Italien indfører nogle af verdens strammeste coronaregler - brud kan udløse gigantbøder og fængsel
Fra i morgen skal italienerne bære mundbind overalt på offentlige udendørs arealer.
Det italienske parlament har onsdag vedtaget de hidtil skrappeste regler for brug af mundbind.
Stramningen betyder, at det bliver obligatorisk at bære mundbind på alle offentlige udendørsarealer i landet, ligesom det allerede er omkring hovedstaden Rom.
- Vi er nødt til at udvide indsatsen. I alle situationer, hvor vi risikerer at støde på mennesker, som vi ikke bor sammen med, er det nødvendigt at bruge mundbind, forklarer sundhedsminister Roberto Speranza.
Regeringens nye stramninger betyder, at kravet om mundbind nu gælder hele døgnet. Og kravet gælder overalt, hvor ”personer, der ikke bor sammen” kan komme tæt på hinanden, skriver det italienske nyhedsbureau Ansa.
De eneste undtagelser er børn under seks år, handicappede og personer, der er i gang med at dyrke sport eller motion.
Smitten stiger igen
De nye regler kommer, fordi smitten er begyndt at stige igen i landet, der i foråret blev det første, hvis sundhedsvæsen havde svært ved at følge med antallet af alvorligt syge covid-19 patienter.
Situationen er dog ikke tilnærmelsesvis så alvorlig nu, som den var i foråret. Dengang var mere end 4000 italienere indlagt på hospitalernes overbelastede intensivafdelinger, mens det tal nu ligger nede på 300.
Men smitten er begyndt at sprede sig igen.
Da smittespredningen var højest i slutningen marts, blev der registreret mere end 6000 nysmittede per dag. Det tal faldt dramatisk hen over sommeren, hvor der nogle dage blev registreret under 200 nye tilfælde.
Det har ændret sig, så man nu finder flere end 2500 nye tilfælde om dagen. Derfor finder regeringen det nødvendigt at stramme reglerne, og ifølge TV 2s journalist i Italien, Eva Ravnbøl, møder det forståelse i befolkningen:
- Man skal huske på, at dette land har været utroligt hårdt ramt. Derfor er der stor respekt for sygdommen, der har taget livet af 36.000 italienere, siger hun.
Reglerne for mundbind træder allerede i kraft torsdag, og der er strenge straffe for at overtræde dem.
- Man kan risikere bøder mellem 400 og 1000 euro (svarende til mellem 3000 og 7500 danske kroner, red.) for ikke at bære mundbind. Og man risikerer endnu højere bøder og også fængselsstraf, hvis man er testet positiv for corona og alligevel går ud i samfundet, fortæller Eva Ravnbøl.
Rejsende skal testes
Regeringens stramning, der foreløbig gælder for de næste 30 dage, betyder også en stramning af indrejsereglerne til Italien.
I dag skal rejsende fra Grækenland, Kroatien, Spanien, Malta og Frankrig gennemgå en obligatorisk coronatest, før de kan komme ind i Italien.
Den liste af lande bliver fra i morgen udvidet med Storbritannien, Holland og Belgien.