviklingen i stemmerne.

Til sammenligning var der 16. oktober 2016 1,4 millioner amerikanere, der havde stemt tidligt til det års præsidentvalg, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

De mange tidlige stemmer skyldes, at flere delstater har udvidet mulighederne for at stemme op til valgdagen eller brevstemme på grund af coronapandemien.