Udland

Taiwan: Vi har brug for dig, Trump

Det taiwanske parlament ønsker Donald Trump god bedring, så han kan fortsætte sit arbejde imod Kina.

- Jeg ønsker Trump en god og hurtig bedring, så han kan fortsætte med at lede den frie verden i at modstå de kinesiske kommunisters krænkelser.

Sådan lød det lørdag fra You Si-Kun, formand for parlamentet i Taiwan, ovenpå nyheden om præsident Donald Trumps smitte med coronavirus. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Udmeldingen kom i forbindelse med Taiwans nationaldagsfejring, der begynder om få dage.

You Si-Kun melder sig dermed i rækken af prominente politikere og statsledere, der sender den amerikanske præsident sine varmeste tanker.

Mest pro-taiwanske præsident i historien

Den kinesiske republik Taiwan har nydt godt af Trumps tid på magten, da hans administration har kæmpet for at fastholde sine forbindelser til republikken og samtidig lagt pres på Kina.

Faktisk er Donald Trump ad flere omgange blevet kaldt den mest pro-taiwanske præsident i amerikansk historie.

Præsidenten har gjort et stort nummer ud af at sikre samarbejdet med Taiwan, både militært og handelsmæssigt – senest da præsidenten i april underskrev en lovgivning, der skal styrke forholdet mellem Washington D.C. og den taiwanske hovedstad, Taipei.

Han har desuden arbejdet for at sikre handelsaftaler om militært udstyr til den kinesiske ø, for eksempel med salget af hele 66 F-16 kampfly sidste år.

Protester fra Kina

Allerede i 2016, kort før Trump skulle indsættes på præsidentposten efter Barack Obama, protesterede Kina over en telefonsamtale, den kommende præsident havde afholdt med den taiwanske præsident, Tsai Ing-wen.

Det var første gang, en amerikansk præsident talte med en taiwansk præsident siden 1979, og det brød ifølge kineserne med en årelang kutyme om, at Taiwan ikke må udtale sig på hele Kinas vegne.

Kina nægter nemlig at anerkende Taiwan som andet end en kinesisk provins – det på trods af at Taiwan i sig selv har en særdeles stærk økonomi og produktion af især teknologi.

Perspektiv

Forstå konflikten mellem Kina og Taiwan

Konflikten mellem fastlandet Kina og ø-republikken Taiwan går helt tilbage til afslutningen på den kinesiske borgerkrig i 1949, hvorefter taiwanerne blev modstandere mod den kinesiske kommunisme og fortalere for demokratiet.

Republikken Taiwan anser i dag sig selv som en selvstændig stat, mens fastlandet Kina nægter at anerkende den som andet end en oprørsk del af Kina.

Taiwan repræsenterede hele Kina i FN indtil 1971, hvor fastlandet Kina overtog pladsen. Nu kæmper Taiwan for igen at få en selvstændig plads i internationale organisationer som FN og WHO, men en lang række lande anerkender heller ikke Taiwans selvstændighed, hvorfor Kina stadig på mange måder har magten over dem.

I de seneste uger har Kina forsøgt at øge presset på Taiwan ved blandt andet at sende kinesiske luftstyrker ind over republikkens territorie.

Trump har i sine første fire år som præsident optrappet konflikten mellem USA og Kina, blandt andet gennem en eskalerende handelskrig. Han har også kritiseret landets håndtering af coronavirussen, som Trump ofte har kaldt "den kinesiske virus".