USA VALG

Et tweet tændte gnisten til en snedig plan: - Snup den satans guvernør

En gruppe på 13 mænd er anholdt for at ville bortføre guvernøren i den amerikanske delstat Michigan. En nat i september besøgte de hendes sommerhus.

Billygterne kunne ses som to prikker, der reflekeredes i søens sorte vandspejl.

Det begynder nu, så forbered jer for helvede

Adam Fox, arbejdsløs

Det var nat, og bilen holdt stille mellem træerne og ventede, mens en anden bil nærmede sig søens modsatte side, cirka en kilometer væk.

Mens den kørte på vejen langs søbredden, gav en af de fem mænd i kabinen en besked til sine medsammensvorne.

- Vi kan se jer nu, sagde han.

Bilerne havde kontakt med hinanden, og de var netop nu i gang med en tophemmelig mission i et sommerhusområde ved søen Birch Lake i den amerikanske delstat Michigan.

I alt tre biler var i aktion ved søen, og mændene i bilerne bar våben. To af dem bar også en skjult lydoptager, uden at deres medpassagerer vidste det, så derfor er det muligt at gengive, hvad der blev sagt.

Kampen mod tyrannen

Især et blåt sommerhus med hvide vinduesrammer og sternbrædder havde mændenes interesse.

- Hun fucking elsker den magt, hun har lige nu, sagde en af dem, en kraftig fyr med tilbagestrøget hår og skæg på hals og hage.

Adam Fox.

- Der er slet ingen eftersyn og kontrol med hende. Hun har ukontrolleret magt lige nu, tilføjede han.

En mager langskægget mand uden hår på hovedet svarede:

- Alting får en ende.

Barry Croft.

- Jeg kan se, at flere stater vælter deres tyranner. Alle vælter deres tyranner, lød det fra den kraftige fyr.

Han var gruppens leder, og ifølge USA's forbundspoliti FBI var han denne septembernat i færd med at lægge sidste hånd på en plan, der skulle påvirke resultatet af det amerikanske præsidentvalg.

Planen involverede bomber, automatvåben, natkikkerter, Michigans guvernør Gretchen Whitmer og en stor portion dristighed.

En plan tager form

Det blå og hvide sommerhus tilhører Gretchen Whitmer, og det natlige besøg var ikke det første, som gruppens leder, den 37-årige Adam Fox, havde foretaget på stedet.

Gretchen Whitmers sommerhus blev for alvor kendt i maj, hvor guvernøren opholdt sig der i strid med sine egne regler under udbruddet af coronavirus.

29. august havde han også taget den over to timer lange køretur fra sit midlertidige hjem i kælderen under en støvsugerbutik i byen Grand Rapids til sommerhusområdet ved søbredden. Dengang havde han taget turen i dagslys sammen med to medlemmer af militsgruppen Wolverine Watchmen for at danne sig et overblik over området.

- Vi lader dem fandeme ikke brænde vores stat ned, jeg er pisseligeglad med, om der kun er 20 eller 30 af os mand, vi tager derud og bruger dødelig magt, sagde Adam Fox i bilen under det første besøg, ifølge FBI's optagelser.

Gretchen Whitmer.

Adam Fox filmede huset og undersøgte, hvilken rute politiet ville tage, hvis de blev kaldt ud til adressen.

Det var ikke ret svært.

Gretchen Whitmers sommerhus ligger ved bredden af en lille sø, der adskilles fra den enorme Lake Michigan af en få hundrede meter bred landtange.

Broen

Der er kun fire kilometer fra politistationen i den nærliggende by Elk Rapids til Gretchen Whitmers sommerhus - altså få minutter i politibil.

Men hovedvejen fra Elk Rapids går over en gammel revnet betonbro, og den efterfølgende dag, mens Adam Fox sad hjemme kælderen i Grand Rapids, fandt han ud af, hvordan politiet kunne forsinkes.

Betonbroen i Elk Rapids.

Ud over at være leder af den lille militsgruppe, levede Adam Fox en tilværelse, der næppe er ret mange, der vil misunde ham.

Han boede midlertidigt med sine to hunde under gulvet i støvsugerbutikken Vac Shack, fordi butikkens ejer kendte ham fra barnsben og havde forbarmet sig over ham, skriver avisen Detroit Free Press.

BEFRI MICHIGAN!

Donald Trump, USA's præsident

Adam Fox var blevet skilt i 2015. Ifølge sin tidligere hustru havde han et alkoholproblem. Detroit Free Press har set skilsmissepapirerne, og heraf fremgår det, at ekskonen kom med følgende beskrivelse af ham:

- Han truede mig. Han ejer et skydevåben. Han er alkoholiker. Han sparkede min dør ind, slog huller i væggen og gav mig blå mærker.

Kælderen under støvsugerbutikken

Hans midlertidige hjem i støvsugerbutikken var dækket af en dør i gulvet som kunne dækkes af et tæppe, og det var her, han ifølge FBI lagde planer for, hvordan en gruppe militsfolk kunne bortføre Michigans guvernør og anklage hende for forræderi.

Gretchen Whitmer havde længe været upopulær hos Adam Fox og hans ligesindede.

Vrede demonstranter i Michigan udstyrede guvernør Gretchen Whitmer med Hitler-overskæg og hagekors.

Det var især Gretchen Whitmers håndtering af coronakrisen, hvor hun lukkede samfundet ned og gav folk ordre til at blive hjemme for at forhindre smittespredning, der vakte vrede.

Midt i april var der store demonstrationer foran regeringsbygningen i Michigans hovedstad, Lansing, og 17. april fik demonstranterne støtte fra USA's præsident Donald Trump.

- BEFRI MICHIGAN!, skrev han på Twitter.

Det blev taget alvorligt hos flere af statens militsfolk, der trængte ind i regeringsbygningen og besatte den kortvarigt 30. april.

Blandt mændene i regeringsbygningen var flere personer, som nogle måneder senere skulle blive en del af Adam Fox' dristige plan.

Michael Null (t.v.) og William Null (t.h.) foran regeringsbygningen i Lancing 30 april.

Han var også berørt af situationen og skrev med sine ligesindede på internettet.

Et møde og en muldvarp

Det resulterede i et fysisk møde i byen Colombus i Ohio 6. juni, hvor 13 personer ifølge FBI diskuterede, hvordan man kunne skabe et nyt samfund, der i mødedeltagernes øjne overholdt USA's forfatning.

Allerede på det tidspunkt overvågede FBI mødedeltagerne, fordi nogle af dem tidligere havde planlagt vold mod politifolk. Og ved mødet 6. juni lykkedes det ordensmagten at få en muldvarp med i gruppen.

Ifølge muldvarpen blev mødedeltagerne enige om, at de havde brug for flere folk til deres projekt, og derfor tilbød Adam Fox at tage kontakt til en gruppe militsfolk, han kendte i Michigan.

Han ringede til repræsentanter for gruppen Wolverine Watchmen gentagne gange, og sagde ifølge FBI under et gruppeopkald, at han havde brug for 200 mand til at storme regeringsbygningen og tage guvernøren til fange, så hun kunne retsforfølges for forræderi.

20. juni begyndte det at blive alvor.

Støvsugerbutikken.

Adam Fox inviterede en gruppe militsfolk og andre interesserede hjem i kælderen under støvsugerbutikken for at lægge en mere detaljeret plan. Ifølge FBI tog han det hele så alvorligt, at han fik samtlige mødedeltagere til at aflevere deres mobiltelefoner i en kasse, så mødet ikke kunne aflyttes.

Men også her deltog en muldvarp, der bar en lydoptager under tøjet.

Derfor kunne ordensmagten følge med i, hvor langt planerne var, og i de efterfølgende måneder overvåge gruppen.

'Snup hende, mand'

Adam Fox kunne ikke rigtigt finde ud af, hvad han ville, og planerne skiftede lige fra at fylde en ballon med krudt og blyhagl og bruge den til at bombe guvernøren, til at overfalde et af hendes huse og gennemhulle det med automatvåben.

Mine damer og herrer. Vi får snart travlt

Adam Fox på Facebook

Men 27. juli så Adam Fox åbenbart en ny og bedre mulighed for sig.

- Tag fat i hende og snup hende, mand. Snup den satans guvernør. Bare tag fat i kællingen. Når det kommer dertil, at vi gør det, er det slut, mand, sagde Adam Fox til en af sine medsammensvorne, der tilfældigvis også arbejdede for FBI.

Adam Fox gentog planen om at retsforfølge Gretchen Whitmer for forræderi, men han mente, at det ville være mest sikkert at tage hende over statsgrænsen til Wisconsin for at holde hende fanget der.

William Null under besættelsen af regeringsbygningen i Michigan 30. april.

Dagen efter skrev han ud til sine medsammensvorne på Facebook:

- Mine damer og herrer. Vi får snart travlt. Det er nu, patrioten viser sig, ofrer sin tid, sine penge, sit blod, sin sved og sine tårer. Det begynder nu, så forbered jer, for helvede.

En af dem, der ifølge FBI fulgte opfordringen, hedder Kaleb Franks. Han brugte, hvad der svarer til 25.000 danske kroner på at købe en militær hjelm og udstyr til at kunne se i mørke.

De sammensvorne

Ifølge avisen Detroit Free Press er det ikke kun viljen til at bruge mange penge, der får 26-årige Kaleb Franks til at skille sig ud fra de andre i gruppen.

Kaleb Franks

Han er også den eneste med en relativt høj uddannelse - han har læst psykologi og arbejdede indtil for nylig med at hjælpe personer med misbrugsproblemer.

Under en af øvelserne øvede han sig ifølge FBI i at skyde med lyddæmper.

Andre i gruppen havde trænet rigeligt.

Joseph Morrison og Daniel Harris.

For eksempel 23-årige Daniel Harris og 26-årige Joseph Morrison, der ifølge nyhedsbureauet AP begge er veteraner fra USA's marinekorps.

Joseph Morrison er ifølge mediet Deadline Detroit med i den yderligtgående Boogaloo-bevægelse, der forbereder sig på en borgerkrig i USA og desuden leder af militsen Wolverine Watchmen sammen med sin svigerfar Pete Musico, der ifølge FBI også var med til at lægge planerne om at bortføre guvernøren.

Pete Musico.

Pete Musico, Joseph Morrison og Pete Musicos datter boede sammen i et hus på landet Ifølge Detroit Free Press vajer der et sydstatsflag over ejendommen, hvor militsgruppen ifølge naboerne øvede sig i at skyde til måls.

Blandt de øvrige militsmedlemmer var en 21-årig krigsveteran med PTSD ved navn Paul Bellar og de 38-årige tvillinger Michael og William Null, som deltog i besættelsen af regeringsbygningen i Michigan i april.

Tvillingerne er ifølge Detroit Free Press også med i militsgruppen Three Percenters, og naboer betegner Michael Null som "en almindelig redneck".

William og Michael Null.

Men den gruppe, som Adam Fox havde samlet for at gennemføre sin plan om at bortføre guvernøren bestod også af en 44-årig langturschauffør ved navn Barry Gordon Croft og en 36-årig telekommunikationsmedarbejder ved navn Eric Molitor, der ifølge Washington Post og The Daily Beast brugte deres fritid på at udbrede konspirationsteorien Qanon på internettet.

Derudover bestod Adom Fox' hold ifølge FBI af en 24-årig flymekaniker ved navn Ty Garbin, en 32-årig arbejdsløs fastfoodmedarbejder ved navn Brandon Caserta og en 38-årig lastbilchauffør ved navn Shawn Fix.

Og så var der to muldvarpe og en FBI-agent i forklædning, som ordensmagten ikke vil oplyse mere om.

'Et satans godt setup'

Som dagene gik, blev gruppens planer mere og mere konkrete, og da de tre biler kørte rundt ved guvernørens sommerhus natten til 13. september, var problemet med at holde politiet væk blevet løst.

- Det er et satans godt setup. Af alle de steder, hun kan være, er dette det eneste, der har en fornuftig chance for succes, sagde Adam Fox på vej ud mod sommerhuset.

Michael Null 30. april 2020.

Stemningen var blevet løftet lige inden afgang, da gruppen havde testet en hjemmelavet bombe af fyrværkeri og sortkrudt, som var omviklet med tape og mønter. Der var opstillet skydeskiver i menneskestørrelse omkring bomben, så mændene kunne vurdere, om den var farlig nok.

Men Adam Fox havde planlagt et endnu større brag.

Vi gør alt opklaringsarbejdet, så det kommer til at gå glat

Khaleb Franks, medlem af militsen

Da de tre biler passerede den revnede betonbro steg lederen selv ud af bilen og fotograferede undersiden, så han kunne vurdere, hvor den helt store sprængladning skulle placeres, når det blev alvor.

Sommerhuset blev fundet og gruppen diskuterede, hvordan angrebet skulle finde sted.

På tilbagevejen sagde den psykologiuddannede Kaleb Franks:

- Vi gør alt opklaringsarbejdet, så det kommer til at gå glat.

Der var endda tid til en vittighed.

- Vi kidnapper ikke, sagde en af mændene.

- Nej, vi voksennapper, sagde en anden.

Mødet med FBI

Gruppen planlagde at angribe sommerhuset sidst i oktober, og Adam Fox nåede blandt andet af købe en taser, der kunne sende stød på 800.000 volt, så guvernøren blev lammet.

7. oktober kørte Kaleb Franks, Ty Garbin, Daniel Harris, Brandon Caserta og Adam Fox så til den lille by Ypsilanti, hvor de havde fundet en person, der ville sælge dem sprængstoffer og militærudstyr, men da de ankom ventede politiet.

En af de anholdtes hjem efter politiet havde været på besøg 8. oktober 2020.

De risikerer nu alle lange fængselsstraffe, hvis de kendes skyldige.

Selv om planerne er i den mere alvorlige ende, er de ikke de værste i Michigans historie.

For eksempel trænede terroristen Timothy Mcveigh med en militsgruppe i Michigan, inden han bombede en regeringsbygning i Oklahoma City i 1995 og dræbte 168 mennesker.

Og selvom der nu er anholdt 13 i sagen om den planlagte bortførelse af Gretchen Whitmer, er Adam Fox og hans kumpaner ikke alene med deres holdning til brug af væbnet magt mod myndighederne i USA.

Det kan du læse mere om her:

Eller se en udsendelse om på TV 2 Play her: