Udland

Han gik ud for at lede efter sin ven - og fandt hans blodige, bombede garage

I to uger er armenierne i Nagorno-Karabakhs erklærede hovedstad, Stepanakert, blevet ramt af flere luftangreb. Nu er gaderne tomme.

Armen Babayan stod i gården, da hans lejlighedskompleks i Stepanakert pludselig var under angreb.

Ruder knustes, ydermure faldt sammen, og biler eksploderede.

Panikken ramte nabolaget. Beboerne søgte mod undergrundens sikre kældre eller i ly i baggårdens carporte. Her sad de, mens det buldrede og bragede.

Da stilheden havde varet længe nok, gik Armen Babayan ud for at finde sin ven, der havde valgt at løbe sin mor til undsætning i hendes lejlighed.

Det lykkedes ikke.

Mange beboere i den sprængte ejendom søgte i sikkerhed under jorden

Armen Babayan fandt i stedet sin vens jordiske rester, hvor hans garage plejede at stå. I dag er det to parallelle mure, med adskillige blodstænk på den ene.

- Vi fandt en del af ham på jorden og en anden på taget, fortæller han til TV 2.

Armen Babayan viser, hvor hans ven mistede livet.

Historien er en af mange blandt de civile i Stepanakert og resten af enklaven Nagorno-Karabakhs andre byer.

Den bjergrige, sorte have

Armenske og aserbajdsjanske styrker har i to uger kæmpet om enklaven, som er anerkendt af FN som en del af Aserbajdsjan, men er under Armeniens kontrol.

Sådan har det været siden 1994, hvor der år efter år har været gentagne kampe mellem de to nationer.

Enklaven Nargorno-Karabakh er internationalt anerkendt som en del af Aserbajdsjan, men størstedelen af befolkningen i regionen anser sig som armenere.

Ordene Nagorno-Karabakh er en blanding af russisk, tyrkisk og persisk og betyder ’den bjergrige, sorte have’.

Navnet kommer til sin ret, når man kører fra den sydøstligste del af Armenien, via en korridor gennem Aserbajdsjan og gennem enklavens frodige, grønne bjerge til Stepanakert.

TV 2s chauffør, Khachik Kararjyan, kender vejene og ræser afsted, mens han fortæller.

Krigens anden generation

Han kæmpede selv i den tre år lange krig fra 1991, der kostede op mod 30.000 mennesker livet, drev hundrede tusindvis på flugt og endte med en våbenhvile og armensk kontrol over området.

Cirka 90 procent af befolkningen er nu etniske armeniere, og de kalder området dets armenske navn, Artsakh.

- Folk, der er født her, vil dø for området. Det er hundrede procent sikkert, siger Khachik Kararjyan.

Han meldte sig til hæren igen, efter konflikten på ny brød ud 27. september. Men han blev afvist, fordi for mange mænd i hans familie allerede var en del af kampene.

En af dem er hans 24-årige søn, som han på grund af krig og covid-19 ikke har set i siden november.

Det skal ændre sig senere samme dag.

Mennesketomt

I Stepanakert er det stille i dagtimerne.

Armeniens og Aserbajdsjans regeringer har med hjælp fra Rusland indgået en ny våbenhvile gældende fra lørdag middag.

Men da lørdag blev til søndag, bragede nye eksplosioner igen ud i natten i den erklærede hovedstad.

Så søndag eftermiddag er det stort set kun militært personale og journalister, begge med hjelme og skudsikre veste, der fylder bybilledet.

Store, moderne bygninger skyder op omkring dem med navne som Hotel Armenia og Artsakh Bank.

Byen huser også den de facto autonome regions parlament og udenrigsministerium. Men alle butikker er lukkede, og gaderne er stort set tomme for civilister.

En forladt boligblok ved hovedvejen i Stepanakert.

De opholder sig i bunkere, hvis ikke de allerede har forladt Nagorno-Karabakh.

Smil og sorg

En enkelt café har dog en håndfuld besøgende.

De sælger ikke noget, men giver gerne en kop kaffe til forbipasserende.

En lokal café er blandt de få åbne beværtningerne.

Fjenden Aserbajdsjans beskydninger mod civile tynger caféens gæster:

- Der er ingen menneskelighed tilbage, så derfor vil de dræbe de civile. Hvis der var en smule menneskelighed i Aserbajdsjan, ville de ikke dræbe civile, siger Siranush Hakobyan.

Veninden og caféejeren Anush Amirkhanyan har svært ved at holde tårerne tilbage.

- Vi kommer til at vinde, fordi vi er modige, vores soldater og sønner er modige. Men vi vil helst bare gerne have fred, siger hun og vender hovedet væk for at samle sig selv.

Samtidig på den anden side af vejen dukker chaufføren Khachik Kararjyans søn pludselig op. De falder hinanden om halsen, storsmilende.

Sønnen må ikke udtale sig til pressen, og det er ulovligt at filme og tage billeder af soldater i krig.

Hans far er næsten lige så tom for ord.

- Jeg er blevet født igen, lyder det så.

- Angreb bør kun ske ved frontlinjen

Armen Babayan bor nu også i en bunker.

Men han besøger sit nabolag hver dag.

Døre er blæst op af eksplosioner.

Størstedelen af lejlighederne er efterladt smadrede og forladte.

En families tv-studie.

Han viser nogle af de mest medtagne. Der er stadig spor af den dagligdag, som ikke længere kan finde sted i lejlighederne.

Armen Babayan besøger bygningens lejligheder for at rydde op, lidt ad gangen, dag for dag.

- Disse angreb bør ske ved frontlinjen. Ikke i civile områder, konstaterer han.