Udland

Var det her, Trump blev smittet? Otte personer fik covid-19 efter ceremoni i Det Hvide Hus

Sundhedsmyndighedernes anbefalinger blev ignoreret under storstilet ceremoni i Det Hvide Hus for otte dage siden.

Efter nyheden om, at USA’s præsident Donald Trump og førstedamen Melania Trump er syge med covid-19, bliver der nu spekuleret i, hvor og hvordan parret er blevet smittet.

New York Times og andre amerikanske medier fokuserer på et arrangement i Rose Garden i Det Hvide Hus for otte dage siden, hvor præsident Trump officielt udpegede Amy Coney Barret som ny højesteretsdommer.

Ifølge WHO tager det typisk fem til seks dage fra en person er smittet, til symptomerne begynder at vise sig.

Brød reglerne

Billeder fra ceremonien i Det Hvide Hus viser, at kun få af gæsterne var iført mundbind. Der var heller ikke den anbefalede afstand mellem stolene, og flere af de fremmødte gav hånd og krammede under den festlige ceremoni.

De amerikanske sundhedsmyndigheder anbefaler mindst to meters afstand mellem mennesker, når man er uden for sit hjem. Desuden anbefales det, at man dækker sin mund og næse, når man er i nærheden af andre mennesker.

Sundhedsmyndighedernes anbefalinger blev ignoreret under storstilet ceremoni i Det Hvide Hus for otte dage siden. Video: Youssef Ayoub

Flere hundrede højtstående embedsfolk, familiemedlemmer og ansatte i Det Hvide Hus deltog i ceremonien, og efterfølgende er i alt otte gæster konstateret smittet med coronavirus. Syv af dem sad tæt samlet på de forreste stolerækker.

Udover præsident Trump og førstedamen Melania Trump er de smittede:

* Chris Christie

New Jerseys tidligere guvernør og en del af Trumps indercirkel var inviteret til Amy Coney Barrets officielle nominering.

* Kellyanne Conway

Trumps tidligere rådgiver deltog i ceremonien foran Det Hvide Hus, hvor præsidenten satte navn på sin kandidat til den ledige plads i Højesteret.

* John Jenkins

Rektoren for universitetet Notre Dame deltog også i ceremonien for højesteretskandidat Amy Coney Barrett. Han har efterfølgende undskyldt, at han ikke brugte mundbind eller på anden måde sikrede sig mod smitte under besøget i Det Hvide Hus.

* Mike Lee

Deltog sidste lørdag i et møde med præsidentparret og dommer Amy Coney Barrett i Det Ovale Værelse. Deltog også i den efterfølgende ceremoni i Rose Garden.

* Thom Tillis

Republikansk senator fra North Carolina, som også var til stede ved ceremonien sidste lørdag ved Det Hvide Hus.

* Derudover er en unavngiven journalist, som dækkede ceremonien i Det Hvide Hus, også blevet smittet med coronavirus.

- Håbløse forholdsregler

Efter udnævnelsen af den nye højesteretsdommer fortsatte festlighederne indendørs i Det Hvide Hus.

Her tweetede en journalist fra CNN tweetede, hvor præsidentparret og andre gæster står i en flok og snakker – uden mundbind.

- Forholdsreglerne ved sidste lørdags ceremoni var håbløse. Folk stod side om side og gav hånd. Coronasmitten havde alle mulige chancer for at sprede sig ved det her arrangement, siger læge og sundhedsekspert Irwin Redlener til NBC News.

Donald Trump er feberfri og er i bedring, efter han sent fredag blev indlagt med covid-19. Men han er ikke ude af farezonen endnu.

Det oplyser præsidentens læge Sean Conley søndag morgen. Han fortæller samtidig, at præsidenten ikke har brug for ekstra ilt.

Præsident Trump selv har delt en ny video inde fra Walter Reed-hospitalet, hvor han fortæller, at både han og førstedame Melania Trump har det godt.

Dog erkender han selv, at de næste par dage bliver vigtige.