Coronavirus

WHO: Tyve gange så mange kan have været smittet

Verden er på vej ind i "en svær periode", siger WHO om coronapandemien.

- Vores nuværende bedste estimat fortæller os, at omkring ti procent af den globale befolkning muligvis har været smittet med virussen.

Sådan lød det mandag fra dr. Michael Ryan, administrerende direktør i WHO-programmet for sundhedsberedskab, ved et arrangement for WHO’s bestyrelse.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

WHO's nye estimat er omkring 20 gange så højt som det antal smittede på verdensplan, vi kender til.

Ifølge Johns Hopkins University er der lige knap 35,5 millioner bekræftede smittetilfælde med coronavirus. WHO’s estimat vil svare til, at omkring 760 millioner over hele verden allerede har haft virussen.

Estimatet er baseret på studier af antistoffer rundt omkring i verden, oplyser WHO-talskvinde dr. Margaret Harris.

WHO: - Verden er på vej ind i en svær periode

At smittetallet kan være højere end det bekræftede antal smittede, er ikke overraskende.

Det skyldes blandt andet, at man fra starten ikke testede i samme grad som nu, og at mange smittede ikke udvikler symptomer, og derfor heller ikke bliver testet.

Michael Ryan afsluttede ved at opfordre medlemslandene til at fortsætte kampen mod coronavirus.

- Verden er nu på vej ind i en svær periode. Sygdommen bliver ved med at sprede sig, og smitten stiger i mange dele af verden, sagde han.

Mødet inkluderede desuden et minuts stilhed til ære for coronavirussens mange ofre samt en applaus for verdens sundhedspersonale.