Medlemmer af gruppen Three Percenters i Kentucky, september 2020.
USA valg 2020

Tusindvis af bevæbnede amerikanere gør sig klar: - Der kommer en krig til november

Der findes formentlig flere tusinde amerikanere, som forbereder sig på en borgerkrig efter valget. Her er nogle af de grupper, der er klar.

Manden i den skudsikre vest havde sat solbrillerne op i panden, mens hans øjne flakkede fra side til side.

Vi er linjen i sandet

Dylan Stevens, Den vrede viking

Hænderne for enden af hans muskelsvulmende tatoverede arme greb om en automatriffel, og bogstaverne på mandens omvendte kasket afslørede, at han var kendt som 'Den vrede viking'.

- Ok, vi går. Kom så patrioter, udbrød han, og gruppen af bevæbnede mænd i camouflagetøj satte i bevægelse bag ham.

Den vrede viking i Louisville 5. september 2020.

En af dem holdt et banner, hvor der stod "Trump 2020", og gruppen blev mødt med vrede tilråb fra demonstranter, der var mødt op foran rådhuset i byen Louisville i den amerikanske stat Kentucky.

Det var 5. september 2020, og Den vrede viking var kørt til Louisville sammen med hundredevis af andre militsfolk, fordi han havde hørt, at en mand kendt som 'Grand master Jay' ville komme til byen med sin gruppe.

Og mens Den vrede viking og de andre militsfolk fulgtes med en demonstration til støtte for USA's præsident, havde Grand master Jay og hans folk samlet sig et andet sted i byen.

NFAC i Louisville 5. september.

Den anden gruppe bestod af sorte amerikanere og hed Not fucking around coalition eller bare NFAC.

De sorte militsfolk ville demonstrere mod, at myndighederne i Louisville ikke havde straffet en gruppe betjente, der ved et uheld skød den sorte kvinde Breonna Taylor under en ransagning i hendes hjem 13. marts i år.

Og Grand master Jay - der i virkeligheden hedder John Jay Fitzgerald Johnson - havde truet med at brænde Louisville ned.

Patrioterne

Det havde gjort Den vrede viking - der i virkeligheden hedder Dylan Stevens - vred.

Dylan Stevens er kendt som den Den vrede viking. Han har en Youtubekanal, hvor han hylder Donald Trump og det amerikanske flag.

Så han arrangerede et besøg i Louisville sammen med sine venner.

- Vi er linjen i sandet. Der er ikke andre, der tager ham alvorligt. Han truer med at dræbte betjente, bortføre børn og bortføre borgmesteren, sagde Den vrede viking på Youtube inden besøget.

Et andet sted i USA sad forbundspolitiet FBI faktisk med oplysninger om en militsgruppe, der planlagde at bortføre en højtstående politiker, men det var ikke Grand master Jay.

Som vi nærmer os valget, kan man føle den kolde gysen komme krybende

Dylan Stevens, Den vrede viking

Den vrede viking og Not fucking around coalition er nemlig langt fra de eneste militsgrupper i USA, der er parat til vold.

Bevæbnede militsfolk er dukket op i forbindelse med demonstrationer gentagne gange i sommeren 2020, og det har medført højspændte situationer og skyderier, hvor mennesker er blevet dræbt.

Og 10. oktober anholdt FBI så 13 personer fra en militsgruppe i Michigan for at planlægge et angreb, hvor statens guvernør Gretchen Whitmer skulle tages til fange.

- Snup hende, mand. Grib den forbandede guvernør. Bare tag kællingen. For når vi kommer dertil, mand, er det slut, skal en af de anholdte have sagt under politiaflytningerne ifølge ordensmagtens oplysninger til mediet ClickOnDetroit.

Militsfolkene havde allerede vist sig i april, hvor de trængte ind i regeringsbygningen i Michigan - en af de nu anholdte, Pete Musico, ses yderst til højre.

I april trængte bevæbnede militsmedlemmer fra Wolverine watchmen ind i regeringsbygningen i Michigan i protest mod coronanedlukningen. Blandt dem en af de nu anholdte, Pete Musico (yderst til højre).

Ifølge politiet diskuterede militsmedlemmerne at bruge bomber for at distrahere ordensmagten efter bortførslen.

Kampen for friheden

Gruppen i Michigan er kendt som Wolverine watchmen, en lille militsgruppe, der var så godt som ukendt for omverdenen indtil anholdelserne, skriver avisen Detroit News.

Ifølge FBI ville gruppen skabe et nyt samfund i USA, der overholdt den amerikanske forfatning, som de mente blev brudt af folk som Gretchen Whitmer.

Kan I mærke følelsen af, at jeres rettigheder som amerikanere dagligt tages fra jer?

Dylan Stevens, Den Vrede Viking

Dermed deler de holdninger med to andre mænd, der i 1990'erne var med i en anden Michigan milits, der hedder Michigan militia corps wolverines.

De to mænd hed Timothy McVeigh og Terry Nichols.

Timothy McVeigh og Terry Nichols var godt nok kun med i en kort periode, men de to endte med at slå 168 mennesker ihjel, da de bombede en regeringsbygning i Oklahoma 19. april 1995.

I 1995 var bomben i Oklahoma City det største terrorangreb nogensinde på amerikansk jord.

Timothy McVeigh mente, at myndighederne var ved at underminere amerikanernes frihedsrettigheder - fuldstændig ligesom Wolverine Watchmen og mange andre militsfolk gør i dag.

For eksempel Den vrede viking.

- Hver gang myndighederne siger: "Stol på os. Det er for jeres eget bedste", da er det, at I skal begynde at sætte spørgsmålstegn ved alt. Det var nøjagtig det samme, som tyskerne sagde til de jødiske samfund, da de udryddede dem, siger Den vrede viking på en af sine videoer.

Han ser USA's præsident, Donald Trump, som en vigtig allieret i kampen for at bevare sine rettigheder - rettigheder han er villig til at forsvare med våben.

- Kan I mærke det? For det kan jeg. Det er følelsen af, at dine rettigheder som amerikaner dagligt tages fra dig. Som vi nærmer os valget, kan man føle den kolde gysen komme krybende, siger han i en af videoerne.

De tre procent

Frygten for at miste rettigheder - især dem der handler om at bære våben - er så indgroet hos nogle af militsfolkene, at de ligefrem skilter med det på tøjet.

Et logo med romertallet III i en cirkel af stjerner.

Et af militsmedlemmerne i Louisville.

Logoet tilhører en af de mindst 181 militsgrupper, der ifølge borgerrettighedsorganisationen Southern poverty law center er i USA på nuværende tidspunkt.

- De er ofte optaget af grundløse konspirationsteorier og går ind for ekstreme doktriner imod myndighederne, skriver Southern Poverty Law Center på sin hjemmeside.

Mændene med romertallet III på tøjet er med i gruppen Three percenters, der er inspireret af en tragedie med 75 dødsfald og en 237 år gammel krig.

Men der er mange andre grupper med forskellige ideologier, og du kan se et udvalg af de mest omtalte ved at trykke på boksene herunder - eller se vores Explainer på TV 2 Play.

Kampklare grupper

III%.

Three Percenters

Bevægelsen blev skabt i 2008 og er til stede i en stor del af USA's stater. Medlemmerne kæmper imod indblanding fra myndighederne, som, de tror, konspirerer mod dem.

De betragter sig selv som patrioter og frygter at miste deres forfatningssikrede ret til at bære alle former for skydevåben.

At være Three percenter er udtryk for en patriotisk ideologi, og man behøver ikke nødvendigvis have meldt sig ind i en lokal afdeling for at være med. 

Antallet af aktive Three percenters formentlig over 10.000.

Kilder: Anti Defamation League, Vice

Foto: TV 2

Proud Boys.

Proud Boys

Medlemmerne betegner sig selv som forsvarere af vestlig kultur. Gruppen er imod politisk korrekthed og betegner sig selv som modstandere af islam og immigration.

Proud boys blev stiftet i 2016 og har siden været til stede ved en lang række demonstrationer, hvor de bevæbnede medlemmer ofte bærer polotrøjer af mærket Fred Perry.

Borgerrettighedsorganisationen Southern poverty law center betegner Proud Boys som en hadgruppe - medlemstallet er formentlig nogle hundrede.

Kilde: Anti Defamation League

Foto: TV 2

Oath Keepers.

Oath Keepers

Gruppen er en løst organiseret samling af amerikanere, der er imod indblanding og kontrol fra myndighederne, som, de frygter, vil tage deres rettigheder fra dem.

Oath Keepers fokuserer på at rekruttere medlemmer fra politi, militær og redningsberedskab og vil have dem til at sværge på, at de vil beskytte USA's forfatning, der giver amerikanere lov til at bære skydevåben.

Gruppen er til stede i en stor del af USA, og antallet af medlemmer ligger formentlig på nogle tusinde.

Kilde: Anti Defamation League.

Foto: TV 2

Boogaloo.

Boogaloo Boys

Boogaloo-bevægelsen blev født på internettet i 2019 og favner en bred vifte af synspunkter.

Medlemmerne er løst organiseret og samles om at være imod autoriteter, imod politiet, imod restriktioner på grund af coronavirus og for retten til at bære skydevåben.

Bevægelsens medlemmer forudser en ny borgerkrig i USA i nær fremtid.

Kilde: Anti Defamation League.

Foto: TV 2

NFAC.

Not fucking around coalition

NFAC består af sorte nationalister, der kæmper for sortes rettigheder og ønsker at skabe en seperat stat for sorte - gerne i Texas.

Gruppen ledes af John Jay Fitzgerald Johnson, der er kendt som Grand master Jay, og han hævder, at der er 15.000 medlemmer, hvoraf mange er tidligere militærfolk.

Flere hundrede bevæbnede medlemmer af NFAC er ved flere lejligheder dukket op for at markere deres utilfredshed med myndighederne i forbindelse med demonstrationer mod politivold. 

Kilde: Black Lives Matter

Foto: TV 2

Antifa.

ANTIFA

ANTIFA-bevægelsen har fået sit navn fra ordet antifascist, hvilket også er noget af det eneste, medlemmerne er enige om.

Bevægelsen er en løs samling grupper og individer, der tror på aktiv, agressiv modstand mod den yderste højrefløj.

Nogle af aktivisterne er villige til at bruge vold mod deres modstandere. Ifølge Anti Defamation League er det oftest kasteskyts, slagvåben og slangebøsser.

Antallet af medlemmer er ikke opgjort, da organisationen er meget løst organiseret.

Foto: TV 2

Three percenters, der findes over det meste af USA, blev stiftet lige efter Barack Obamas valgsejr i 2008 - blandt andet fordi stifteren Michael Brian Vanderboegh frygtede, at den nye præsident ville afvæbne amerikanerne.

Og det kan man faktisk læse ud af navnet, hvis man altså går helt vildt meget op i små detaljer fra USA's tidlige historie.

"Defensiv vold" mod politiet

Gruppen er nemlig opkaldt efter de 3 procent af den amerikanske befolkning, der ifølge myten ikke ville nedlægge våbnene og i stedet valgte at kæmpe mod England under Den Amerikanske Uafhængighedskrig fra 1775 til 1783.

I virkeligheden var de 3 procent nok nærmere 25 procent - men det er en anden historie.

Stifteren Michael Brian Vanderboegh havde selv set, hvordan myndighederne efter hans mening forbrød sig mod USA's forfatning, da politifolk i 1993 stormede kultlederen David Koresh og hans folk i byen Waco i Texas.

Tragedien i Waco i 1993.

76 mennesker - heriblandt 25 børn - blev dræbt i kampene og af kultisterne selv, og sagen inspirerede Michael Brian Vanderboegh til at skrive et dokument til folk, der ønskede at være fri for myndighedernes indblanding.

Dokumentet, der hedder 'Strategi og taktik ved en borgerkrig for militsfolk', beskriver ifølge Southern Poverty Law Center, blandt andet hvordan snigskytter skal bruge "målrettet og tydeligt defensiv vold" mod "krigsforbrydere, hemmelige politifolk og stikkere".

Michael Brian Vanderboegh idéer var del af en trend i 1990'erne.

Michael Brian Vanderboegh i 2015.

Antallet af grupper, som var imod myndighedernes indblanding og for brug af skydevåben, voksede sidst i 1990'erne til et rekordstort antal på i alt 858, mens demokraten Bill Clinton var præsident.

Da republikaneren George W. Bush blev valgt i 2000, faldt antallet til omkring 150 for derefter at eksplodere til 1350 efter valget af demokraten Barack Obama som præsident i 2008.

Klar til en ny borgerkrig

Og det var her militsgruppen Three Percenters blev stiftet.

På militsens egen hjemmeside står der, at gruppen er: "En national organisation af patriotiske borgere, der elsker deres land, deres privilegier og deres frihed".

I 2017 fortalte medlemmerne åbent til Fox News, at de var klar til at udkæmpe en ny borgerkrig.

Three Percenters i Georgia i 2017.

Gruppen afviser på sin hjemmeside at være en milits, at de ønsker en revolution, og at de er modstandere af USA's myndigheder.

- Vi er faktisk meget for myndighederne, så længe de overholder forfatningen og ikke overskrider grænserne, skriver Three Percenters på hjemmesiden.

Gruppen afviser også, at den er racistisk, selvom dens medlemmer for eksempel fungerede som vagter, da USA's yderste højrefløj demonstrerede i byen Charlottesville i 2017.

Og efter valget af Donald Trump som USA's præsident er gruppen heller ikke mere skeptisk over for myndighederne, end at den har ladet sig hyre af Det Republikanske Parti i byen Portland til at stå for sikkerheden ved partiets arrangementer.

Jeg vil forsvare forfatningen mod alle fjender, fremmede såvel som hjemlige

Eden hos militsen Oath Keepers

Hvor mange medlemmer militsen har, er ikke offentligt kendt, men ifølge mediet Vice, er der formentlig over 10.000, mens Anti Defamation League sætter tallet noget lavere til "nogle tusinde".

Den hellige ed

Stifteren af Three Percenters, Michael Brian Vanderboegh, nåede aldrig selv at opleve, hvordan USA ændrede sig efter valget af Donald Trump.

Han døde tre måneder før valget i 2016, mens militsgrupperne på højrefløjen var i fuld gang med at forberede sig på de uroligheder, de var sikre på, ventede efter Hillary Clintons formodede valgsejr.

For eksempel gruppen Oath Keepers, der ledes af en af Michael Brian Vanderboeghs gamle venner - den enøjede advokat Elmer Stewart Rhodes.

Oath Keepers og Three Percenters ligner hinanden, men hvor Three Percenters er for alle patriotiske amerikanere med hang til skydevåben, foretrækker Oath Keepers medlemmer med baggrund i politiet, militæret eller redningsberedskabet.

Oath Keepers i Kentucky 24. september 2020.

Som navnet antyder, skal medlemmerne af Oath Keepers overholde en ed, som sværges på USA's forfatning.

- Jeg vil forsvare forfatningen mod alle fjender, fremmede såvel som hjemlige, lyder eden ifølge Oath Keepers hjemmeside.

Organisationen gør klart, at løftet ikke afgives til nogen politikere, og at den ikke vil adlyde ordrer fra politikere, der for eksempel vil have dens medlemmer til at nedlægge våbnene.

Trump

I 2016 forberedte Oath Keepers sig på det værste inden præsidentvalget og holdt for eksempel et seminar ved navn 'Civile uroligheder: Scenarier og forberedelse til efter valget', hvor medlemmerne blev undervist i, hvordan de skulle forholde sig i tilfælde af terrorisme i USA's byområder efter valget.

Lederen af Oath Keepers, Elmer Stewart Rhodes, mistede for nogle år siden sit ene øje efter en ulykke med et skydevåben.

Også dengang advarede Donald Trump mod valgsvindel, og derfor sendte Oath Keepers ifølge magasinet The Atlantic deres folk ud til valgstederne for at sikre sig, at alt gik rigtigt til.

Donald Trumps vandt som bekendt en overraskende sejr, og urolighederne udeblev.

Og lederen af Oath Keepers, Elmer Stewart Rhodes, ser ud til at være godt tilfreds med resultatet.

Herunder ses han i forreste række til et af Donald Trumps partiarrangementer i El Paso i februar 2019.

Donald Trumps arrangement i El Paso.

Elmer Stewart Rhodes har talt med det amerikanske magasin The Atlantic og fortæller, at han frygter for USA's fremtid.

Egentlig har han snakket om risikoen for en ny amerikansk borgerkrig, siden han stiftede Oath Keepers i 2009, men efter urolighederne i forbindelse med Black Lives Matter, er flere begyndt at lytte.

Hitler, Stalin eller borgerkrig

Militsens rolle har også ændret sig, og hvor Elmer Stewart Rhodes før så sig selv som revolutionær, mener han nu, at hans rolle er at forsvare præsident Trump mod, hvad han kalder "en opstand".

Da Donald Trump for eksempel blev undersøgt for at have samarbejdet med Rusland under valget i 2016, skrev Oath Keepers, at en ægte borgerkrig var under opsejling.

Oath Keepers tweet om borgerkrig.

Og da en teenager fra en lokal milits i byen Kenosha i august skød og dræbte to mænd, erklærede Elmer Stewart Rhodes, at der ikke var nogen vej tilbage:

- Borgerkrigen er her, lige nu, skrev han på Twitter, inden hans konto blev lukket for at forherlige vold.

Han siger til The Atlantic, at der i hans øjne findes værre ting end en borgerkrig - for eksempel at leve under en diktator som Josef Stalin, Adolf Hitler, Pol Pot eller Mao Zedong.

- Jeg synes det, de gjorde, er meget værre. Hvis man er på vej til at glide ind i sådan et mareridt, er man nødt til at kæmpe, siger Elmer Stewart Rhodes til The Atlantic.

To medlemmer af Oath Keepers.

Hvor mange kampfæller, han har, vides ikke med sikkerhed, men The Atlantic har sammen med Southern Poverty Law Center fået fat i et kartotek over nuværende og tidligere medlemmer, der tæller næsten 25.000 personer.

De hvide nationalister

Ligesom militsen Three Percenters afviser lederen af Oath Keepers, at hans gruppe hører til på den yderste højrefløj.

- Vi er ikke fucking hvide nationalister, siger Elmer Stewart Rhodes til The Atlantic og fremhæver, at militsens næstkommanderende er sort.

Men Oath Keepers har dog flere gange optrådt på samme scene som de hvide nationalister.

Hvis republikken skal forblive fri, må I være beredt på at bløde

Kyle Chapman, medlem af Proud Boys

For eksempel en junidag i Portland i staten Oregon i 2017, hvor højreekstremisten Kyle Chapman var mødt op til en demonstration i bymidten.

Kyle Chapman er også kendt under øgenavnet "Based Stickman", fordi han kæmper mod sine fjender iført rustning, skjold og en lang stok.

Billedet af Based Stickman er nu blevet et internet-meme i højreradikale kredse.

Og den junidag i 2017 var der fjender nok at slå på, for de cirka 280 højrefløjsfolk i Portland blev mødt af en moddemonstration på cirka 500 venstrefløjsaktivister - ifølge avisen Willamette Week.

Der var også et stort politiopbud og militsfolk fra Oath Keepers til stede - ifølge Oath Keepers' egen hjemmeside for at hjælpe politiet med at opretholde lov og orden.

Militsfolk, september 2020.

De smadrede kranier

Kyle Chapman er lidt af en berømthed på den yderste højrefløj i USA, fordi han ikke er bange for at slås, og ved dette arrangement, som ifølge aktivisterne handlede om ytringsfrihed, hyldede Kyle Chapman Rusland.

- Lande som Rusland, der hele tiden har omfavnet Gud, er forblevet stærke. Sekulære nationer, der har forladt Gud imødeser nu trusler fra terrorister, sagde han til sine åndsfæller i Oregon - ifølge Willamete Week.

Kyle Chapman pralede også med, hvad han tidligere havde præsteret i kamp mod venstrefløjen.

- Jeg smadrede kranierne på nogle kommunister, der angreb os. Hvis republikken skal forblive fri, må I være beredt på at bløde, råbte han ifølge Willamette Week.

Han råbte også en hilsen til Oath Keepers.

Urolighederne i Portland i 2017.

Kort efter kom det til sammenstød mellem politi og demonstranter, hvor medlemmer af Oath Keepers blev set hjælpe politiet med at anholde venstrefløjsaktivister - selvom den slags formelt set udelukkende er ordensmagtens opgave.

Kyle Chapman kom gennem urolighederne uden at blive anholdt - men i dag, tre år efter, sidder han i fængsel.

Vi kommer til at lægge vægt på gadeaktivisme, forberedelse, forsvar og konfrontation

Kyle Chapman, medlem af Proud Boys

Det viste sig nemlig, at pralerierne med de smadrede kranier var sande, og sidste år blev han idømt en længere fængselsstraf for at havde slået en demonstrant i hovedet med en blybesat stok under en demonstration i Californien i marts 2017.

Demonstrationen hed 'March 4 Trump'.

Den alternative ridderorden

Og voldshandlingen i Californien var åbenbart så inspirerende for Kyle Chapman, at han i april 2017 tog fat i en af sine venner for at præsentere en idé.

Vennen er rigmanden og hipsteren Gavin McInnes.

Gavin McInnes under en tale til sine tilhængere i 2017.

Han er en iværksætter og forlægger fra New York og er blandt andet medstifter af det anerkendte nyhedsmagasin Vice.

Men Gavin McInnes har også stiftet den højreradikale gruppe Proud Boys, som Kyle Chapman er medlem af.

Og efter snesevis af slåskampe iført stok og rustning enedes Kyle Chapman med Gavin McInnes om, at han skulle stå i spidsen for "den defensivt taktiske del" af Proud Boys, som officielt fik navnet Fraternal Order of Alt-Knights.

- Vi kommer til at lægge vægt på gadeaktivisme, forberedelse, forsvar og konfrontation, skrev Kyle Chapman på Facebook.

Medlemmer af Proud Boys i staten Washington 5. september 2020.

På Proud Boys' hjemmeside blev initiativet hyldet.

- Behovet for forsvar er vokset, efter at overlagte angreb fra den radikale marxistiske gruppe Antifa på det seneste er blevet normen ved enhver kulturel begivenhed til højre for Jane Fonda, skrev gruppen.

Gavin McInnes selv har blandt andet beskyldt muslimer for at være så indavlede, at de har mentale skader, og sagt, at voldtægt blandt immigranter er så udbredt, at kvinderne slet ikke får de samme traumer som hvide piger fra USA's middelklasse.

Han forlod gruppen i 2018 efter uoverensstemmelser med den øvrige ledelse, men stifterens ånd lever videre.

"Hold jer klar"

Selv beskriver Proud Boys sig i dag som en gruppe ”vestlige chauvinister, der nægter at undskylde for at skabe en moderne verden”.

Medlem af Proud Boys i Oregon, 26. september 2020.

Og Proud Boys ser ud til at have støtte fra allerhøjeste sted i USA.

Under den store tv-debat mellem Donald Trump og hans modkandidat Joe Biden 29. september 2020, blev præsidenten spurgt, om han var villig til at fordømme voldelige racistiske grupper som Proud Boys.

- Hvad vil du kalde dem? Giv mig et navn, giv mig et navn, sagde Trump, før debattens moderator, Chris Wallace, nævnte Proud Boys.

Donald Trump fordømte ikke gruppen. I stedet sagde han:

- Proud Boys. Hold tilbage, men hold jer klar.

Dagen efter debatten trak præsidenten dog i land og sagde, at han ikke vidste, hvad Proud Boys var for en gruppe og dermed heller ikke vidste, at USA's forbundspoliti FBI siden 2018 har kategoriseret Proud Boys som en "ekstremistisk organisation".

Venner med Trumps ven

Men faktisk har gruppen fundet vej helt ind til præsidentens inderkreds.

Donald Trumps nære ven Roger Stone er flere gange blevet set sammen med medlemmer af Proud Boys, blandt andet gruppens nye leder, Enrique Tarrio, som du kan se herunder.

Roger Stone og Enrique Tarrio.

Roger Stone, der i 2019 blev dømt for at besværliggøre myndighedernes efterforskning af Donald Trump under den såkaldte Rusland-undersøgelse, forklarede dengang i retten, at han arbejdede så tæt sammen med Proud Boys, at et af gruppens medlemmer havde adgang til at udgive opdateringer på hans sociale medier.

Selvom Proud Boys har venner højt oppe i USA's hierarki, er gruppen dog langt fra at kunne måle sig med de øvrige militsgrupper. Ifølge den jødiske lobbyorganisation Anti-Defamation League, der bekæmper antisemitisme, har Proud Boys formentlig kun nogle hundrede aktive medlemmer.

Lederen af Proud Boys, Enrique Tarrio.

Præsidentens opfordring til at "holde sig klar" blev dog også hørt af mange andre end medlemmerne af Proud Boys.

En krig til november

For eksempel manden herunder.

Han hedder Zachary Poole og stod lige efter præsidentdebatten bag en viral video på TikTok, hvor han advarer amerikanerne.

- Der kommer en krig til november, siger han på videoen.

- Hvis Trump vinder, vil Black Lives Matter og alle de andre Antifa-tåber forsøge at starte en krig. Bare rolig. Vi rednecks er klar. Men hvis Biden vinder, kommer vi, og vi kommer med stor styrke, siger Zachary Poole.

Han overvåges nu ifølge mediet TMZ af FBI - om han tilhører Proud Boys er ikke offentligt kendt, selvom han beskyldes for at være det på Twitter.

Men der er mange typer som Zachary Poole, der ikke nødvendigvis er meldt ind i en bestemt gruppe eller milits.

Den store iglo og hawaiiskjorterne

For eksempel hos de mere løst organiserede Boogaloo Boys, der i sommeren 2020 vakte opsigt ved at møde op til demonstrationer iført hawaiiskjorter og automatvåben.

Boogaloo-bevægelsen er opstået på internettet, og selve navnet "Boogaloo" hentyder faktisk til en kommende amerikansk borgerkrig, men man skal være lidt af en nørd for at regne det ud.

Boogaloo Boys i Austin, Texas, 4. august 2020.

Bevægelsen har nemlig taget navn efter en dansefilm fra 1984 ved navn 'Breakin’ 2: Electric Boogaloo', der blev et gigantisk flop. I visse kredse på internettet kom navnet Boogaloo eller Boog med tiden til at betyde "efterfølger".

På hjemmesiden 4chan tog tilhængere af USA's liberale våbenlov navnet til sig, og i dag hentyder navnet så til en efterfølger til Den Amerikanske Borgerkrig.

En krig, som nogle medlemmer af Boogaloo-bevægelsen er klar til at udkæmpe mod politiet, militæret og alle andre, der sættes ind for at begrænse amerikanernes ret til at bære våben.

Navnet Boogaloo stammer fra denne film og er internetslang for "efterfølger".

Ifølge Anti-Defamation League spænder medlemsskaren vidt - lige fra personer på den yderste højrefløj til amerikanere, der udelukkende ser bevægelsen som et spørgsmål om at beskytte sig selv og deres landsmænd mod overgreb fra myndighederne.

Antallet af bevæbnede medlemmer er ukendt, men bevægelsens største Facebook-gruppe havde over 30.000 medlemmer, inden den blev lukket efter brud på det sociale netværks fællesskabsregler.

Bevæbnede demonstranter i Michigan.

En anspændt fred

Facebook-gruppen hed Big Igloo Boys - et ordspil på Boogaloo - og i takt med at bevægelsens har udviklet sig på nettet, er den blevet givet en lang række øgenavne, der alle refererer til Boogaloo - for eksempel Big Luau, der betyder "stor fest" på hawaiiansk.

Derfor går medlemmerne med hawaiiskjorter, når de møder op til demonstrationer og bruger en stor iglo som logo.

Så sent som 1. oktober 2020 advarede USA's forbundspoliti FBI om, at Boogaloo Boys kan udgøre en "voldelig trussel" i forbindelse med præsidentvalget.

Hvordan de forskellige grupper reagerer i forbindelse med en sejr til Joe Biden - eller Donald Trump - har vi endnu til gode at se.

Under Den Vrede Vikings besøg i Kentucky kom det ikke til direkte konfrontation mellem hans folk og de sorte militsfolk fra Not Fucking Around Coalition. Det skete takket være en indsats fra det lokale politi, der havde held til at flytte grupperne forskellige steder hen, så de ikke mødte hinanden.

Men vikingen mødte også sorte demonstranter, der gav udtryk for deres uenighed - og dem talte han civiliseret med.

Men hvis parterne ikke formår at tale civiliseret med hinanden efter valget i 2020, er der i alt 393 millioner civilt ejede skydevåben i omløb i USA, som kan benyttes i konflikten.

Den Vrede Viking hilser på en sort demonstrant.