USA VALG

Hun mistede sin sundhedsforsikring: - Du er kun en sygdom fra at miste alt i USA 

Darla Markley og hendes mand måtte sælge huset og erklære sig konkurs på grund af hospitalsregninger på næsten halvanden million kroner.

Bunker af mapper og papirer på Darla Markleys spisebord i Winter Haven i den amerikanske delstat Florida vidner om et sandt mareridt.

I dag er det ti år siden, at hun blev ramt af en nervesygdom i rygsøjlen, der delvist lammede hendes ben.

Du er kun en sygdom fra at miste alt i USA. Det ville jeg ønske, at folk vidste

Darla Markley

Hun blev i en periode på fire måneder indlagt adskillige gange og var spændt fast til en kørestol med et bælte, da hun ikke selv kunne sidde op.

Det stod hurtigt klart, at hun ikke længere kunne varetage sit job som sygeplejerske, og da hun mistede sit job, mistede Darla Markley også sin sundhedsforsikring.

Få uger senere begyndte det at vælte ind med regninger fra hospitalet.

- 16.019 kroner for en dag på hospitalet, læser Darla Markley op fra en af de regninger, hun ikke kunne betale, da TV 2 møder hende.

- Røntgenbilleder og lægelig vurdering af disse - 13.223 kroner, fortsætter hun.

- Lægens tid for at komme ind og fortælle mig om min diagnose kostede 1259 kroner, læser hun videre op fra en af de syv sider, hvor alle de udgifter, hun ikke kunne betale, er listet.

Hendes mand er døvstum og har været arbejdsløs i årevis. Derfor var hun eneste forsørger.

- Det var en helt forfærdelig periode. Vi havde altid kunne få det til at køre rundt og havde ingen gæld, men pludselig havde vi overtræk på alle vores kort.

Konsekvenserne af hendes sygdom var ikke til at overskue for ægteparret. De måtte nemlig søge om gældssanering, og deres hus endte på tvangsauktion.

- Du er kun én sygdom fra at miste alt i USA. Det ville jeg ønske, at folk vidste. Vi endte med at måtte flytte ind hos noget familie, for vi var jo hjemløse og havde absolut ingen penge, fortæller Darla Markley.

Deres historie er langt fra unik.

En undersøgelse viser, at over 500.000 amerikanere hvert år må gå fra hus og hjem på grund af ubetalte lægeregninger. Faktisk skyldes 66 procent af alle konkurser i USA, at folk ikke kan betale for deres sygdom.

Skæbnesvanger dag

Ægteparret Markley følger lige nu i den grad med i præsidentvalget, for de og det amerikanske sundhedsvæsen er et centralt tema i valgkampen.

Og der er grund til at frygte for sundhedsreformens fremtid. For ugen efter præsidentvalget skal Højesteret tage stilling til fremtid for den sundhedsreform, der blev indført under præsident Obama - populært kaldet Obamacare. USA's øverste domstol skal afgøre, om den helt eller delvist er i strid med forfatningen.

Højesteret har tidligere taget stilling til spørgsmålet, og et snævert flertal vurderede, at Obamacare lå inden for forfatningens rammer. Men det var dengang, den liberale dommer Ruth Bader Ginsburg stadig var i live.

Obamacare hænger i en tyndere tråd nu, for mandag indledte Senatet godkendelsesprocessen af den nye - og konservative - højesteretsdommer Amy Coney Barrett. Hun har ved adskillige lejligheder udtrykt kritik af Obamacare og argumenteret for, at sundhedsordningen strider mod forfatningen.

Hvis hun bliver godkendt og indsat som ny højesteretsdommer inden præsidentvalget 3. november, kan hun dermed som sin første embedshandling være med til at lægge Obamacare i graven.

Stemmer på Biden

I dag lever Darla Markley og hendes mand, Andy Markley, af førtidspension og får socialhjælp af staten, da de stadig kæmper med økonomien.

Hun er delvist forsikret gennem Medicare, der er det føderale sundhedsforsikringsprogram for amerikanere over 65 år eller - som i Darla Markleys tilfælde - yngre mennesker med handicap.

Hvis hun på et tidspunkt ender på hospitalet igen, kan ægteparret endnu en gang miste alt, da sundhedsforsikringen ikke dækker hele beløbet for en indlæggelse.

- Det ville være umuligt for os at betale den del af regningerne, der er egenbetaling. Jeg synes, det er helt ufatteligt, at det ikke er en menneskeret i USA at have adgang til lægehjælp, fortæller hun.

Da Trump ønsker at afskaffe Obamacare og endnu ikke har fremlagt en ny eller bedre plan for at sikre amerikaneres adgang til lægehjælp, er Darla Markley ikke i tvivl om, hvem hun stemmer på til præsidentvalget.

- Det er jo tydeligt, at det bliver helt afgørende for en masse amerikanere, hvem der bliver præsident. Biden bliver mit valg, da han har lovet at forbedre Obamacare, fortæller hun.