Udland

Danmark rammes hårdt, når isen på Antarktis smelter

I 2017 knækkede en ishylde af ved Sydpolen. Det tog sig sådan ud set fra luften.  Stringer / Scanpix Denmark

Nyt studie viser, at afsmeltningen på Antarktis vil føre til store havstigninger, som særligt vil ramme den nordlige halvkugle.

Man skulle næsten tro, at Antarktis og Indlandsisen smelter om kap. Et kapløb, hvor ingen i sidste ende håber på en vinder.

Forleden skrev Videnskab.dk, at Indlandsisen kryber tilbage med rekordfart. Nu viser et nyt studie i tidsskriftet Nature, at det også står skidt til på Antarktis tæt på Sydpolen.

Som en konsekvens af afsmeltningen på Antarktis kigger vi i det næste århundrede ind i 2,5 meters havstigning globalt, også selvom vi skulle leve op til Parisaftalen, konkluderer studiet ifølge Videnskab.dk.

Studiet viser, hvor hurtigt Antarktis smelter ved forskellige temperaturstigninger, og hvordan det vil bidrage til havstigningerne i fremtiden. Og her vil Danmark være udsat.

- Afsmeltningen af Indlandsisen vil primært påvirke den sydlige halvkugle, mens vi i Danmark vil føle konsekvenser fra Antarktis, forklarer Ruth Mottram til Videnskab.dk. Hun er glaciolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) og har ikke selv deltaget i studiet.

Kort sagt har forskerne bag lavet modelberegninger over, hvor meget vi kan forvente, at isen på Antarktis smelter, og den nedslående melding er samtidig, at iskappen formentlig ikke vil vokse tilbage til tidligere størrelse.

Skal holde øje med Antarktis

Ifølge to klimaforskere, som Videnskab.dk har talt med, understreger det nye studie, at vi skal holde et vågent øje med Antarktis, selvom fremtidsudsigterne stadig er langsigtede.

- Det interessante ved det nye studie i Nature er især, at de kigger længere ud i fremtiden og viser, at havstigningerne ikke bare stopper i 2100. Det tager rigtig lang tid, før et klimasystem tilpasser sig, siger Ruth Mottram.

Samme melding kommer fra professor Shfaqat Abbas Khan fra DTU. Han mener, det nye studie er solidt og bruger den bedste software på markedet til at simulere fremtidige klimascenarier.

Men der knytter sig stadig en hel del usikkerhed til området omkring Sydpolen, tilføjer han.

- Antarktis er den store joker, som vi virkelig skal holde øje med. Vi ved langt mindre om Antarktis, der har stor betydning for Danmark, end vi gør om det Arktiske-område, siger professoren, der selv forsker i Indlandsisen.

Antarktis er så enormt, at det kan bidrage med 70 meter til de globale havniveauer, hvis det smelter helt. Til sammenligning vil en total afsmeltning af Grønland bidrage med omtrent 7,2 meter.

Hvorfor Danmark?

Men hvorfor hiver forskerne Danmark ind i ligningen, når det kommer til noget så fjernt som Antarktis?

Af den simple årsag, at når Antarktis smelter, vil havstigningerne særligt ramme den nordlige halvkugle - og dermed Danmark, fastslår Ruth Mottram.

- Det er ikke så intuitivt, og de fleste tænker jo nok, at den nærmeste ismasse vil påvirke os i Danmark, men det er ikke helt rigtigt, konstaterer klimaforskeren.

Groft sagt påvirker massen af is fra Grønland og Antarktis havet, som andre masser gør det, fordi tyngdekraften tiltrækker vandet. I og med isen smelter, bliver tyngdekraften så mindre.

Du skal altså forestille dig, at når isen smelter, løfter landet sig. Samtidig bliver der så mindre is til at holde på vandet, og vandstanden omkring iskapperne vil så i sidste ende falde og stige længere væk fra land.

Shfaqat Abbas Khan er helt enig i, at vi i Danmark skal holde nøje øje med udviklingen i Antarktis, der går bekymrende stærkt.

- Vi skal virkelig være bekymrede for Antarktis, for den vil påvirke os i høj grad. Det kan gå ekstremt hurtigt, og tidshorisonterne kan hele tiden rykke sig, når tunge systemer kollapser, og det er derfor, studiet som det i Nature er så vigtigt, siger han til Videnskab.dk.