USA VALG

Donald Trump har et nyt bud på, hvordan han fik coronavirus

Toprepublikaneren Mitch McConnell har ikke været i Det Hvide Hus i over to måneder, fordi han ikke har fidus til håndteringen af coronavirus.

Den amerikanske præsident luftede torsdag en ny teori om, hvordan han fik coronavirus. Det gjorde han i et telefoninterview med Fox Business.

Indtil nu er der blevet spekuleret i, at Donald Trump blev smittet med coronavirus ved et arrangement i Det Hvide Hus lørdag 26. september, hvor han officielt nominerede Amy Coney Barret til ny højesteretsdommer.

De vil kramme mig, og de vil kysse mig. Og det gør de. Og jeg beder dem ærligt talt ikke om at træde tilbage

Donald Trump, præsident

Men i interviewet med Fox Business foreslog Donald Trump selv, at det ligeså godt kan være sket til et arrangement i Det Hvide Hus dagen efter med såkaldte Gold Star-familier, som er efterladte til soldater, der er faldet i kamp.

Under arrangementet kom præsidenten nemlig særdeles tæt på flere af deltagerne.

- Nogle gange står de en tomme fra mit ansigt. De vil kramme mig, og de vil kysse mig. Og det gør de. Og jeg beder dem ærligt talt ikke om at træde tilbage, siger Donald Trump.

Anerkendte risiko

Han var i gang med et angreb på Joe Biden, som ifølge Trump skjuler sig i sin kælder, da han bragte Gold Star-arrangementet op. For som præsident kan han ikke skjule sig i sin kælder, han er nødt til at møde folk, lød det.

Og derfor regnede præsidenten det også som en mulighed, at han kunne blive smittet med coronavirus. Han var således opmærksom på risikoen ved at have tæt kontakt med de pårørende til faldne soldater.

- Det er selvfølgelig farligt. Det er farligt, hvis du kigger på coronasituationen, går jeg ud fra. Men jeg har set tallene, og jeg tænkte, at jeg nok ville få det på et tidspunkt, og at jeg ville komme mig, siger han.

Ifølge oplysninger fra Det Hvide Hus blev Donald Trump testet positiv for coronavirus torsdag 1. oktober, fire dage efter at han mødte Gold Star-familierne.

Arrangementet blev holdt til ære for 20 faldne soldater og deres familier, som kom fra hele landet. Det blev holdt indendørs, og familierne kom altså i tæt kontakt med præsidenten.

Kan I tro det - at han kunne finde på at sige sådan noget?

Nancy Pelosi, formand for Repræsentanternes Hus

Donald Trump fortæller, at alle kom hen til ham for at fortælle historier om deres afdøde sønner og døtre, og dem ville han ikke afvise. Det var ”smukt, men sørgeligt”, siger han.

Ifølge Det Hvide Hus havde alle gæster inden arrangementet fået en hurtigtest for coronavirus.

Kritik af Det Hvide Hus

I den seneste tid er Det Hvide Hus blevet kritiseret for ikke at tage smitterisikoen tilstrækkeligt alvorligt. For ud over Donald Trump og førstedamen, Melania Trump, er mindst 11 andre omkring præsidenten testet positiv for coronavirus den seneste uge.

Tvivlen om Det Hvide Hus’ retningslinjer blev torsdag illustreret meget godt af den republikanske flertalsleder i Senatet, Mitch McConnell.

McConnell fortalte i forbindelse med et arrangement i Kentucky, at han ikke har været i Det Hvide Hus i over to måneder, selvom han ofte er i kontakt med præsidenten.

- Jeg har faktisk ikke været i Det Hvide Hus siden 6. august, fordi jeg havde det indtryk, at deres tilgang til at håndtere det her (coronavirus, red.), var anderledes end min, sagde han ifølge Politico.

Den republikanske toppolitiker har længe været fortaler for mundbind, og i Senatet har han insisteret på, at der skal bæres mundbind og holdes fysisk afstand.

På billeder, som Det Hvide Hus har offentliggjort fra Gold Star-arrangementet, er der ikke mange masker at se, ligesom der heller ikke blev praktiseret fysisk afstand.

Men intet tyder på, at smitten i præsidentens inderkreds er opstået ved det arrangement, har talskvinden fra Det Hvide Hus, Alyssa Farah, sagt.

Hun understregede samtidig, at præsidentens udtalelser til Fox Business på ingen måde var udtryk for, at Det Hvide Hus bebrejder nogen af de tilstedeværende for smitteudbruddet.

Bør undskylde

Men alligevel har flere toneangivende demokratiske politikere kritiseret Donald Trump for udtalelserne.

Senator Jack Reed mener, at Donald Trump bør undskylde med det samme.

- Uanset om det var tilsigtet eller ej, klandrede præsidenten et arrangement med familier, der mistede deres nære i krig, for at give ham covid-19. Det er en rystende udtalelse selv for denne præsident, siger han i en udtalelse til sin hjemmeside.

Også Nancy Pelosi, der er formand for Repræsentanternes Hus og en af Trumps yndlingsaversioner, kritiserer præsidentens udtalelser.

- Kan I tro det - at han kunne finde på at sige sådan noget?, lyder det fra Nancy Pelosi.

Kritikken kommer, mens Donald Trump stort set er blevet raskmeldt.

I en erklæring fra Det Hvide Hus skriver hans personlige læge, Sean Conley, at præsidenten har overstået sin behandling for covid-19, og at han sandsynligvis kan genoptage sine offentlige forpligtelser fra på lørdag.

Derfor planlægger Donald Trump at holde et vælgermøde i Florida allerede lørdag aften, hvis det tidsmæssigt kan lade sig gøre, sagde han torsdag i et andet interview med Fox News.

Og præsidenten har brug for at vise sig i valgkampen. Han er bagud i meningsmålingerne, og der er præsidentvalg 3. november.

Donald Trumps sygdomsforløb

  1. 2020

    1. Afholder begivenhed

      Donald Trump afholder en begivenhed i Rosenhaven i Det Hvide Hus, hvor han officielt nominerer sin kandidat til Højesteret, Amy Coney Barett.

      Omkring 150 mennesker deltager - mange bærer ikke maske, og de står meget tæt. Efterfølgende bliver mindst otte personer testet positiv for coronavirus. Senere på dagen taler Trump til et udendørs vælgermøde i Pennsylvania.

    2. Deltager i tv-debat

      Præsidenten deltager i sin første tv-debat med demokraternes præsidentkandidat Joe Biden i Cleveland i Ohio. Ingen af de deltagende ved arrangementet bærer mundbind. Joe Biden bliver eftefølgende testet negativ for coronavirus flere gange. 

    3. Afholder vælgermøde

      Donald Trump afholder et udendørs vælgermøde i Duluth i Minnesota. På hjemturen får Trumps særlige rådgiver Hope Hicks det dårligt, og hun selvisolerer sig derfor. 

    4. Rådgiver testes positiv

      Hope Hicks bliver testet positiv for coronavirus. Samme dag deltager Trump i et indendørs fundraising-arrangement og en rundbordssnak med støtter på sin golfklub i Bedminster i New Jersey. I et interview med det amerikanske medie Fox News fortæller Trump, at han og hans kone Melania Trump afventer svar på coronatest. 

       

    5. Trump og Melania testes positiv

      Klokken 01 natten til fredag amerikansk tid oplyser Trump på Twitter, at både han og Melania er testet positive for coronavirus. Fredag morgen oplyser Det Hvide Hus, at Trump har "milde symptomer". Om aftenen bliver Trump indlagt på militærhospitalet Walter Reed. Samme dag oplyser flere personer, som har været i kontakt med præsidenten i dagene op til, at de er testet positive. 

    6. Tvetydige udmeldinger

      Præsidentens hold af læger afholder lørdag morgen pressemøde om hans tilstand. Ifølge præsidentens personlige læge, Sean Conley, gør præsidenten fremskridt og har været feberfri i 24 timer. Senere på dagen siger Trumps stabschef, Mark Meadows, dog til Fox News, at præsidentens tilstand var faretruende dårlig dagen før, da hans "iltniveau faldt drastisk".

    7. Trumps tilstand er forbedret

      Donald Trumps læger afholder pressemøde søndag morgen. Her fortæller de, at præsidenten har oplevet fald i sit iltniveau - en gang fredag og en gang lørdag. Hans tilstand er dog forbedret, oplyser de. Senere søndag forlader Trump hospitalet kortvarigt for at køre en tur og hilse på de tilhængere, der har samlet sig foran hospitalet. Trump møder efterfølgede massiv kritik for at udsætte sin chauffør og livvagter for smittefare. 

    8. Præsidenten udskrives

      Efter tre dages indlæggelse på Water Reed bliver Donald Trump udskrevet. På et pressemøde mandag aften med præsidentens læge lyder det, at præsidenten har fået det antivirale lægemiddel remdesivir tre gange. Sean Conley fortæller desuden, at præsidenten ikke har haft feber de seneste 72 timer. Selvom Trump nu bliver udskrevet, er han stadig syg, siger Sean Conley, der oplyser, at Donald Trump vil blive overvåget af læger døgnet rundt i Det Hvide Hus den kommende tid.

    9. Grønt lys for comeback

      Donald Trumps personlige læge, Sean Conley, meddeler i en erkæring, at Donald Trump har overstået sin behandling og har det godt. Sean Conley forventer, at Donald Trump kan genoptage sine offentlige forpligtelser fra lørdag 10. oktober, ti dage efter at han blev testet positiv. Donald Trump siger selv til Fox News, at han vil holde et vælgermøde i Florida lørdag, hvis der er tid nok til at arrangere det.